En af de første ting briterne i sin tid hørte om deres nye dronningegemalinde, handlede om hendes underliv.
I en aflyttet telefonsamtale fantaserede prins Charles om at forvandle sig til sin daværende elskerindes tampon, hvilket hun betegnede som »en vidunderlig idé«.
En skandale, der er svær ryste af sig. Især når man i forvejen fremstår som »den onde« i et kongeligt trekantdrama.
Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er Camilla Parker-Bowles' comeback og den position, hun med årene indædt har tilkæmpet sig.
Når hun nu, efter dronning Elizabeth 2s død, træder helt ind på scenen – side om side med Charles III, som hun for længst er blevet gift med – er det omgærdet af om ikke kærlighed så i hvert fald respekt.

Da den afdøde monark i februar besluttede, at Camilla skulle have titel af dronning (og ikke blot prinsesse), bakkede et klart flertal af briterne således op.
Tiden har gjort sin del af arbejdet.
Den famøse ordveksling fandt sted i 1989 og blev lækket til pressen fire år senere i forbindelse med den dramatiske skilsmisse mellem Charles og lady Diana.
Men samtidig har Camilla dygtigt fulgt den gyldne, royale leveregel, som hun for nylig tilskrev sin svigerfar:
»Vær opmærksom, pas på, sig kun lidt, gør meget mere og få arbejdet fra hånden.«
Den perfekte timing
Prins Phillip-citatet var hovedbudskabet, da Camilla holdt tale under festlighederne i forbindelse med fejringen af hendes 75 årsdag 17. juli.
Og man skulle næsten tro, at dronning Elizabeth – med aldrig svigtende pligtfølelse – havde timet sin død, så den indtraf på det mest fordelagtige tidspunkt for sønnen og, ikke mindst, svigerdatteren.
Den runde fødselsdag gav Camilla mulighed for at træde frem i rampelyset og via en række store interviews vise sig for briterne.

Ikke som ægteskabsbryderen, de måske huskede, men som den driftsikre og humoristiske støtte for sin mand, hun har været igennem årtier.
Som om det ikke var nok, lykkedes det også at få 25-året for lady Dianas tragiske død overstået sammen med mediernes ubekvemme tilbageblik på 1990ernes skandaler.
Og nu, hvor det efter lange årtiers ventetid er alvor for Charles, synes de værste forhindringer ryddet af vejen.
Det nye kongepar er kørt i stilling til regeringstiden som en – formentlig – kort, men også intens kulmination på deres livslange passion.
Det »overfyldte« ægteskab
Camilla Shand – som dronningegemalinden oprindelig hed – mødte prins Charles første gang i forbindelse med en polokamp i 1970.
Tronarvingen faldt på stedet for den vittige, skarpe og et par år ældre pige fra en lavadelsfamilie, der ikke som de andre piger havde travlt med at bukke og neje.
Men den venskabelige flirt udviklede sig aldrig til et egentligt forhold – angiveligt fordi Camilla ikke skulle nyde noget af at blive medlem af kongefamilien.
I stedet giftede hun sig i 1973 med militærmanden Andrew Parker-Bowles under hvis efternavn, hun senere blev kendt og berygtet.
Charles ægtede på sin side den 13 år yngre Diana Spencer i 1981.
Efter at begge havde stiftet familie, fandt de imidlertid sammen igen. Men Diana nægtede at leve i et ægteskab, hvor der – som hun formulerede det i et eksplosivt tv-interview – var »en smule overfyldt«.
Under og efter det dramatiske brud tog såvel medierne som store dele af den offentlige opinion parti for »the people's princess«.
Så voldsom var reaktionen, at Charles og Camilla først i 2005 – syv år efter Dianas død og efter et årtis samliv – vovede at gifte sig.
»En vidunderlig kvinde«
Rygter vil vide, at Camilla ikke blot forrådte Diana, men at hun også har været en ond stedmor for sønnerne, William og Harry.
Det dementerede Harry i et interview i 2005 i bemærkelsesværdigt stærke vendinger.
»Hun er en vidunderlig kvinde, der har gjort vores far meget, meget lykkelig,« fastslog prinsen, der dog senere har brudt med kongefamilien.
At i hvert fald det sidste er rigtigt, kan der næppe herske tvivl om.

Charles og Camilla er fortsat soulmates. De prøver hver eneste dag at finde tid til at diskutere og lave sjov med hinanden henover en kop te.
Men det bedste er næsten, når de sidder tavse sammen – fordybet i hver sin bog – fortalte Camilla i et af sine fødselsdagsintervews til magasinet Vogue.
Samtidig, og nok så vigtigt, er hun tilsyneladende god til at hjælpe sin mand med at finde ro og retning.
Charles er en mand med vidtløftige ideer – ikke kun om tamponer – og han har ikke arvet sine forældres sikre instinkt for, hvor meget – og hvor lidt – man kan tillade sig at mene som kongelig.
Det ved Camilla til gengæld.
Og selvom briterne næppe nogensinde kommer til at elske deres nye dronningegemalinde, har hun ved at sige lidt, gøre mere og få arbejdet fra hånden vundet deres respekt.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.