Hun var på vej på date og havde måske lidt sommerfugle i maven.
Men de forsvandt hurtigt, da den 14-årige pige mødte op på kirkegården i Gent i det nordlige Belgien, hvor hun havde aftalt at mødes med en jævnaldrende dreng. For han var ikke alene.
Sammen med ham ankom også fire drenge. Derefter gik alt galt.
Pigens møde med de fem drenge en dag i midten af maj har rystet Belgien, da sagen langtfra er enkeltstående, men vidner om en større tendens til gruppevoldtægter i landet.
I stedet for et hyggeligt møde udviklede det sig til et sandt mareridt for den 14-årige pige den dag på kirkegården.
De fem drenge, hvoraf to af dem var brødre, gik i gang med at voldtage pigen.
Mens de på skift og på samme tid voldtog den mindreårige pige, tog de billeder og optog sekvenser af overgrebet. Efter at drengene var færdige med at misbruge pigen, lagde de billeder af voldtægten op på de sociale medier.
»Disse billeder var dråben, der fik glasset til at flyde over for hende … hele hendes verden styrtede i grus,« har pigens far forklaret ifølge BBC.
Fire dage efter at voldtægten fandt sted, tog pigen sit liv.
Hendes forældre var ikke bekendt med gruppevoldtægten før efter hendes død, hvor en af hendes veninder fortalte forældrene, hvad pigen havde været udsat for kort forinden.
Ifølge faren havde datteren inden episoden kæmpet med nogle problemer, hvilket ikke blev bedre af voldtægten og delingen af billederne.
»Hele hendes verden faldt sammen. Uden disse mennesker ville hun have været her. Alt, hvad jeg kan håbe på nu, er retfærdighed.«
De fem drenge er alle blevet arresteret på baggrund af den påståede voldtægt. Tre af de mistænkte er med en alder på 14 og 15 år mindreårige og befinder sig i en lukket institution. De sidste to i alderen 18 og 19 år er blevet arresteret og skal møde i retten, skriver Daily Record.
Drengene bliver ifølge anklagemyndigheden kun efterforsket for »handlinger, der fandt sted kort før ofrets død«, men det bliver ikke afvist, at politiet vil se på forbindelsen mellem delingen af billeder og selvmordet. Det vil potentielt øge straffen for drengene, skriver det belgiske medie NWS.
Flere af de mistænkte var i forvejen kendt af politiet, der kun har givet medierne adgang til meget sparsomme oplysninger om gerningsmændenes baggrund.
Fire gruppevoldtægter om ugen
Sagen har rystet indbyggerne i Gent, hvor gruppevoldtægten fandt sted. Borgmesteren i pigens hjemby, Denis Dierick, der kendte ofret, fortæller, at han er i chok over sagen.
»Man tror ikke, at noget lignende kan ske i ens kommune,« sagde han i et interview.
Men faktisk er gruppevoldtægten langtfra et isoleret problem i Belgien.
Årligt bliver der rapporteret omkring 200 massevoldtægter, hvor to eller flere personer tager del i voldtægt af en tredje person. Det svarer til fire anmeldelser om gruppevoldtægter om ugen.
Flere belgiske politikere har reageret på episoden, som har fået ministeren for ligestilling, Sarah Schlitz, til at love, at hun vil undersøge, hvordan der kan gribes ind over for, at billeder af seksuelt overgreb bliver delt online.
»Distributionen af sådanne billeder på sociale medier er ikke bare utålelig, men også fuldstændig ulovlig. Det skulle simpelthen ikke være muligt,« siger hun ifølge BBC.




