Russerne har drømt om at bygge den siden zartiden. Ja, selv under nazisternes besættelse af Krimhalvøen i begyndelsen af 1940erne havde tyskerne under ledelse af deres chefarkitekt Albert Speer fremskredne planer om en (invasions-)bro over Kertjstrædet til det russiske fastland.
I maj i år virkeliggjorde Ruslands præsident Putin den over 100 år gamle brovision, da han som en sand sejrherre satte sig bag rattet i en orange lastbil og anførte en konvoj af russiske køretøjer de 18 kilometer hen over den nyanlagte asfalt til den russisk besatte Krimhalvø.
Europas længste bro var blevet en kendsgerning – til ukrainernes dybe fortrydelse. For dermed havde russerne sikret sig direkte landadgang – uden om Ukraine – til den eftertragtede halvø i Sortehavet, som russerne under voldsomme internationale protester overtog i 2014.
Nu, seks måneder efter broens lynopførelse, er den blevet centrum for en ny og hastigt eskalerende konflikt mellem Kiev og Moskva. To ukrainske kanonbåde og en slæbebåd blev forsøgt stoppet af det russiske søværn, da de havde kurs mod nord, op mod broen – den eneste søvejsmulighed til og fra det sydøstlige Ukraines havnebyer.
Ifølge ukrainske myndigheder vædrede et russisk skib bevidst slæbebåden, ligesom der blev åbnet ild mod de tre ukrainske skibe. Samtidig lagde et stort russisk tankskib sig på tværs under Krimbroens eneste passage.
Rusland har dermed i realiteten afspærret den eneste søvejsrute mellem det sydvestlige Ukraine med den vigtige havneby Odessa og det sydøstlige Ukraine med centrale havnebyer som Mariupol og Berdjansk. Den russisk-ukrainske konflikt er yderligere eskaleret, og en blodåre er skåret over – på trods af en ukrainsk-russisk aftale fra 2003 om, at Kertjstrædet er delt farvand mellem de to nationer.
Storme og jordskælv
Krimbroen er opført med en hast, der nærmest trodser enhver beskrivelse.
De indledende skrivebordsplaner til den nuværende bro blev lagt i 2010, da forholdet mellem Rusland og Ukraine endnu var relativt fredsommeligt. De to lande underskrev en aftale om en broopførelse, men da Rusland annekterede Krim i foråret 2014, tog bro-visionen en helt ny drejning.
Putin ønskede en direkte turist- og handelsrute fra Rusland til sit nybesatte landområde, og i foråret 2015 afsatte den russiske regering 25 milliarder kroner til opførelsen af Ruslands og Europas angiveligt længste bro. I russisk folkemunde blev den tilmed døbt Genforeningsbroen – et symbol på venskabet mellem Moder Rusland og den gamle sovjetiske halvø, der ellers havde været ukrainsk siden Sovjetunionens kollaps.
At den allerede stod færdig i maj i år, bare tre år efter grønt lys og dermed et halvt år før den planlagte åbning, må betegnes som en russisk kraftpræstation og et klart tegn på, at Moskva bare har villet den bro. Kertjstrædet er tilmed et uhyre vanskeligt område at opføre noget som helst i, skriver sitet engineering.com.
På grund af bjergkæder på begge sider bliver blæsten koncentreret og kan opnå orkanstyrke i farvandet, havbunden er blød og ustabil, hvorfor bropiller har skullet hamres helt op til 56 meter ned i havbunden. Endvidere er området omkring farvandet seismisk aktivt med risiko for endog store jordskælv, og for at det ikke skal være løgn, kan drivis under vinterstorme hamre ind i bropillerne med risiko for at erodere dem.
Men nu står broen der, hvilket forsyner Moskva med uhørt kontrol over såvel det vitale farvand som Krim.
Russiske borgere på Krim behøver ikke længere at skulle den lange og diplomatisk problematiske omvej op gennem Ukraine for at komme over fastland til Rusland, men kan blot tage turen over Krimbroen, der er designet til 40.000 biler om dagen.
Samtidig har Rusland sikret sig en effektiv transportåre af bl.a. fødevarer til Krim, ligesom man som ejer af broen har sikret sig kontrol over Kertjstrædet, der er en helt central søvej til omverdenen for russisk hvede og råstoffer – og tilsvarende for ukrainske varer.
Siden broopførelsen er det da også væltet ind med ukrainske protester. Bl.a. har Ukraines præsident, Petro Porosjenko, kaldt broen for »ulovlig« og hævdet, at den skader Ukraines økonomi.
Rederier havde allerede før den nuværende søkonflikt klaget over op til tre dage lange ventetider på at få grønt lys til skibspassage, ligesom indsejlingshøjden gennem den smalle bropassage er så lav, at ekstra høje og dermed store skibe ikke kan sejle igennem.
Men mindst én person har tjent godt på broen, nemlig den russiske milliardær og entreprenør Arkady R. Rotenberg, der har stået i spidsen for broopførelsen, og som, tilfældigt eller ej, er Vladimir Putins nære ven og judopartner.
Før den synligt stolte præsident Putin for rullende TV-kameraer satte sig op bag rattet i sin lastbil på broen, sagde han da også:
»Det er historisk, for i tidligere epoker, helt tilbage fra vores far, zarens, dage, har folk drømt om at bygge denne bro. Takket været jeres arbejde og talent, er dette projekt, dette vidunder, endelig færdigt.«
Men måske havde Putin andre og mere magtpolitiske tanker i baghovedet hin majdag end blot at sikre sine russiske medborgere nem adgang til den mest eftertragtede ferieø i det gamle Sovjetrige.
