Leonardo da Vinci er seneste gidsel for den nationale identitetspolitik

I anledning af 500-året for det italienske universalgenis død er der opstået en konflikt mellem franskmænd og italienere. Og det er en strid, populisterne gerne dypper penslen i.

Lucia Borgonzoni, Italiens vicekulturminister, blandt reproduktioner af Leonardo da Vincis værker på Museo Leonardo da Vinci Experience i Rom. Et jubilæum for den toscanske mester har udløst en strid mellem Italien og Frankrig. Fold sammen
Læs mere
Foto: NADIA SHIRA COHEN

I et lille udstillingslokale fyldt med kopier af Leonardo da Vincis mesterværker giver Italiens vicekulturminister prøver på sin afsky for franskmændene.

Lucia Borgonzoni fra højrepartiet Lega beskylder Frankrig for kulturel tilegnelse i forbindelse med en udstilling på Louvre, som skal markere 500-året for Leonardos død. Og det er kun begyndelsen.

Frankrig har behandlet Italien med »mangel på respekt« og set landet »som et kulturelt supermarked« ved at sende »en indkøbsliste« over de værker, man ønsker at låne til udstillingen. Hvilket er praktisk taget alting.

»Formentlig ville intet andet land have vovet at opføre sig, som Frankrig har gjort det,« siger hun og får efterhånden talt sig varm foran en reprodution af Mona Lisa i Museo Leonardo da Vinci Experience nær Vatikanet. Hun studerer et par plakater med Leonardos Vitruvianske mand og Bebudelsen.

»Lad os give dem de her to,« siger hun med en kort latter.

Ikke meget har været helligt, når Lucia Borgonzonis højreorienterede parti, Lega, har markedsført sin »Italien først«-politik. Italienske kvinder bliver opfordret til at få flere børn, mens migranter bliver vist døren. Partiets leder, Matteo Salvini, fylder de sociale medier med varme anbefalinger af italiensk pasta og vin.

Nationalismen har igennem et halvt århundrede været et tabu oven på Anden Verdenskrig og Mussolinis fald, men den er nu pludselig blevet vakt igen, og enhver tænkelig politisk debat får i dag en chauvinistisk drejning. Kulturen har længe været et relativt neutralt område, men sådan er det ikke længere. Og det er helt bevidst.

»Vi fra Liga ... det er vores måde at se landet, samfundet og verden,« siger Borgonzoni.

Født i bystaten Firenze

Når det gælder Leonardo, er resultatet enten et klodset og amatøragtigt fejltrin, som hendes kritikere siger, eller også er det et politisk pletskud forud for valget til Europa-Parlamentet i maj. Uanset hvad, så har Borgonzoni haft held til at skærpe sit partis konfrontation med Frankrig på et tidspunkt, da Europa i forvejen er under politisk forandring.

Ved siden af bureaukraterne i Bruxelles har den franske præsident Emmanuel Macron været et yndlingsoffer for den populistiske regering i Rom, som gentagne gange har indledt – og vundet – politiske kampe om alt fra immigration til handel.

»Naturligvis oplever vores to lande for tiden en vis friktion og ikke bare inden for kulturen,« siger Lucia Borgonzoni, som selv er datter af en italiensk maler. »Og naturligvis har den kendsgerning, at Europa går til valg næste år, øget spændingerne« på en række områder. Senest altså Leonardo.

Leonardo blev født i Vinci lidt vest for Firenze i året 1452 og dermed flere hundrede år før dannelsen af den italienske stat. Han voksede op i Firenze, boede en overgang i Milano og rykkede kortvarigt til Rom, inden han flyttede til Frankrig, hvor han døde og blev begravet. Kong Frans I af Frankrig købte Mona Lisa af en af hans arvinger, og lige siden har det hængt på Louvre, der har flere værker af Leonardo end noget andet museum.

»Det politiske kort«

Ud over »indkøbslisten« over værker, Louvre ønskede at låne fra Italien, har museet også forsømt at komme med konkrete bidrag til en udstilling i Rom i 2020, der skal markere 500-året for Rafaels død.

Lucia Borgonzoni har ikke afstemt sin reaktion med partileder Salvini, før hun gik i offensiven, men han har siden sagt til hende, at hun »bare skulle klemme på«.

»Den vitruvianske mand« er formentlig en af Leonardos kendteste tegninger. Fold sammen
Læs mere
Franskmændene har omvendt reageret med rasende overskrifter: »Fransk-italienske spændinger over Leonardo da Vinci« hed det i Le Monde. Der lyder også advarsler om, at Italien risikerer at lægge sig ud med fransk erhvervsliv og turisme og isolere sig fra sine traditionelle partnere i Europa.

Det er dog ikke helt klart, hvilken aftale Lucia Borgonzoni ønsker at annullere.

Ifølge Eike Schmidt, direktør for Uffizi-galleriet i Firenze, har der aldrig været nogen formel aftale, og han har selv gjort det klart over for Louvre, at hans museum ikke ville låne de tre ønskede mesterværker ud, fordi de var for skrøbelige.

I stedet har hans museum overvejet at udlåne en række af Leonardos tegninger til det franske museum, men det vil kræve en godkendelse i det italienske kulturmuseum. Den tyskfødte museumsdirektør siger, at procedurens politiske dimension – hvor den franske regering kontakter den italienske snarere end at søge en udveksling fra museum til museum – er meget usædvanlig.

»De første til at spille det politiske kort var franskmændene,« siger han og antyder, at striden kunne være undgået, hvis franskmændene havde fulgt den normale procedure mellem museer.

I stedet har de fået »et politisk problem på halsen«, og det er, hvad der sker, »når man forsøger at lave en aftale med en regering, og den så bliver skiftet ud«.

Kvindehoved (La Scapigliata)

Gallerie dell'Accademia i Venedig har indvilliget i at låne seks tegninger af Leonardo til Louvre, hvorpå franskmændene svarede »mange tak. Men hvad med Den vitruvianske mand«, fortæller Paola Marini, der er museets tidligere direktør:

»Indtil videre er vores kuratorer ikke positivt stemt.«

»Det er en ren italiensk sæbeopera,« siger Simone Verde, der er direktør for Galleria Nazionale i Parma. Hendes museum har besluttet at sende Leonardos La Scapigliata til Louvre. Foreløbig som det eneste hovedværk, der er på vej mod Frankrig.

Oversættelse: Lars Rosenkvist