Klimabekymring skaber ny vækst for nattogene

Der er voksende bekymring over den miljømæssige belastning ved flyvning, og derfor oplever de europæiske jernbaner stigende efterspørgsel på nattog, der ellers var på vej mod total udfasning.

Nattog afgang fra Aalborg. HENNING BAGGER

Fra Orientekspressen til Trans-Europe Express findes der næppe nogen anden rejseform, der har budt på så megen romantik som det europæiske nattog. Desværre har disse langdistanceruter længe været på retur – ikke mindst i Vesteuropa. Det skyldes først og fremmest de billige flybilletter. I 2016 gav Deutsche Bahn op, indstillede alle natlige forbindelser og solgte sovevognene fra. I Frankrig kørte det sidste nattog fra Paris til Nice i 2017.

Resultatet er, at yndere af togrejser har måttet kæmpe for at holde fast i rejseformen. Organisationen Back on Track har drevet lobbyvirksomhed blandt jernbaneselskaber og regeringer, men også arrangeret demonstrationer på en række stationer.