Ukraine bliver ikke NATO-medlem nu, og Jens Stoltenberg gav ingen løfter for, hvornår Ukraine kan komme med i alliancen.

Derfor må Volodymyr Zelenskyj være dybt skuffet, skriver Berlingskes internationale analytiker, Kristian Mouritzen, i en kort analyse.

Våd klud. Det må blive opfattet som en våd klud i ansigtet på Ukraine. Stoltenbergs meget korte opsummering af NATO-mødets konklusion, der nærmest smækker døren i for et hurtigt medlemskab af NATO, må tage pusten fra Ukraines ledelse.

Kan tage mange år. Ukraine kan blive medlem, når NATO-landene er enige om det, og kravene bliver mødt. Det kan meget vel komme til at tage mange år – også flere år, efter at der skulle være indgået en eventuel fred med Rusland. Zelenskyj havde tidligere tirsdag kaldt det »absurd«, hvis der ikke kom en tidsplan for Ukraines optag i NATO. Der kom ingen tidsplan.

Ingen Biden-hjælp. Selvom den amerikanske præsident Joe Biden allerede i søndags fastslog, at der er lang vej igen for Ukraine, så havde den ukrainske præsident formentlig håbet, at Biden ville komme på bedre tanker. Det gjorde hverken han eller en række af NATO-lande. Så nu må Ukraine trøste sig med, at det ser ud til, at de får en gigantisk militær pakke fra Vesten i årene fremover.