Hov. I al hemmelighed har Lukasjenko netop taget sig selv i ed til endnu en præsidentperiode

Analyse: Det styrker ikke ligefrem den hviderussiske diktators image, at han blev nødt til at holde sin egen indsættelsesceremoni hemmelig. Men der er mindst to gode grunde til, at han gør det nu.

Nogle få hundrede mennesker var til stede onsdag formiddag, da Aleksandr Lukasjenko lagde højre hånd på den hviderussiske forfatning og lovede at »tjene folket«. Folket måtte bare ikke vide, at han skulle indsættes, før det var for sent. Fold sammen
Læs mere
Foto: Belta/Reuters/Ritzau Scanpix

Selv Ruslands præsident Putin vidste det ikke.

Men i den hviderussiske hovedstad Minsk var de store boulevarder spærret af her til morgen. Og da en stor kortege af limousiner og motorcykelbetjente pludselig bevægede sig gennem byen mod præsidentpaladset, begyndte rygterne for alvor at svirre:

Var den siddende præsident Aleksandr Lukasjenko virkelig ved at orkestrere sin egen indsættelseceremoni til en ny præsidentperiode – i dyb hemmelighed og i direkte brud med alle traditioner og love?

De hånende vittigheder stod i kø på de sociale medier. Men der er mindst to gode grunde til, at Lukasjenko har skyndt sig at sætte formelt punktum for det præsidentvalg, der har vist sig som hans livs udfordring.

Han er bange

Valget fandt sted 9. august, og Lukasjenko erklærede sig som vinder med 80,1 procent af stemmerne. Men det stod hurtigt klart, at der var tale om et usædvanligt forfalsket valg – selv efter hviderussiske standard – og siden valgdagen har der vist sig af bølge af utilfredshed og protester uden fortilfælde over hele landet.

Han havde ifølge loven frem til 9. oktober til at gennemføre sin egen indsættelse.

Men Lukasjenko har ved de få offentlige optrædener, han har givet siden valget, virket oprigtigt bange og presset. De fleste husker måske hans forbløffelse, da han blev buhet ud af den statslige traktorfabrik. Eller hvordan han har vist sig i skudsikker vest og automatgevær foran sit eget præsidentpalads i Minsk. Men også da han i sidste uge viste sig til en konference for tusindvis af regimetro kvinder – igen uden nogen forudgående annoncering – lignede han en mand, der havde kendt bedre dage.

Det er den første grund til, at Lukasjenko har valgt at holde sin egen indsættelsesceremoni i hemmelighed og før tid: Han er sandsynligvis bange.

Sidste gang han blev indsat i 2015, var der flere end 1.000 inviterede gæster, blandt andet fra Kina, Ukraine og Rusland. Lukasjenko ankom til tonerne af præsidentfanfaren. Bagefter tog han til militærparade midt i Minsk. Et andet sted i byen var der koncert til hans ære. Det hele blev vist på direkte TV.

Denne gang var der nogle få hundrede deltagere, og ikke et ord var på forhånd sluppet ud om begivenheden. Det statslige nyhedsbureau, Belta, annoncerede først indsættelsen, få minutter efter den var sket. Selv Ruslands Putin havde intet fået at vide og var således ikke til stede, oplyser hans talsmand, Dmitrij Peskov.

Men når oppositionen her seks uger efter valget stadig kan få 100.000 mennesker på gaden på en almindelig søndag. Hvad kunne de så ikke samle til Lukasjenkos indsættelse?

Han er presset på tid

Den anden årsag er, at Lukasjenko er presset på tid.

I forvejen har oppositionen påpeget, at han som afgående præsident ikke har den formelle magt til for eksempel at skifte regeringen ud, som han gjorde i sidste måned.

Langt mere problematisk ville det være – for både Lukasjenko og Putin – hvis han også begyndte at indgå bindende aftaler om forholdet til Rusland.

Selv om de ikke ligefrem kan kaldes for demokrater, betyder den slags juridiske formaliteter faktisk noget for deres legitimitet.

Lukasjenkos politiske liv afhænger lige nu i høj grad af Putin, og Rusland kommer utvivlsomt til at tage sig betalt. Møderne mellem de to lande er i fuld gang på flere niveauer, og Lukasjenko har brug for at vise, at han er klar til at levere.

Men spørgsmålet er, om Lukasjenko med sin manøvre har tabt mere, end han har vundet:

En hemmelig indsættelsesceremoni rimer dårligt med, at 80 procent skulle have stemt på ham. Oppositionen kalder indsættelsen ulovlig og har blot indkaldt til demonstrationer i aften i stedet. Og Europaparlamentet havde allerede annonceret, at de ikke længere ville anerkende Lukasjenko som præsident, når hans periode løb ud.