Hendes udtalelser fik hele landet til at gløde af raseri: »Jeg vil fortryde de bemærkninger resten af mine dage«

Premierminister Boris Johnsons presserådgiver meldte tårevædet sin afgang, men nu melder spørgsmålet sig: Er skaden allerede sket for premierministeren? For hvor mange julefester blev der egentlig holdt i Downing Street sidste jul, mens alle briterne sad i isolation?

 
Se videoen, som har udløst massiv kritik af den britiske premierminister, Boris Johnsson, fordi hans nære rådgivere for et år siden morer sig med at tale om en fiktiv julefrokost i Downing Street, mens hele landet er lukket ned af coronarestriktioner. Video: Guardian. Redigering: Emma Märtens Christensen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det smørrede grin er for længst falmet bort. I stedet er det erstattet af en bævende mund og tårer, der triller ned ad kinderne.

Det var synet, der mødte briterne onsdag eftermiddag, da premierminister Boris Johnsons udskældte presserådgiver Allegra Stratton meldte sin afsked.

»Briterne har i stor stil ofret sig under den igangværende kamp mod covid-19. Mine udtalelser bagatelliserede de regler, som folk gjorde alt for at overholde,« lød det fra den grædende Allegra Stratton:

»Jeg vil fortryde de bemærkninger resten af mine dage.«

Opsigelsen følger i kølvandet på en video, der kom frem i går. Den viser, hvordan Allegra Stratton sidste jul øvede sig i at svare på spørgsmål fra pressen omkring en fiktiv julefrokost.

Optagelsen tolkes af flere, som om de øver sig på håndteringen af en kommende skandale.

Officielt blev julefrokosten for de ansatte i Downing Street aflyst sidste år, da Storbritannien stod midt i en hård nedlukning, hvor ikke engang to personer fra forskellige husstande måtte være under samme tag.

Men flere kilder har fortalt til den britiske presse, at flere medarbejdere alligevel valgte at mødes og holdt en sammenkomst.

Hverken videoen eller udsigten til, at Boris Johnsons ansatte måske har holdt en julefest, mens alle andre har siddet bænket alene hjemme, er faldet i god jord i Storbritannien, hvor kritikken er haglet ned over premierministeren.

»Jeg var også rasende over at se det klip,« sagde premierministeren under en spørgetime i Underhuset onsdag og forklarede, at han »gentagne gange« er blevet forsikret om, at der ikke var nogen fest, og at der ikke blev brudt nogen coronaregler.

Han har nu beordret sagen undersøgt for at finde ud af, om julesammenkomsten fandt sted eller ej.

Men da var skaden allerede sket, og videoen har for alvor sat sindene i kog. Dele af oppositionen kræver premierministerens afgang, mens politiske kommentatorer spår om en svær fremtid for premierministeren.

Og sagen er bestemt ikke blevet nemmere for Boris Johnson, efter at der ifølge The Guardian er kommet nye rygter frem om, at der muligvis ikke kun er holdt én julefest, men op til flere julesammenkomster blandt de ansatte i Downing Street.

Om rygterne er sande eller ej, presser det premierministeren.

I torsdagens leder i The Guardian skriver avisen, at det udspringer af moralsk svigt i toppen af den britiske regering:

»Det er et syndrom, der udstråler uærlighed. Det syndrom har et navn. Det er Boris Johnson.«

Plan B

Den lækkede video af det falske pressemøde har lagt massivt pres på Boris Johnson, og gårsdagen var i det hele taget ikke en god dag for landets premierminister, der blev høvlet ned i Parlamentet af både modstandere og medlemmer af hans eget parti, skriver The Times.

Samtidig har smittetallene, blandt andet på grund af omikronvarianten, nu fået Boris Johnson til at aktivere »Plan B«, som betyder, at mange englændere – Skotland, Wales og Nordirland beslutter selv, hvilke tiltag der skal gælde der – igen skal arbejde hjemme.

De skal nu også igen til at vise coronapas flere steder og bære mundbind. Kravene træder i kraft fra  fredag.

De genindførte tiltag skal være med til at bremse den stigende smitte med omikronvarianten, der breder sig i Storbritannien.

Om få uger kan halvdelen af alle coronatilfælde, man konstaterer i Storbritannien, være med omikronvarianten, vurderer de britiske sundhedsmyndighederne.

Ingen efterforskning

Metropolitan Police har annonceret, at det ikke vil indlede en undersøgelse af, hvorvidt der sidste jul blev afholdt en julefest for Boris Johnsons ansatte eller ej, skriver The Guardian. Der er ellers i flere tilfælde blevet uddelt bøder til personer, der ikke har overholdt de gældende coronaregler.

Men politiet vurderer ikke, at der er beviser nok til at gå ind i sagen.

»Metropolitan Police Service har modtaget en betydelig mængde korrespondance vedrørende påstande rapporteret i medierne om, at coronarestriktioner blev overtrådt ved forsamlinger i Downing Street nr. 10.«

»Korrespondancen og optagelserne giver ikke bevis for et brud på restriktionerne, men gentager påstande fremsat i medierne. Baseret på fraværet af beviser og i overensstemmelse med vores politik om ikke at efterforske tilbagevirkende brud på sådanne regler, vil politiet ikke påbegynde en undersøgelse på nuværende tidspunkt,« lyder det fra politiet.

Dog har Boris Johnson annonceret, at han har bedt kabinetssekretær Simon Case om at indlede en undersøgelse af begivenhederne.

Metropolitan Police åbner for, at det kan gå ind i sagen, hvis der bliver afsløret nye detaljer:

»Hvis der findes beviser som et resultat af denne undersøgelse (kabinetssekretærens undersøgelse, red.), vil det blive videregivet til politiet til yderligere overvejelse.«