Vi kender efterhånden forløbet alt for godt: En kvinde er blevet seksuelt krænket af en som regel magtfuld mand. Hun har længe tiet af skam eller frygt. Men nu orker hun ikke mere og står frem med endnu en klam historie om misbrug og chikane.
Det er selv efter tre års afsløringer verden over fortsat grænseoverskridende. Men da Nevenka Fernández sagde fra dengang, hvor me og too endnu blot var to tilfældige gloser på engelsk – et sprog, som de færreste i øvrigt forstod en bønne af der, hvor hun kom fra – ja, så var det som en åben invitation til moderne heksejagt.
Nevenka Fernández vidste det godt, og tv-billederne fra det skæbnesvangre pressemøde fortæller alt.
Stemmen skælver, og øjnene flakker, mens hun læser op fra sin erklæring. Den stolte svane, der halvandet år forinden var blevet valgt til kommunalbestyrelsen i den lille nordvestspanske by Ponferrada, er forvandlet til en pjusket spurv. Men nu skal det være slut.
»Jeg er 26 år, og jeg har min værdighed,« fastslår hun og fortæller, at hun har besluttet at lægge sag an mod sin chef, byens daværende konservative borgmester, Ismael Álvarez, for vedvarende og grove seksuelle krænkelser.
Tvunget i landflygtighed
I sekvensen, som indleder Netflix-dokumentaren »Nevenka«, er de kornede billeder fra 2001 krydsklippet med optagelser af den i dag midaldrende kvinde.
Mens hun synkront med sit 20 år yngre jeg gentager de skæbnesvangre beskyldninger, flyder tårerne fra de store brune øjne. For prisen har været høj.
Ikke blot partikammeraterne og hovedparten af byens borgere, men også den offentlige anklager, vendte sig mod hende under den efterfølgende retssag, der ikke desto mindre endte med, at borgmesteren blev dømt.
Og selvom Nevenka siden blev lykkeligt gift, mor til to børn og fandt et spændende job, lever hun fortsat langt fra det Spanien, hun var nødt til at forlade. Et eksil, som kun bliver afbrudt af korte og diskrete familiebesøg.
»Men jeg gjorde det eneste rigtige. For hvis jeg ikke havde fortalt om det, ville jeg næppe være i live i dag,« siger hun i dokumentaren, der fra 5. marts kan ses på Netflix i 190 lande, heriblandt naturligvis Danmark.
En påmindelse om, at det nytter
Det er de seneste års globale flodbølge af #metoo-afsløringer, der har fået Nevenka til at bryde sin årelange tavshed, fortæller Maribel Sánchez-Maroto, der har instrueret dokumentaren, til Berlingske.
»Hun lagde mærke til, hvordan mange af disse kvinder stadig optræder anonymt, som om de var skyldige og ikke ofre,« siger den erfarne journalist og tilføjer:
»Når hun nu fortæller sin historie, er det som en opmuntring til dem, der måske ikke tør. En påmindelse om, at det nytter noget, og at man kan få stillet sin krænker til regnskab. Selv når man står frem i en tid og på et sted, hvor alle odds er imod.«
Ismael Álvarez, der fortsatte i politik længe efter dommen, beskylder i forbindelse med Netflix-dokumentaren Nevenka Fernández for at slå mønt på sagen: »Det hele handler om penge.«
Samtidig er dokumentaren, som Berlingske har set første afsnit af, en fascinerede og uhyggelig rejse tilbage i tiden. Til en kønspolitisk formørket spansk provins, hvor kvinder skulle træde varsomt i rampelyset, især hvis de som Nevenka var unge, smukke og veluddannede.
Ambition og naivitet
Historien begynder, da hun vender hjem til Ponferrada som færdiguddannet økonom. Den konservative borgmester har brug for kvinder til sin liste ved kommunalvalget i 1999, og Nevenka har den helt rigtige profil.
Hun bliver allerede på det tidspunkt advaret mod hans don juan-manerer. Men ambitioner og en naiv forestilling om, at det kan hun sagtens styre, får hende til at sige ja.
I begyndelsen går det som en drøm. Nevenka bliver økonomirådkvinde med masser af indflydelse og en god løn. Men da Ismael Álvarez mister sin kone, opstår der en fortrolighed mellem de to, som gradvist udvikler sig til en affære.
