Hvis det her var krig, ville Lukasjenko have gjort sig skyldig i krigsforbrydelser

Magtskiftet i Hviderusland er langtfra ovre. Det er kun lige begyndt. Men den siddende præsident Lukasjenko er i fuld gang med at underminere muligheden for, at det sker på fredelig vis, siger den hviderussiske politiske kommentator Sergej Tjalyj, som er medlem af oppositionens nye Nationale Koordinationsråd.

I årevis har han været fortaler for et fredeligt magtskifte i Hviderusland. Han har været en af de få, uafhængige stemmer i landet, der gennem årene har turdet sige magten midt imod.

Men nu er Sergej Tjalyj, en af Hvideruslands mest anerkendte politiske analytikere, begyndt at veje sine ord på en guldvægt. Han sover på en hemmelig adresse, så han ikke får uventet besøg i sit hjem.