Lykke Friis: »Dronning uden land« og fem andre konsekvenser af dramaet i Thüringen

Det har skabt voldsom politisk uro i Tyskland, at delstaten Thüringen i onsdags valgte en ministerpræsident med stemmerne fra det højreorienterede parti, Alternative für Deutschland. Lørdag var der krisemøde i den tyske regering. Alt peger nu på nyvalg i Thüringen, men sagen vil fortsat kaste skygger over tysk politik.

Tyskland er langtfra faldet til ro efter onsdagens udpegelse af en AfD-støttet ministerpræsident i delstaten Thüringen. Arkivfoto: Hannibal Hanschke/Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Tyskland er langtfra faldet til ro, efter at den liberale Thomas Kemmerich til alles overraskelse i onsdags blev valgt som ny ministerpræsident i Thüringen – vel at mærke med AfDs stemmer. Alle partier i Tyskland er ellers enige om, at det højreorienterede AfD er et parti, man ikke samarbejder med.

Lørdag eftermiddag holdt den tyske regering, under kansler Merkels ledelse, krisemøde i Berlin. De to regeringspartier, CDU/CSU og SPD, betegnede valget i Thüringen som »utilgiveligt« og opfordrede Kemmerich til omgående at træde tilbage. I torsdags havde Kemmerich allerede signaleret, at han agtede at forlade sin post. Få minutter efter regeringsmødet i Berlin sendte han et tweet ud om, at det nu er slut.

Ifølge Merkel-regeringen skal der hurtigst muligt vælges en ny ministerpræsident. For at rense luften opfordrede partier også til, at der snarligt afholdes nyvalg.

Men hermed vil roen næppe blive genetableret. Det er der seks grunde til.

​1. De store er blevet små

Delstaten Thüringen er blot endnu et eksempel på, at det tyske partisystem er i opbrud. Tidligere havde CDU/CSU og SPD altid stemmer nok til at kunne danne en stor koalition – i Berlin og i delstaterne. Efter genforeningen fik Die Linke fodfæste, og siden flygtningekrisen i 2015 har AfD fået fat på højrefløjen. Dertil kommer, at De Grønne med klimakrisen er den nye højdespringer i tysk politik. Resultatet er, at forudsigeligheden og de klare flertalsforhold er gået tabt. Ingen vil samarbejde med AfD – og for eksempel CDU siger også nej til Die Linke.

Efter forbundsdagsvalget i 2017 tog det rekordlang tid for Merkel at danne en ny regering, og ved valget i Thüringen i oktober 2019 fik CDU, SPD, De Grønne og FDP for første gang ikke stemmer nok til at kunne danne en regering uden om Die Linke og AfD. Det hele kulminerede, da CDU, trods advarsler fra partifællerne i Berlin, onsdag i Thüringen stemte for, at en FDPer kunne blive ny ministerpræsident – og det vel at mærke på AfDs stemmer.

2. Polarisering mellem øst og vest

Dramaet i Thüringen viser, at der i 30-året for Tysklands genforening er en hidtil uset polarisering mellem Øst og Vest. Blandt andet i skuffelse over de traditionelle partier har østtyskerne ved de tre delstatsvalg i Østtyskland i 2019 givet AfD rekordhøj tilslutning, mens AfD har mindre vind i sejlene i vest.

I det tidligere DDR er der også mange, der instinktivt synes, at det er langt mere problematisk at samarbejde med Die Linke, aftagerpartiet for det kommunistiske parti fra 1949 til 1989, end med AfD. Hvor det for en CDU-politiker i vest er fuldstændigt utænkeligt at føre politik med AfD-parlamentarikere, der betegner »nationalsocialismen som en fugleklat på en ellers 1.000 års gammel succesrig tysk historie«, var CDUerne i Thüringen faktisk mere opsatte på at sende den nuværende ministerpræsident fra Die Linke på porten.

Ikke alene stemte alle CDUer, sammen med AfD på FDP-kandidaten, Thomas Kemmerich. Mange lykønskede ham også med valget og betegnede samarbejdet i borgerlig blok med FDP og AfD som et forbillede for hele Tyskland.

3. »Dronning uden land« – en svækket Kramp-Karrenbauer

Valget af Kemmerich er én stor anskuelighedsundervisning i, at CDUs formand, Annegret Kramp-Karrenbauer, ikke har styr på sit parti. For det første har hun efter valget i Thüringen aldrig formået at give sit bud på, hvordan de lokale CDU-politikere egentlig skulle komme ud af en umulig situation. For hvad gør man, når formanden siger, at man hverken må samarbejde med AfD eller Die Linke? Delstaten skal jo trods alt regeres!

For det andet ignorerede CDU i Thüringen fuldstændigt Annegret Kramp-Karrenbauers advarsel om, at partiet ikke måtte stemme for en kandidat, der også var støttet af AfD. Og da hun torsdag rejste til Thüringen for at irettesætte lokalpolitikere og plædere for nyvalg, vendte de blot kanonerne mod hende. I seks og halv time fik AKK læst og påskrevet, hvordan CDU i Berlin havde ignoreret østtyskernes problemer og for øvrigt med sine dessiner nærmest opførte sig som under det centralistiske DDR.

Allerede inden Thüringen viste målinger, at kun få tyskere ønsker Annegret Kramp-Karrenbauer​ som afløser for Merkel i kanslerstolen. Hendes manglende evne til at udstikke en kurs og styre sit parti kan gøre det meget svært for hende at blive sit partis kanslerkandidat. Lige inden dramaet brød ud onsdag, annoncerede én af hendes konkurrenter, Friedrich Merz, at han træder tilbage fra en tung bestyrelsespost for at få mere tid til partiet.

4. Ny luft til SPD

SPD har nærmest været i frit fald siden 2017 og har to gange måttet skifte formand. Meningsmålingerne har været ren gyserlæsning for partiets medlemmer. Kaosset i CDU og til dels også FDP kan pludselig give partiet ny luft. Dertil kommer, at Thüringen kan give SPD en klar politisk kant – »Vi samarbejder ikke med AfD«.

En måling efter Thüringen viser, at De Grønne, SPD og Die Linke pludselig vil kunne danne regering, hvis der var valg i Tyskland i morgen. Den første egentlige test ved valgurnerne kommer 23. februar, når der er delstatsvalg i Hamborg.

5. AfD gnider sig i hænderne

»Det er en historisk sejr for AfD«. Sådan sagde partiets leder i Thüringen, Björn Höcke. På trods af at AfD er partiet, som ingen vil lege med i Tyskland, lykkedes det alligevel for Höcke at få valgt Kemmerich. Og som om det ikke var nok: AfD kunne siden udstille de etablerede partier for ikke at acceptere en demokratisk afstemning, da CDU og FDP pludselig forlangte Kemmerichs afgang.

6. Weimar-spøgelset er tilbage

Helt ligesom i 2017 og 2018, hvor det i månedsvis ikke lykkedes Merkel at danne en flertalsregering, er tyske medier på ny fyldt med Weimar-parallellen: Oplever Tyskland et nyt Weimar med ustabile flertalsforhold og en tilbagevenden til tidligere tiders katastrofale højreekstremisme – helt som efter Første Verdenskrig? Mange historikere afviser parallellen og betoner, at Tyskland i dag er et andet sted. Men alene det, at diskussionen dukker op viser, hvor stor usikkerheden og rådvilligheden er. For hvordan skal Tyskland egentlig reagere på AfDs styrke i ikke mindst Østtyskland?

Lykke Friis er direktør for Tænketanken Europa og tidligere korrespondent for Berlingske i Tyskland