Pludselig lystrede roret ikke, og kort efter lød det første, knasende drøn.
De følgende minutter angreb spækhuggerne igen og igen, og det var, som om det hele var nøje tilrettelagt.
Først da »Champagne« – en 16 meter lang Sun Odyssey 519-yacht – var så beskadiget, at den senere sank, havde de store havdyr fået nok og svømmede videre, som om intet var hændt.
Totalforliset er det tredje, siden grupper af spækhuggere, der lever langs den Iberiske Halvøs vestlige kyster, for et par år siden indledte deres mystiske søkrig.
Sejlbåde og fiskefartøjer bliver den ene gang efter den anden passet op af »dræberhvalerne«, der kan veje op til 5,5 ton, og udsat for mere eller mindre voldsom mobning.
Havbiologer, der forsker i det bekymrende fænomen, har siden 2020 registreret over 500 episoder.
De fleste finder sted i og omkring Gibraltarstrædet, men også farvandet ud for Portugal og nordøstspanske Galicien er en del af konfliktzonen.
Og sænkningen af »Champagne«, der fandt sted 4. maj nær den sydspanske by Barbate, viser, at spækhuggerne på ingen måde er blevet trætte af »legen«.
Snarere tværtimod.
De store træner de små
»Der var to mindre og en stor spækhugger. Mens de små satte roret ud af spil, svømmede den store med fuld kraft ind i båden,« siger Werner Schaufelberger til det tyske magasin Yacht.
Samtidig kunne den erfarne skipper ombord på »Champagne« med en blanding af fascination og frygt følge, hvad der lignede et undervisningsforløb.
»De to små holdt tydeligvis øje med den stores teknik og begyndte så også selv at angribe,« fortæller Schaufelberger, der sammen med sin besætning blev reddet af kystvagten, inden hans båd sank.
Greg Blackburn – en britisk sejler, der slap heldigere fra et møde med seks spækhuggerne et par dage forinden – havde samme oplevelse:
»Der foregik helt klart en eller anden form for oplæring,« siger han til 9News.
Hvis dette er rigtigt, er de iberiske spækhuggere tilsyneladende i gang med at gøre angrebene til en del af deres adfærdsmønster og livsstil.
Og det kan ende helt galt med tab af såvel menneskeliv som spækhuggere fra den truede sydvesteuropæiske bestand, der kun tæller omkring 35 eksemplarer.
Meningsløs vold eller genoptræning?
Indtil 2020 var der kun ballade med de ekstremt lærenemme dyr, når de ikke selv gad at jage rødtun, men i stedet stjal deres foretrukne føde fra de lokale fiskeres fangst.
Spækhuggernes uhyggelige betegnelse som »dræberhvaler« skyldes deres voldsomme fremfærd mod byttedyr såsom sæler, pingviner og unger af andre hvalarter.
Hverken langs den Iberiske Halvø eller andre steder i verdenshavene har de tidligere udgjort en trussel mod mennesker.
Så hvorfor går de nu pludselig løs på os – eller, rettere sagt, de fartøjer, vi sejler rundt i?
Siden det første angreb blev rapporteret i juli 2020, har havbiologer fremsat en række teorier.
Ifølge nogle er det hele for sjov og ikke ondt ment. Spækhuggerne har blot fundet på en ny og – for dem – morsom leg.
Andre mener, at angrebene finder sted som led i en jagtoplæring. Mens rødtunen i en lang periode stort set var forsvundet, overlevede spækhuggerne ved at stjæle fra fiskerne.
Nu, hvor byttedyret er tilbage i mere rigelige mængder, bruger de ældre hvaler sejlbåde og kuttere som led i (gen)optræningen af de unge.
Men som tiden går, og angrebene fortsætter, ligner en mere bekymrende og knap så hval-venlig teori den bedste forklaring.
»Hvide Gladis« blev trendsetter
»Spækhuggerne gør helt klart det her med vilje,« siger Alfredo López Fernandez fra portugisiske Universidade de Aveiro til Livescience og fortsætter:
Alfredo López Fernandez,
»Det virker stadig mere sandsynligt, at der er tale om selvforsvarshandlinger fremprovokeret af en traumatiserede oplevelse.«
Biologen, der er medlem af en særlig nedsat forskergruppe ved navn Orca Atlántica, vurderer, at hvalernes vrede kan spores tilbage til et enkelt eksemplar.
De første angreb blev efter alt at dømme gennemført af en gruppe på tre unge spækhuggere, anført af en hun, som forskerne har givet navnet »Hvide Gladis«.
Det er, mener de, hende, som oprindelig kom til skade under en eller anden form for nærkontakt med et mindre fartøj, og som følte sig så krænket, at hun satte sig til modværge.
Siden har den nye adfærd bredt sig i bestanden.
»Det er ikke nødvendigvis, fordi spækhuggerne ligefrem underviser deres unger, men fordi de efterligner hinanden,« forklarer Alfredo López Fernandez og tilføjer:
»De er simpelthen begyndt at se angrebene som noget vigtigt i deres livsstil.«
Hvis det er rigtigt, er det dårligt nyt for lystsejlere og fiskere. Omend de i det mindste kan glæde sig over et:
Spækhuggerne går kun til angreb på bådene, ikke på deres besætning, og de nøjes som regel med at beskadige fartøjerne uden helt at udradere dem fra havets overflade.
I hvert fald indtil videre.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
