Han var en genial general og statsmand – og en brutal tyran: »Hvorfor skal vi fejre en forbryder mod menneskeheden?«

Emmanuel Macron har besluttet, at 200-års dagen for Napoleons død skal fejres. Men hvorfor hædre en mand, der genindførte slaveriet, godkendte love, som groft diskriminerede kvinder, og fik tre procent af franskmændene dræbt i sine krige, spørger kritikere. Kejserens tilhængere er derimod rasende over »et plastikgespenst«.

200 år efter sin død deler Napoléon Bonaparte fortsat vandene i sit hjemland, hvor præsident Emmanuel Macron har sat sig for sat hædre den visionære statsmand uden at glemme tyrannen. Det er ikke nogen let øvelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Meyssonnier/Ritzau Scanpix

General Napoleon og hans titusind mand/General Napoleon og hans titusind mand/General Napoleon og hans titusind mand/og de marchered’ frem.

Sådan lyder verset i en gammel dansk børnesang. Og det er sådan, de fleste kender Napoléon Bonaparte. I spidsen for en uovervindelig armé, der i begyndelsen af 1800-tallet erobrede store dele af Europa.

Færre ved, at han også gennemførte reformer, der fortsat udgør rygraden i den franske statsadministration. Men er dette tilstrækkelig grund til – som i sangens omkvæd – at synge Gloria-ha, ha, ha. Gloria? Bør det moderne Frankrig hylde en mand, der genindførte slaveriet, og hvis krige kostede op mod tre procent af befolkningen livet?

I et land – og i en republik – der i forvejen er splittet i en række giftige værdipolitiske spørgsmål, har Emmanuel Macrons beslutning om at markere 200 året for den selvudnævnte kejsers død selvsagt vakt hidsig debat.

Berøringsangste forgængere

Præsidenten elsker ceremonier, der sætter Frankrigs dramatiske historie og dens hovedpersoner i scene.

Han har heller aldrig lagt skjul på sin fascination af Napoleon, der som han selv kom til magten i en ung alder, og hvis navn står skrevet med flammeskrift i ikke blot fransk, men også europæisk historie.

Derfor kommer det ikke bag på nogen, at Emmanuel Macron nu griber lejligheden til at hylde en figur, som de fleste af hans forgængere er veget uden om.

En gigantisk Emmanuel Macron-figur giver den som Napoleon under karnevalet i den tyske by Mainz. Frankrigs unge præsident lægger ikke skjul på, at han føler et vist skæbnefællesskab med den geniale, men også stærkt kontroversielle general og statsmand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas Arnold/AFP/Ritzau Scanpix.

Den borgerlige Jacques Chirac, eksempelvis, kunne ikke den dag, da 200-året for Napoleons vigtigste militære sejr – sejren i slaget ved Austerlitz – oprandt i 2005.

Og partikammeraten Nicolas Sarkozy skød ideen ned, da en af hans rådgivere foreslog at organisere en »pilgrimsfærd« i den lille store korsikaners fodspor.

Berøringsangsten over for Napoleon rækker således langt ud på Frankrigs højrefløj. Ifølge Macron må man dog tage det sure med det søde og ikke lade historiens mørke side skygge over dens lyspunkter.

Hvidvaskning af historien?

»Vi bor stadig i Napoleons Frankrig. Vores lovgivning bygger på hans, og mange af de institutioner, han indførte, eksisterer stadig: højesteret, præfekter, borgmestre, de store uddannelsescentre,« siger en kilde tæt på Macron til Le Figaro og fortsætter:

»Det handler om ikke at forfalde til et anakronistisk historiesyn og om at lade være med at trække vores aktuelle debatter ned over hovedet på fortiden.«

Louis-George Tin, sort organisationsleder.

»Hvorfor fejre en forbryder mod menneskeheden? Ville det ske, hvis Napoleon havde gjort pariserne eller borgere fra Lyon til slaver og ikke »bare« nogle sorte?«


Macron vil i sin tale ved ceremonien på onsdag også komme ind på Napoleons skyggesider, inden han nedlægger en krans ved kejserens gravmonument i Invalidekirken.

Det er ikke nok for kritikerne, der beskylder præsidenten for med sin mindehøjtidelighed at hvidvaske Napoleons forbrydelser mod menneskeheden.

