Det havde allerede været en blodig dag.
Nogle timer forinden var 16 blevet dræbt under dødskørsel ned ad Ramblas-strøget i Barcelona. Nu ville andre terrorister fortsætte myrderierne i den spanske ferieby Cambrils.
Da Arturo satte dem ud af spillet, reddede han utvivlsomt et større antal liv. Men den midaldrende betjent ødelagde samtidig sin egen tilværelse.
For da politikernes skåltaler var forstummet, blev han ladt i stikken.
De godt fire år, der er gået siden de dramatiske minutter natten til 18. august 2017, har været et mareridt:
Under en endeløs række af besøg hos læger og psykologer har Arturo fået diagnosticeret posttraumatisk stress, generaliseret angst, søvnløshed og koncentrationsbesvær, blandt meget andet.
Sideløbende har politimanden kæmpet en opslidende kamp for at få myndighederne til at anerkende de invaliderende skader, »heltedåden« har påført ham.
De samme myndigheder, som først hyldede ham for den.
Og selv nu, hvor en dommer endelig har givet ham ret, må han leve med bevidstheden om at være i konstant fare, dag og nat.
Fiktion og virkelighed
»Ingen kan garantere min sikkerhed. Man siger, at de fire drenge (som han dræbte, red.) bare var nogle små fisk. Men det forhindrer ikke, at en terrorist når som helst kan dræbe mig for at hævne dem,« siger Arturo til El País.
Arturo er ikke politimandens rigtige navn. Og den store spanske avis – hvor han nu for første gang fortæller sin historie – gør alt for at sløre hans identitet.
En ironisk skæbne for manden, der efter attentaterne i Catalonien blev berømt som »helten fra Cambrils«. Og som i fiktionens verden danner forlæg for hovedpersonen i forfatteren Javier Cercas' populære krimiserie.
I virkeligheden var Arturo blot en ganske almindelig gadebetjent, der i en ekstrem situation reagerede forbløffende koldblodigt og med overraskende effektivitet.
»Uden rigtig at forstå, hvad der egentlig skete,« som han forklarede, da han i foråret vidnede i sagen mod de overlevende medlemmer af terrorcellen.
De ydre omstændigheder husker han til gengæld med næsten smertelig præcision.
Bevæbnet med økser og knive
Det var en lun sommernat i Cambrils – en ferieby i det sydlige Catalonien.
Stemningen var trykket efter massakren i Barcelona tidligere på dagen. Men det forhindrede ikke lokale og turister i slentre frem og tilbage, akkompagneret af et liveorkester på en af barerne ud til strandpromenaden.
Lidt over klokken et var idyllen forbi. En sort Audi kom drønende hen mod kontrolposten, hvor Arturo og en kollega bevogtede adgangen til promenaden.
På deres vej havde terroristerne allerede påkørt flere fodgængere, hvoraf en blev dræbt. Nu mistede de kontrollen med bilen og kørte galt.
Men uheldet forhindrede ikke de unge jihadister i kort efter at storme ud, bevæbnet med økser og knive, for at gå til angreb på politifolkene.
»Da den første af dem var et par meter fra mig, åbnede jeg ild med maskinpistolen,« forklarer Arturo og fortsætter:
»Jeg kom til at tømme magasinet, så da de andre tre nærmede sig, måtte jeg trække min tjenestepistol.«
Sporadisk skydetræning
Det var især de sidste tre skud, affyret lynhurtigt og med usvigelig træfsikkerhed fra et kort håndvåben, der gav Arturo ry som mesterskytte.
Nogle medier mente at vide, at han havde en fortid i det hårdkogte spanske legionærkorps eller på anden vis havde erhvervet sig krigserfaring.
Virkeligheden var mildest talt en anden. Menige betjente i det catalanske selvstyrepoliti, Mossos d'Esquadra, får hverken under uddannelsen eller senere mere end sporadisk skydetræning.
»Da jeg fik udleveret maskinpistolen den aften, vidste jeg knap nok, hvordan man justerer remmen. Og da jeg havde tømt magasinet, anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med den,« fortæller Arturo.
Det var overlevelsesinstinkt, der reddede ikke blot hans eget liv, men efter al sandsynlighed også forhindrede terroristerne i at begå endnu en massakre.
Egenskaber, der imidlertid ikke hjalp ham meget i tiden, der fulgte.
Fire år om at få anerkendt invaliditet
I første omgang fortsatte Arturo arbejdet uden større problemer. Men da han kort efter måtte bruge fysisk magt under anholdelsen af en mand med arabiske rødder, begyndte nerverne at slå klik.
Nogle måneder senere søgte han over i en mindre konfliktfyldt enhed, der tager sig af forbrydelser mod miljølovgivningen, men fik nej.
Kort efter meldte han sig syg, og nu begyndte den årelange kamp ved domstolene for at få anerkendt arsenalet af psykiske efterveer som invaliderende.
Først for nylig – mere end fire år senere – afgjorde en dommer, at Arturo har ret til fuld pension som offer for »en arbejdsulykke forårsaget af et terrorattentat«.
»Vi lever desværre i et land, der ikke er i stand til at levere ekstraordinære løsninger på ekstraordinære situationer,« bemærker den nu tidligere politibetjent.
Nej til status som beskyttet vidne
Endnu mere uforståelig virker den risiko, som Arturo blev tvunget til at tage, da han vidnede i sagen mod de overlevende medlemmer af terrorcellen.
Retsformanden nægtede ham ret til at deltage som beskyttet vidne. Politimanden sad ganske vist med ryggen til de tiltalte – heriblandt broderen til en de terrorister, han dræbte.
Men enhver kunne notere sig hans kropsbygning, hårfarve og omtrentlige højde under afhøringen, der ligesom resten af retssagen blev transmitteret via YouTube.
Foreløbig tyder intet på, at Arturo er blevet udpeget som terrormål. Men Catalonien er en højborg for de jihadistiske netværk i Spanien.
Og så sent som i begyndelsen af december blev en nordafrikansk mand anholdt i netop Cambrils, hvor han hvervede nye aktivister og desuden var i gang med de indledende forberedelser af et attentat.
Så frygten er forståelig, men Arturo bliver nødt til at leve med den, mens han nu som invalidepensionist forsøger at få sit gamle liv tilbage; at være en mand for sin hustru og en far for sine børn.
»Jeg var glad for og stolt af at være politimand. Det er et job, der har givet mig alt. Men det har også taget meget fra mig,« konkluderer han.
Mildest talt. Og uden at de myndigheder, der først hyldede ham som men hurtigt glemte alt om »helten fra Cambrils«, gjorde noget for hjælpe
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