Efter kort tid beslutter hun at afslutte forholdet til den måske nok karismatiske, men også langt ældre bykonge, der desuden parallelt har sex med en række andre kvinde. Og så begynder helvedet.
Onani og politiske ydmygelser
Borgmesteren stalker sin unge partikammerat for at presse hende tilbage i sengen og tager stadig grovere metoder i brug. Et lavpunkt nås under en byrådsrejse, da han midt om natten bryder ind på hendes hotelværelse og onanerer ud over sengen.
Samtidig bliver Nevenka frosset ude i det politiske arbejde. Ydmygelserne kulminerer under et byrådsmøde, hvor han smider en bunke papirer i hovedet på hende. Til sidst bryder hun sammen og går på sygeorlov.
»Det fortæller alt om mentaliteten dengang, at Nevenka troede, det var hende, som var ved at blive skør. Hun var simpelthen ikke bevidst om at være offer for seksuelle krænkelser, før en psykolog formulerede det for hende,« fortæller Maribel Sánchez-Maroto.
På gaden tager store dele af Ponferradas borgere da også parti for Ismael Álvarez, da hun melder ham til politiet. Nevenka er en politisk golddigger, lyder det, der har brugt sit gode udseende til at gøre karriere og nu vil hævne sig over, at det ikke er lykkedes.
Eller som en kvindelig deltager i en støttedemonstration for borgmesteren, der samler omkring 4.000 deltagere, udtrykker det:
»Ingen ville slippe afsted med at krænke mig, hvis jeg ikke selv opfordrede dem til det.«
Krænkelser fortsatte i retssalen
Men måske var den offentlige anklagers opførsel under retsforhandlingerne ved Castilla y Leóns regionale højesteret det mest himmelråbende eksempel på 00ernes kvindesyn i Udkantsspanien.
Det var i hvert fald ham, som tiltrak sig denne korrespondents opmærksomhed, da Berlingske i sin tid skrev om sagen.
En anklager har som bekendt til opgave at argumentere for den tiltaltes skyld. Men i dette tilfælde udviklede proceduren sig til en systematisk mistænkeliggørelse af den krænkede part.
»Aldrig i min karriere har jeg mødt et vidne med så god en hukommelse. Jeg lykønsker Dem af hele mit hjerte,« udbrød anklageren sarkastisk og fortsatte:
»Hvorfor holdt De dette helvede, vi har hørt om, ud i adskillige måneder. De har jo en uddannelse og er ikke en ansat i Hipercor (spansk stormagasin. red.), der må finde sig i at blive taget på bagdelen, fordi hun skal skaffe brød på bordet til sine børn.«
Hvor var feministerne og venstrefløjen?
Det var hård kost selv i 2003 og utænkeligt i dag. For selvom #metoo-bølgen ikke er skyllet hen over Spanien med samme kraft som eksempelvis i Danmark, har forholdet mellem kønnene i årevis været under radikal forandring.
I 2004 dannede socialisten José Luis Rodríguez Zapatero en af Europas første regeringer med lige mange kvinder og mænd. Det var også Zapatero, der satte fokus på den kønsrelaterede vold og fik vedtaget love, der bedre beskytter kvinderne.
På den baggrund kan det undre, at Nevenka Fernández og hendes mod til at sige offentligt fra over for seksuelle krænkelser på et tidspunkt, hvor det var utænkeligt, nærmest har været glemt.
Hvorfor er hun aldrig blevet et symbol for feministerne og den spanske venstrefløj? Hvorfor stod hun både under retsforhandlingerne og senere stort set alene med sin kamp?
Forfatteren Juan José Millás, der i 2004 udgav en bog om Nevenka-sagen, har et kontroversielt bud.
»Nevenka var ikke bare smuk, hun var også intelligent og ovenikøbet borgerlig. Det var, som om man tænkte: Fuck hende, hun kunne bare lade være med at tilhøre højrefløjen,« skriver Millás i en kronik og tilføjer med adresse til venstreorienterede meningsdannere:
»Jeg mindes ikke en eneste avisleder med vægt, da højesteret stadfæstede dommen mod Ismael Álvarez. Og ingen var oprørte, da offeret måtte gå i eksil, mens hendes bøddel fortsatte med at holde taler ved byfesterne.«
Til gengæld er ikke et øje tørt nu, hvor Nevenka Fernández langt om længe fortæller sin historie, ikke blot til spanierne, men også resten af verden. Bedre sent end aldrig.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
