Ord for ord lyder meningsudvekslingen relativt uskyldig. I hvert fald, som gymnasielæreren Frédéric Mortier gengiver den over for avisen Le Monde.

Men i et Frankrig, hvor nerverne sidder udenpå tøjet, når det handler om identitet og religion, bliver der slået hårdt ned på enhver udfordring af skolesystemets sekularisme.

Det står klart, efter at Frédéric Mortier i sidste uge først blev anholdt og siden anklaget for »opfordring til racistisk og religiøs diskrimination« samt »moralsk chikane«.

Forbrydelser, der kan udløse et år i fængsel eller bøder på op til 45.000 euro.

Straffesagen mod læreren omfatter desuden en anklage for »falsk angivelse«, fordi han – ifølge anklagemyndigheden urigtigt – på sin side lagde sag an mod en elev for voldelig opførsel.

Men hvad skete der egentlig i klassen på Joseph Wresinski-gymnasiet i den vestfranske by Angers den dag i slutningen af november, da ordvekslingen fandt sted?

Sjov bemærkning eller alvor?

Frédéric Mortier underviser i samfundsfag på gymnasiet, der drives af en katolsk organisation, men med offentlige midler.

Timen handlede om det franske retssystems historie, og læreren lagde vægt på, hvordan udformningen af den dømmende magt har rødder i kristne og katolske værdier.

»En af eleverne indvendte, at Frankrig ikke har nogen religion, og at det eneste, som eksisterer, er sekularismen,« forklarer Frédéric Mortier til Le Monde og fortsætter:

»Jeg svarede, at vi faktisk befandt os i et katolsk etablissement med katolske lærere og katolske elever og tilføjede ironisk, at de muslimske elever da er velkomne til at slutte sig til os.«

Eleven bag anmeldelsen og flere af hans klassekammerater fortæller en noget anden version. De hævder, at læreren i fuld alvor argumenterede for, at der på en katolsk skole kun burde være katolske elever.

»Det er dem, som er problemet,« skal læreren have sagt om skolens muslimske elever og opfordret dem til »at skifte religion«.

Aktiv på højrefløjen og en provo

At dømme efter beslutningen om at rejse en straffesag mod Frédéric Mortier tror anklagemyndigheden i Angers mest på eleverne.

»Men vi får se 4. maj (hvor retten tager stilling til sagen. red.),« siger gymnasielæreren til Ouest-France.

Den vestfranske regionalavis minder om, at Frédéric Mortier i årevis har været politisk aktiv på højrefløjen.

Han er borgmester i en mindre kommune valgt for det konservative Les Républicains, men har tidligere tilhørt det mere yderliggående højrenationale parti Debout La France.

Joseph Wresinski-gymnasiets rektor lægger ikke skjul på, at han også tidligere har haft sit hyr den 51-årige lærer, der allerede kort efter episoden blev suspenderet fra jobbet.

»Han giver den gas og elsker at provokere for at skabe debat. Jeg har flere gange advaret ham mod at bruge ironi, der fungerer i forhold til voksne, men ikke hos teenagere,« siger rektoren til Le Monde.

Dette ændrer imidlertid ikke på, at sagen kan blive alvorlig – og ikke kun i juridisk forstand – hvis der for alvor går politik i den.

Frédéric Mortier erkender, at han frygter for sin egen og sin families sikkerhed, og han tilføjer med henvisning til kollegaen, der sidste år blev myrdet af en islamisk terrorist:

»Jeg har ikke lyst til at ende som en ny Samuel Paty.«

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa