I Staffanstorp føler borgerne sig trygge: »Men det er lidt sært med den video«

En lille svensk kommune uden for Malmø er kommet i hele Sveriges søgelys med en stærkt kritiseret PR-video, der viser et bybillede uden de indvandrere, der helt opsluger den svenske politiske debat i øjeblikket. Men hvad mener kommunens indbyggere selv? Berlingske har besøgt Staffanstorp.

Jenny Billström er glad for at bo i Staffanstorp. Men hun kunne godt have undværet en kontroversiel video, der har skabt debat om kommunens stramme indvandrerpolitik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl

Bydelen Vikhem ligner umiddelbart den video, der har fået så stor kritik i Sverige for vise et poleret og indvandrerfrit billede af Staffanstorp. Byen, der også har givet navn til kommunen lige uden for Malmø. Her er der nybyggede parcelhuse og rækkehuse, der står hvide, rene og pæne i snorlige rækker. Og der er heller ikke mange indvandrere.

Men det er ikke hele billedet, siger lokale kritikere. De er ikke begejstrede over, at borgmesteren bringer kommunen i fokus som et udstillingsvindue for et Sverige med en stram indvandrerpolitik og samarbejde med Sverigedemokraterna. Og så er der Staffanstorps tavse flertal.

Det er godt at bo i Staffanstorp, fortæller den ene beboer i Vikhem-området efter den anden.

»Jeg trives rigtig godt her, og jeg føler mig tryg,« siger en kvinde, inden hun undskylder sig:

»Men jeg må altså lufte min hund.«

En anden åbner døren og smiler ved henvisningen til borgmesteren og hans omdiskuterede video.

»Vi har det godt her, men det har jeg ikke lyst til,« siger hun ved udsigten til at komme i en dansk avis.

Jenny Billström, beboer i Staffanstorp

»Jeg ville ikke være bange for at flytte til Malmø.«


Det er der mange andre, som heller ikke har lyst til, når Berlingske ringer på. Flere indbyggere i kommunen, der har rost videoen på Facebook, har ikke reageret på Berlingskes henvendelser.

»Et godt sted at vokse op«

Jenny Billström beslutter sig derimod for, at hun godt vil fortælle om at bo i Staffanstorp.

Den svenske døvetolk og mor til to drenge på 16 og 12 år siger, at hun »synes, det er en god kommune«, for her »findes det meste«, og det ligger »tæt på alt«. Inklusive Malmø og København, hvis man har brug for en større by.

Jenny Billström og hendes mand besluttede at flytte ud i et nyt stort hus i Vikhem for omkring fem år siden, og det har været en god beslutning for hele familien siger hun:

»Absolut. Det har været et godt sted at vokse op, og børnene kan godt lide at være her.«

Mange svenskere reagerede harmdirrende, da de så Staffanstorps kommunale PR-video. De mente, at kommunen gav et renskuret eller i en endnu stærkere kritik etnisk renset indtryk med udelukkende hvide og overvejende lyshårede skuespillere i videoen. Først da forstod Jenny Billström den ophidsede debat, som videoen skabte:

»Da jeg så den første gang, tænkte jeg ikke noget særligt om den. Først bagefter så jeg det, som andre havde set i den. Og så tænkte jeg da på, hvad formålet var, og hvorfor de havde gjort det. Jeg synes, at det er lidt en mærkelig video. De kunne have valgt en større mangfoldighed og ikke bare svenskere.«

Brød med tabu i svensk politik

Der er folk med indvandrerbaggrund i Staffanstorp, som der er det i resten af Sverige. Det er blevet meget synligt i gadebilledet efter de seneste års store tilstrømning af asylansøgere. I Staffanstorp er der ifølge kommunens oplysninger omkring 15 procent af indbyggerne, der er tilflyttere og ikke er født i Sverige.

Men i bydelen Vikhem er billedet fra den omstridte video tilsyneladende ikke helt forkert. Jenny Billström siger, at hun »kun kender en indvandrerfamilie fra Iran« i det nye boligområde nogle få huse væk. En familie, som hun kommer rigtig godt ud af det med. Desuden har hun set, at der er en familie til med indvandrerbaggrund i området med de mange nybyggede huse.

Jenny Billström kan også godt genkende kommunevideoens fokus på, at Staffanstorp er et sted, hvor man kan føle sig tryg:

»Jeg føler mig tryg her. Det har været et godt sted at vokse op. Børnene har godt kunnet lide at være her. De har gået på en god skole med gode lærere. Der har været ro og orden,« siger den svenske kvinde og smager lidt på sit ordvalg.

Så tilføjer hun:

»Jeg ved ikke, om alle har det sådan. Jeg har også hørt andre ting, men skolen har været god for dem.«

Staffanstorp har skilt sig ud i svensk politik. Christian Sonesson, den 39-årige borgmester for de konservative i Moderaterna, brød efter kommunalvalget i 2018 den politiske isolation af Sverigedemokraterna.

Imod sin partiledelses vilje indgik Christian Sonesson en alliance med det indvandrerkritiske parti. Samtidig har han ført en markant strammere kommunal indvandrerpolitik end Moderaterna på landsplan. Det har lignet den politik, som Sverigedemokraternas partileder, Jimmie Åkesson, har været en udskældt fortaler for. Det har vakt opsigt og resulteret i kritiske kommentarer fra Stockholm, men det har været populært blandt vælgerne i Staffanstorp, hvor Moderaterna fik flere end dobbelt så mange stemmer som på landsplan.

»Vi har jo også nogle problemer her«

Men den omdiskuterede video har trukket situationen skarpt op i forhold til problemerne i Malmø, og det er der ingen grund til, mener Jenny Billström:

»Vi har jo også nogle problemer her. Man skulle hellere vise, hvor tæt vi er på Malmø, hvor arbejdspladserne er. Eller på København.

Folk synes nok, at der er lidt meget opmærksomhed omkring den video, og at det måske ikke er så godt med al den opmærksomhed. Men når der sker noget nyt et sted i Sverige, forsvinder opmærksomheden vel igen. Videoen er også taget væk fra kommunens hjemmeside,« siger Jenny Billström, med henvisning til at YouTube-videoen med titlen »Informationsfilm om Staffanstorp« ikke er at finde på kommunes officielle Facebook-side.

Christian Sonesson, borgmester i Staffanstorp

»Familier, der er utrygge, kan flytte hertil, og det sker hele tiden.«


I mellemtiden nærmer PR-videoen for kommunen med cirka 25.000 indbyggere sig 300.000 visninger. Dertil kommer en række aviskommentarer og delinger på sociale medier under til tider ophedede diskussioner.

Ifølge Christian Sonesson var formålet med videoen ikke at vise en by og en kommune helt uden indvandrere. Derimod ville han skabe et modstykke til den utryghed og bølge af bandekriminalitet og drab, som man finder i nabobyen Malmø og andre svenske byer.

»Vi har vist det synspunkt, at man kan være utryg i nogle byer. Man kan jo være utryg mange steder som både Malmø og Helsingborg. I Malmø har man jo ekstraordinært mange sprængninger og skyderier.

Familier, der er utrygge, kan flytte hertil, og det sker hele tiden. Vi har gode skoler, og vi viser et trygt familieliv i videoen,« siger Christian Sonesson.

Christian Sonesson, borgmester for Staffanstorp Kommune, har gjort sig bemærket i Sverige ved at samarbejde med Sverigedemokraterna og ved at skærpe kommunens lovgivning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Pierre Sjöström, socialdemokrat

»Hvis formålet var at få opmærksomhed, må man sige, at det er lykkedes.«


»Også indvandrere ønsker tryghed«

Socialdemokraternas leder i Staffanstorp, Pierre Sjöström, mener, at det bedste, der kan siges om videoen, er, at Staffanstorp har fået en masse gratis reklame:

»Hvis formålet var at få opmærksomhed, må man sige, at det er lykkedes. Men jeg forstår ikke, at der er blevet brugt penge på det. Vi har ikke brug for at tiltrække flere indbyggere lige nu. Der er hverken børnehaver eller skoler nok, og vi kan ikke nå at bygge dem i forhold til tilvæksten.«

Han påpeger, at også hans kommune oplever problemer, som man kender fra Malmø, om end i meget mindre grad. For tre måneder siden var der en eksplosion foran politistationen på det centrale torv i Staffanstorp. Pierre Sjöström mener desuden, at kommunen burde gøre mere for at tage solidarisk del i den svenske integration af immigranter og flygtninge.

