Italienerne ser stort på karantæneregler: Man kan altså ikke bare tage til stranden og spise fisk

Søndag burde det nordlige Italien have ligget øde hen, efter at regeringen har indført strenge forholdsregler i kampen mod coronavirus. Det var mildest talt ikke tilfældet.

Italien er i disse dage et gigantisk socialt laboratorium, efter at regeringen i Rom har besluttet at tage »kinesiske« metoder i brug for at bremse den galopperende coronavirusepidemi i den nordlige del af landet.

Hele Lombardiet og en række andre nordlige provinser – med i alt 16 millioner indbyggere – er blevet sat i karantæne. Men kan man, som Kina har gjort i Hubei-provinsen, effektivt lukke så mange mennesker inde i et sydeuropæisk land? Den første dag med de nye regler tyder ikke på det.