I særdeleshed beslutningen om i 1802 at genindføre slaveriet i Frankrigs oversøiske besiddelser, hvor det ellers i forbindelse med revolutionen var blevet afskaffet i begyndelsen af 1790erne.

»Hvad hvis han havde gjort pariserne til slaver?«

»For oversøiske borgere (caribiske øer som Martinique er fortsat en integreret del af Frankrig. red.) er det en urimelig hån at hylde en mand, som deporterede og udnyttede deres forfædre,« skriver Louis-Georges Tin, der leder de sorte franskmænds organisation, Cran, i en kronik og spørger:

»Hvorfor fejre en forbryder mod menneskeheden? Ville det ske, hvis Napoleon havde gjort pariserne eller borgere fra Lyon til slaver og ikke »bare« nogle sorte?«

Aktivister vælter en statue af Napoleons kone, Josephine, på Martinique. Det var efter pres fra hende, at kejseren genindførte slaveriet.

Tin og hans medforfatter, politologen Olivier Le Cour Grandmaison, minder også om, at man har afholdt sig fra at hylde og hædre andre vigtige figurer i fransk historie og kultur på grund af deres antisemitisme.

Det gælder forfattere som Louis-Ferdinand Céline og Charles Maurras, hvis 150-års fødselsdag Macron undlod at fejre i 2018.

Første Verdenskrigs-helten Philippe Pétain, der senere samarbejdede med Nazityskland om blandt andet jødeforfølgelser, er endog blevet »cancelet« fra det offentlige rum, hvor gader opkaldt efter ham er blevet omdøbt.

Mindes i stedet for at hylde

Der synes med andre ord at være forskel på folk og deres forbrydelser, når det officielle Frankrig – og det i særdeleshed under Macron – forholder sig til landets historie, lyder kritikken også fra mange fagfolk.

Historikeren Natalie Petiteau minder om, at Napoleons synderegister er langt set med vore dages øjne.

De uendelige krige, der bærer hans navn, tog livet af op mod tre procent af den daværende franske befolkning, og var i vid udstrækning hans eget personlige projekt.

Samtidig annullerede Napoleon med sin civilretlige lovgivning den relative frigørelse, som franske kvinder havde tilkæmpet sig under revolutionen.

»Men det er vigtigt at forstå, han var en mand af sin tid,« skriver Natalie Petiteau i Libération.

Det er vældig sjovt at genopføre Napoleonskrigenes slag som her, hvor 6.000 militærhistoriske entusiaster giver den gas nær den tyske by Leipzig. I sin tid var det dog blodig alvor, og krigene kostede alene på fransk side op mod tre procent af befolkningen livet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fabrizio Bensch/Ritzau Scanpix.

Beslutningerne i forhold til kvinderne eller slaveriet blev taget i datidens politiske kontekst. Derfor burde man bruge 200-års dagen for Napoleons død på en anden måde, foreslår hun.

Til at mindes kejserdømmets periode i stedet for at hylde kejseren; til at fokusere på tiden i stedet for på manden.

Raseri over hesteskelet

Det må blive en anden gang og med en anden præsident. Macron vil have sin ceremoni, og han blev angivelig rasende over, at ingen i 2019 mindede ham om at fejre 250-året for Napoleons fødsel.

I det mindste har præsidenten formået i nogen grad at dele sol og vind lige. Også Napoleons tilhængerne er mildest talt utilfredse markeringen af 200-året for hans død.

Forleden blev det afsløret, at et moderne kunstværk skal hænges op over krypten i Invalidekirken, hvor Napoleon ligger begravet. Nærmere bestemt en skulptur, der forestiller skelettet af kejserens yndlingshest, Marengo.

»Er de blevet sindssyge – at hænge et plastikgespenst op i den franske hærs nationale nekropolis,« udbrød Thierry Lentz, der leder Fondation Napoléon, bestyrtet, da han hørte om ideen.

Ifølge historikeren David Chanteranne udgør skulpturen en på alle måder malplaceret hån mod kejseren.

»Den forestiller ikke en gloriøs hest, men en død hest, som et billede på, at Napoleon skulle have efterladt Frankrig i skind og ben og massakreret landet,« siger han til Le Figaro.

Gloria-ha, ha, ha. Gloria?

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa