Han tæmmede »bæstet« i Torino: »Men hvis vi fodrer det, bliver det ved med at spise«

Giovanni Di Perri er egentlig ikke særlig religiøs.

Han er videnskabsmand med universitetsgrader fra flere lande og har som en af Italiens førende eksperter i infektionssygdomme ledet de seneste måneders kamp mod coronavirussen i Torino og regionen Piemonte.

»Ikke desto mindre tror jeg på, at Gud ville sende os et budskab, da han skabte flagermus så grimme og uhyggelige. Et budskab om, at vi gør klogest i at holde os langt væk fra dem,« forklarer virologen i et interview med Berlingske.

Det giver således god mening, når flagermus i folketro og gyserlitteratur sættes i forbindelse med vampyrer og andre onde kræfter. For de flyvende pattedyr er som lyssky laboratorier, hvor der jævnligt opstår nye virusser med potentiale til at udslette store dele af menneskeheden.

Problemet er, at hverken kineserne eller afrikanerne lader sig skræmme af Dracula-myter. I stedet spiser de flagermusenes kød eller tørrer det og bruger det til naturmedicin.

En livsfarlig praksis, der ifølge Giovanni Di Perri har en stor del af skylden for Afrikas dødbringende ebolaepidemier – samt ikke mindst for spredningen af den ekstremt smitsomme ny coronavirus, der siden begyndelsen af året har bredt sig til hele kloden, og som indtil videre har kostet godt en halv million mennesker livet.

At give fjenden ansigt

Vi har gennem de seneste måneder vænnet os til at bruge tørre, videnskabelige betegnelser som SARS-CoV-2 og covid-19 om den nye trussel mod vores helbred, bevægelsesfrihed og ubekymrede livsstil.

Giovanni Di Perri omtaler coronavirussen som lui (ham). Som var den et »bæst«, et uhyre og ikke en livløs mikroorganisme, usynlig for det blotte øje.

Han kan ikke rigtig forklare hvorfor. Kun, at det falder naturligt i styrkeprøven med den ansigtsløse fjende, der siden slutningen af februar har optaget de fleste af virologens vågne timer.

En kamp, hvor vi i Europa – under enorme menneskelige omkostninger i lande som Italien – har formået at trænge »bæstet« i defensiven. Men kun så længe vi ikke glemmer, hvad vi har lært.

»Hvis vi fodrer coronavirussen, så spiser han. Hvis vi giver ham chancen igen, bider han til,« advarer Giovanni Di Perri.

Hamstrede masker og pasta

Forskere fandt for nylig spor af coronavirus i spildevandsprøver fra såvel Milano som Torino taget midt i december sidste år. Meget tyder således på, at den var i omløb i det nordlige Italien, længe før nogen anede uråd.

Måske fik den ikke rigtigt fat i første omgang. I hvert fald havde Giovanni Di Perri ikke flere patienter med atypiske lungeinfektioner omkring juletid end normalt. Til gengæld fik han hurtigt fornemmelsen af, at det kunne gå rivende galt, da Kina i januar slog alarm.

»Jeg sad med min PC hver aften og læste alt, hvad jeg kunne finde. Udviklingen i tallene viste, at virussen måtte smitte via aerosoler (bittesmå luftbårne partikler, red.). Derfor besluttede jeg at komme katastrofen i forkøbet og bestilte i god tid tusindvis af effektive beskyttelsesmasker,« fortæller virologen.

Det viste sig at være en klog beslutning, da det voldsomme udbrud i og omkring byen Codogno syd for Milano nogle uger senere begyndte, hvorefter der opstod mangel på masker over hele Europa.

Også på en anden front reagerede Giovanni Di Perri hurtigt.

»Så snart jeg hørte om udbruddet i Codogno, skyndte jeg mig ind på hospitalet og bestilte 150.000 testkit,« siger han og tilføjer med et grin:

»Jeg nåede også at ringe hjem til min kone og få hende til at købe 40 kilo pasta og en masse andet mad.«

De mest sårbare er allerede døde

Den rettidige omhu sikrede ikke blot familien Di Perris forsyninger af spaghetti. Personalet på Ospedale Amedeo di Savoia i Torino var også ordentligt beskyttet mod smitten fra starten, og hospitalet kunne tage prøver også i den værste periode frem til midten af april.

At Piemonte alligevel er blandt Italiens hårdest ramte regioner med 31.500 smittede og 4.100 døde i en befolkning på 4,3 millioner, fortæller alt om coronavirussens farlighed og problemerne med at tæmme »bæstet«, hvis det får lov til at løbe løbsk.

Og selv om det for øjeblikket er trængt i defensiven, kan udviklingen lynhurtigt vende. For Giovanni Di Perri tror ikke på, at virussen i løbet af de seneste måneder er blevet mindre aggressiv, sådan som flere af hans kolleger hævder.

»Det er rigtigt, at de nye tilfælde generelt er mindre alvorlige. Men det skyldes nok især, at de mest sårbare allerede er døde. De fleste ældre italienere holder sig hjemme og kommer ikke i kontakt med den begrænsede smitte, som er i omløb,« siger virologen og fortsætter:

»Virussens genetiske sekvens har ikke forandret sig, og slækker vi på forholdsreglerne, bider den til igen med samme kraft. Det viser udbrud på et par plejehjem for nylig med masser af smittede og adskillige døde.«

»Bæstet« er tæmmet, men der kommer andre

Når det er sagt, er Giovanni Di Perri imidlertid forsigtig optimist. I hvert fald, når det handler om ham og det »bæst«, der også er kendt under navnet SARS-CoV-2.

»Folk holder stadig afstand og bærer maske. De har lært, hvilken modstander vi står over for, på den hårde måde. Samtidig har vi læger langt mere viden om infektionen, og vi har bedre diagnoseredskaber end i pandemiens første fase, hvor alt var kaos,« siger virologen.

Det burde, især hvis man samtidig fortsætter med at teste aggressivt og målrettet, være nok til at holde »bæstet« i skak og epidemien nede på et håndterligt niveau, indtil en vaccine er klar.

Til gengæld er Giovanni Di Perri forberedt på, at den aktuelle pandemi næppe bliver den sidste, han kommer til at opleve i sin karriere. Dertil er sandsynligheden for, at nye farlige coronavirusser opstår og overføres til mennesker, simpelthen for stor.

Medmindre, naturligvis, kineserne og afrikanerne – uanset om de er religiøse eller ej – begynder at respektere Guds vink med en vognstang om at holde sig på afstand af flagermus og »bæstets« andre alliancepartnere blandt vilde og eksotiske dyr.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa