Her er en »vejrudsigt« for juletrafikken i Frankrig: Det trækker op til kaos

Planlægger du at holde juleferie i Frankrig, gør du klogt i at væbne dig med tålmodighed. Her er en oversigt over den nu to uger lange generalstrejkes konsekvenser for højtidens trafik.

 

Glem hellere alt om det, hvis du har tænkt at holde jul i Quimper eller Dunkerque. I hvert fald hvis planen er at nå frem med de franske statsbaner, SNCF, som helt har droppet højtidens afgange til de to nordfranske byer og andre mere perifære destinationer.

Står den – mere sandsynligt – på skiferie i julen, ser det lysere ud. For de franske statsbaner har valgt at koncentrere det begrænsede mandskab, som er til rådighed, om juletrafikken til blandt andet Alperne og Pyrenæerne.

Under alle omstændigheder gør såvel turister som lokale klogt i at væbne sig med tålmodighed. For den generalstrejke mod en pensionsreform, som nu i to uger delvist har lammet Frankrig, rammer især den offentlige trafik med ubehagelige bivirkninger for andre transportformer.

Pendlere venter utålmodigt på Gare du Nord-stationen i Paris. To ugers generalstrejke, der især rammer den offentlige trafik, skaber voksende frustration. Og den bliver næppe mindre under de kommende dages juletrafik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alain Jocard/AFP/Ritzau Scanpix.

Et julemirakel kan ganske vist endnu ske. Premierminister Édouard Philippe kan under sine møder med lederne af de store fagforeninger onsdag og torsdag endnu nå at flikke et kompromis sammen, der kan redde højtiden.

Men intet tyder på, at Philippe og hans chef, præsident Emmanuel Macron, har tænkt sig at komme med flere indrømmelser. Og de faglige ledere har på deres side allerede afvist at erklære så meget som en midlertidig våbenhvile, hvis ikke deres krav bliver opfyldt.

Teori, praksis og voksende frustration

Det er på den baggrund, at SNCF nu har offentliggjort sin »vejrudsigt« for juletrafikken. Og selv om statsbanerne har valgt at gå til den vanskelige opgave med optimisme, trækker det op til mere end almindelig trængsel og alarm:

  • Hvis omkring 60 procent af togpersonalet fortsætter med at strejke, forventer SNCF at kunne afvikle 50-60 procent af de oprindeligt planlagte afgange.
  • Statsbanerne garanterer imidlertid, at godt halvdelen af de passagerer, som allerede har reserveret billetter, kan rejse uden problemer. Det sikres ved at sætte togsæt med flere pladser ind på de mest efterspurgte linjer.
  • 15 procent må leve med ændringer i rejseplanen – men inden for samme døgn og med samme endestation.
  • De tilbageværende 32 procent må klare sig selv. Men SNCF forsikrer, at der fortsat er ledige billetter på en række afgange, som skulle gøre det muligt at drible sig frem til destinationen.

Strejken rammer især de offentlige transportmidler, hvilket øger privattrafikken med fatale konsekvenser i form af uheld, der især rammer trafikanter på to hjul. Fold sammen
Læs mere
Foto: Charles Platiau/Reuters/Ritzau Scanpix.

Et er imidlertid teori og noget andet virkeligheden ved stationernes billetluger, hvor de franske mediers reportager tegner et noget mere kaotisk billede af passagerer, der må stå i kø i timevis og i mange tilfælde uden resultat.

I det hele taget går ikke blot tog-, metro og buspassagerer med nerverne uden på vintertøjet. Frustrationen stiger også blandt andre franskmænd, der dagligt i bil og på to hjul bliver fanget i trafikkaos på grund af den øgede mængde af privattrafik.

Og den ubehagelige konsekvens er flere trafikuheld.

Der findes endnu ikke tal på landsplan. Men i Paris og byens forstæder er antallet af trafikulykker i julemåneden steget med 30 procent i forhold til november.

Det er især motorcyklister, cyklister og fodgængere, det går ud over. Og Jean-Paul Fontaine, der leder skadestuen på Hospital Saint-Louis i det 10. arrondissement er ikke i tvivl, om at strejken er en vigtig del af forklaringen.

»Forskellige typer trafikanter kæmper mod hinanden for at nå frem, og ingen finder sig længere i noget,« siger han til Le Figaro.