To spanske journalister og en irsk ansat i en ngo er blevet dræbt under et angreb i en naturpark. Det oplyser den spanske regering.
En lokal soldat, der var sammen med de tre, er meldt forsvundet. Under angrebet i naturparken lykkedes det en anden bil og medfølgende soldater at undslippe. Omkring 40 personer var i konvojen, der blev angrebet.
Angrebet fandt sted i den sydøstlige del af Burkina Faso, hvor de spanske journalister var i færd med at filme en dokumentar om krybskytteri, oplyser den spanske avis El Pais.
»Vi bekræfter den tragiske hændelse. Vores tanker går til familie og venner af David Beriain og Roberto Fraile, der er blevet dræbt i Burkina Faso. Og vi udtrykker vores anerkendelse af dem, der som de dræbte dagligt med stort mod udøver deres helt nødvendige journalistiske arbejde i konfliktområder,« meddelte den spanske regering via Twitter.
Voksende antal flygtninge
De to spanske journalister var henholdsvis 43 og 47 år. De blev dræbt, da de havde forladt deres køretøj for at styre en drone, der skulle tage billeder i området, oplyser El Pais.
De irske myndigheder har endnu ikke oplyst om identiteten på den dræbte irske statsborger. Angrebet og drabene fandt sted i nationalparken Arli. Det er et »farligt område, der huser både terrorgrupper og kriminelle«, erklærede den spanske udenrigsminister, Gonzalez Laya, på et pressemøde.
Journalisterne var i gang med optagelserne til en dokumentarfilm om, hvordan Burkina Fasos myndigheder forsøger at beskytte landets naturområder mod krybskytteri. I 2019 blev en spansk præst dræbt af islamistiske terrorister i Burkina Faso.
En gruppe islamistiske terrorister med forbindelse til al-Qaeda formodes at stå bag angrebet. Volden i regionen udført af fundamentalistiske islamistiske terrorgrupper er øget voldsomt siden 2015. Tidligere på måneden lød det i en erklæring fra FN ifølge The Guardian, at en eskalering af volden i Burkina Faso havde ført til en af verdens hurtigst voksende flygtningekriser med op til tre millioner mennesker på flugt.