Inma havde arbejdet i det store callcenterfirma Konecta siden 2007.
Hun var en værdsat medarbejder og en populær kollega.
Så meget desto mere uforståelig og uhyggelig var reaktionen, da den 57-årige kvinde pludselig – midt mellem to opkald – faldt om med et hjertestop, der kort efter kostede hende livet.
En mellemleder gik ganske vist straks i gang med at give førstehjælp, og professionel assistance nåede hurtigt frem til callcenteret i den østlige udkant af Spaniens hovedstad, Madrid.
Men både mens ambulancefolk kæmpede med at genoplive Inma og bagefter, da hun lå død på gulvet, fortsatte mange af kollegerne deres arbejde.
Som om intet var hændt.
Nogle handlede angiveligt efter ordre fra chefer, der hævdede, at opgaven med at betjene nedbrudsramte kunder fra et energiselskab var akut og skulle løses uanset hvad.
Men andre fortsatte af egen drift.
Vant til en nådesløs arbejdsrytme anede de ikke, hvad de skulle stille op i en traumatisk situation, hvor ingen overordnede tilsyneladende tog ansvaret på sig.
Da Miguel Ángel Salinas fra fagforeningen CGT mødte op på arbejdspladsen over to timer efter Inmas død, var en håndfuld stadig i gang få meter fra hendes lig.
»Da jeg spurgte, om de var o.k., svarede medarbejderne, at de bare lige skulle ordne noget,« siger arbejdsmiljøkonsulenten til avisen El País.
Domstol måtte sikre ret til at gå på toilet
Mange af os har formentlig oplevet at miste besindelsen, når forsøg på at løse et praktisk problem over telefonen virker som at slå i en dyne.
Men de højrøstede samtaler, fornærmelser og trusler, som ansatte må stå model til på vegne af callcentrenes kundevirksomheder, er kun en blandt flere stressfaktorer i et utaknemmeligt job.
Pauserne er korte, og chefer overvåger nidkært, at de ikke varer så meget som et øjeblik for meget.
Mellem hvert opkald har de ansatte, i hvert fald hos Konecta, kun præcis 23 sekunder til at gøre de nødvendige notater, inden en robot stiller den næste kunde igennem.
Og i Spanien måtte der en højesteretsdom til, før callcentrene for et par år siden anerkendte deres ansattes ret til i løbet af arbejdsdagen at gå på toilettet.
Om det var 15 års arbejde på umenneskelige vilkår, som havde slidt Inmas hjerte op, er ikke let at vide.
Under alle omstændigheder var det ikke blevet opdaget i de helbredsundersøgelser, som Konecta lader sine ansatte gennemgå.
Her tjekker man kun eventuelle skader på ryg, hørelse og stemmebånd – ikke for den oplagte mentale belastning.
»Umenneskelige arbejdsforhold«
Dødsfaldet, der fandt sted tirsdag i sidste uge, samt især håndteringen af det har udløst beskyldninger om skamløs kynisme på især de social medier.
Men Konecta har ikke gjort noget forkert, hævder det multinationale callcenterselskab.
Arbejdet blev omgående stoppet i den del af arbejdsområdet, hvor Inma faldt om, forsikrer repræsentanter til webavisen eldiario.es.
Til gengæld fortsatte samtalerne med kunder efter alt at dømme i en lang række andre af det store callcenterlokales i alt 70 båse.
Konectas forsikringer om, at en topchef i løbet af en times tid efter dødsfaldet gav samtlige ansatte ordre om at gå hjem, bestrides også af fagforeningernes repræsentanter.
Uanset hvem man vælger at tro, er reaktionen blandt en række af Inmas kolleger tankevækkende.
»Det, som er sket, vidner om en branche med umenneskelige arbejdsforhold,« siger David Sánchez fra fagforeningen USO til el.diario.es.
»Som minimum burde virksomheden have et beredskab for, hvordan man håndterer den slags traumatiske situationer,« tilføjer en anden faglig repræsentant, Carlos Prieto fra UGT.
Det må blive næste gang.
Inmas kolleger må nøjes med at lægge blomster i båsen, hvor hun for en uge siden faldt om.
Mens nogle af dem fortsatte med at arbejde få meter derfra, fordi de ikke kunne finde ud at holde op.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