Lederen af Staffanstorps socialdemokrater, Pierre Sjöström, mener ikke, at kommunen har grund til at bruge penge på en PR-video. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Han er heller ikke enig i Christian Sonessons udtalelse om, at »det er alt for mange« som svar på, at den svenske stat netop har udstedt en kvote for Staffanstorp på 44 mulige nytilkomne flygtninge i 2020.

Pierre Sjöström siger, at han ikke selv tænkte på noget specielt, da han så videoen. Men han synes, at borgmesteren burde have vist kommunen, som den er. Blandt andet er en bestyrer af en kiosk i videoen skiftet ud med en skuespiller, der ikke er indvandrer.

»Det havde man ikke behøvet gøre. Vi har indvandrere, der driver cafeen her i rådhuset. Vi har immigranter, der er frisører, og som sælger grøntsager og kebab og gør mange andre ting,« siger Pierre Sjöström, der siger, at han faktisk »selv er indvandrer«, fordi hans mor er belgisk, og han voksede op i Bruxelles.

I rådhusets café står den nye indehaver, Ali Mohammed, og sælger frokostsandwich og salater. Han er ikke med i videoen, men han er forsidebilledet på kommunens gratis informationsavis, som man kan få på biblioteket i rådhusets stueetage. Han driver også grønthandlen på torvet udenfor, og han bor i Malmø, hvor han også har en grønthandel, fortæller han.

»Vi trives godt her og har ikke haft nogen problemer,« siger Ali Mohammed, der kom til Sverige som irakisk kurder fra Kirkuk for næsten 12 år siden.

Ali Mohammed har netop åbnet en café i Staffanstorps rådhus. Han er ligesom mange andre i Sverige bekymret over en bølge af grov kriminalitet og drab. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Han ønsker ikke at kommentere kommunens video, men han fortæller, at den svenske debat om kriminalitet og vold i den svenske byer og især i Malmø også går ham på.

»Der er også sprængninger og narkohandel i Staffanstorp. Men på sin vis er det bedre her, fordi her ikke sker så meget. Jeg er jo også bange for, at mine børn skal blive rodet ind i noget. Man skal ikke tro, at der ikke også er indvandrere, som ønsker at have tryghed i deres tilværelse.«

Bekymring over voldsspiral

Tilbage i Vikhem bekymrer det også Jenny Billström, at politikerne har svært ved at håndtere den bølge af bandekriminalitet, mord og grov vold, som hærger Sverige i øjeblikket:

»Det virker, som om der ikke rigtigt sker noget, og det føles, som om alt bliver værre og værre. Det virker, som om det er værre at køre for hurtigt end at slå ihjel. Jeg synes, at man bør skærpe straffen, og så ville jeg bare ønske, at der var flere betjente til at tage sig af ulovlighederne.«

Den nye bydel Vikhem i udkanten af Staffanstorp er skudt op de seneste fem til syv år. Hertil ønsker kommunens borgmester at tiltrække nye indbyggere med den nye informationsvideo på YouTube. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Men hun afviser at tilslutte sig budskabet i kommunens video om, at man bør flytte til Staffanstorp for at undgå problemerne andre steder:

»Jeg ville ikke være bange for at flytte til Malmø. Her i Staffanstorp var der også for nogle år siden noget ballade inde i centrum, hvor jeg sagde til min ældste dreng, at han ikke skulle være der om aftenen. Men det er noget, som jeg så på Facebook, og jeg har ikke læst noget om det længe.

Man kan altid være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og der er steder, hvor jeg ikke ville synes, at det var så godt, at han tog hen i Malmø. Jeg ville sige, at han så skulle passe godt på sig selv.«