Kampberedt britisk regering: Vi accepterer højesterets afgørelse, men ...

Underhusets politikere fik ingen undskyldning, da de stod over for regeringen for første gang efter den lukning, som højesteret har afgjort var en ulovlig blokering af parlamentets arbejde.

Underhusets formand, John Bercow, var tilbage i sin vante rolle, da politikerne mødte frem igen efter den suspendering, som premierminister Boris Johnson fik gennemført, men som blev kendt ulovlig af højesteret. Jessica Taylor/AFP/Scanpix/Ritzau

Underhuset blev onsdag åbnet på ny. Formelt set har det dog ikke været lukket, efter at højesterets afgørelse dagen forinden gik imod Boris Johnson. Og det virkede da også, som om billedet blot havde været frosset for derefter at rulle videre.

Regeringen var fortsat forhippet på at få et valg. Oppositionen var fortsat imod et valg og en valgkamp, der kan risikere at få et no deal-Brexit til at indtræffe helt af sig selv 31. oktober. Og regeringen lod sig ikke mærke med, at den netop havde lidt et af de mest forsmædelige nederlag i britisk politiks historie. Snarere tværtimod.