Hun forsvandt på en fem minutter kort gåtur. London i chok efter endnu et kvindedrab

Den 28-årige skolelærer Sabina Nessa blev brutalt myrdet på den korte gåtur mellem sit hjem og den pub, hvor hun skulle mødes med en date. Drabet har på ny sendt chokbølger gennem den britiske hovedstad, da mordet giver en dyster genklang til drabet på Sarah Everard i foråret.

Hun var på vej på date. Hun gik den rute, hun et utal af gange havde gået. Det var den samme rute, hun benyttede, når hun skulle på arbejde som lærer på den lokale skole.

Turen til pubben i det sydøstlige London var kun fem minutter til fods, men alligevel blev det de sidste skridt, som 28-årige Sabina Nessa tog.