Da Lars Løkke Rasmussen først på året annoncerede sit nye parti, blev han i Information udnævnt til Danmarks »mini-Macron«. Italiens tidligere socialistleder Matteo Renzi gik i 2019 solo med et lignende projekt. Spanske Ciudadanos har ligeledes forsøgt lægge sig i slipstrømmen fra den franske præsident, og sådan kunne man blive ved.
Fire år efter Emmanuel Macrons erobring af Élysée-palæet i 2017 står det klart, at det ikke var et lykketræf. Han så blot som den første et nyt rum mellem – eller snarere frit svævende over – de to blokke, der har domineret Europa gennem årtier.
Men for at bygge op er man ofte nødt til at rive ned, og nu er »Bombemanden«, som Macron i nogle kredse kaldes, igen på krigsstien forud for næste års valg.
Denne gang med de borgerlige som sit vigtigste mål.
I forvejen har Macron »stjålet« begge sine premierministre – Édouard Philippe, der forlod regeringen sidste år, og Jean Castex – fra general Charles de Gaulles gamle parti, der i dag kalder sig Les Républicains.
Andre fremtrædende regeringsmedlemmer som finansminister Bruno Lemaire og indenrigsminister Gérald Darmanin er ligeledes rekrutteret blandt de konservative.
Nu forsøger Macron at sprænge resterne af det rådvilde parti definitivt i stumper og stykker.
Veltimet forræderi
Det var tv-journalisten David Doukhan, der med dokumentaren »Emmanuel Macron, le dynamiteur« i 2018 gav den franske præsident tilnavnet »Bombemanden«.
Doukhan afslørede, hvordan Macron længe og detaljeret havde planlagt sit raid på Élysée-palæet. Frankrigs to traditionelt dominerende partier var, havde han analyseret sig frem til, saneringsmodne.
Et veltimet forræderi mod hans politiske mentor og forgænger, Francois Hollande, der havde gjort sin unge rådgiver til økonomiminister, kastede Parti Scialiste ud i en krise, det aldrig er kommet sig over.
Partiets oplagte kandidat efter Hollandes beslutning om ikke at genopstille, Manuel Valls, blev vraget til fordel for en venstrefløjskandidat, der måtte nøjes med ydmygende seks procent ved første valgrunde i 2017.
Selv med et solidt navn som Paris' borgmester, Anne Hidalgo, står socialisterne i 2022 til et lignende resultat. Feltet af kandidater til venstre for Macron ledes i stedet af den yderliggående – men lige så chanceløse – Jean-Luc Mélenchon.
At »fucke de konservative totalt op«
Præsidenten kan således koncentrere sig om sin højre flanke, og det er han i fuld gang med.
Dels er han for længst slået ind på en strammerkurs i den afgørende vigtige rets- og værdipolitik, dels fortsætter han med at signe de bedste konservative navne.
Den seneste operation fandt sted i Les Républicains' traditionelle højborg, regionen Provence-Alpes-Côte d'Azur.
Først i maj meddelte premierminister Jean Castex, at Macrons parti, La République en Marche, havde trukket sin liste ved regionalvalget i juni – den sidste politiske styrkeprøve inden næste års opgør om Élysée-palæet – for at bakke op om den konservative kandidat, Renaud Muselier.
En i teorien god nyhed for Les Républicains, hvis det altså ikke lige var fordi, Muselier havde indgået aftalen med Macrons folk bag om ryggen på sin partiledelse, der i sagens natur blev rasende og truede med at trække sin støtte til ham.
En kilde tæt på Macron erkendte da også for nylig i avisen Libération, at manøvren i den sydøstfranske region handlede om landspolitik, og målet »naturligvis er at fucke de konservative totalt op«.
En farlig strategi?
Det siger alt om situationen, at det konservative Frankrigs bedst placerede præsidentkandidat, Xavier Bertrand, i 2017 meldte sig ud af Les Républicains, og at han måske nok leder Hautes-de-France-regionen med støtte fra partiet men med status som uafhængig.
Samtidig vil Bertrand – ifølge en ny meningsmåling foretaget af Ifop for avisen Le Figaro – kun være i stand til at fastholde halvdelen af de vælgere, som den konservative kandidat François Fillon opnåede ved præsidentvalgets første runde i 2017.
Hvad med resten?
23 procent vil i stedet sætte kryds ved Macron, men samtidig er ikke færre end 19 procent af de tidligere konservative vælgere klar til at stemme på den højrenationale kandidat Marine Le Pen.
Og netop her ligger faren i præsidentens strategi, advarer nogle. Hvis han udrydder alt andet liv på og omkring den politiske midte, gør han valget til en folkeafstemning mellem sig selv og yderfløjene, i særdeleshed Le Pen.
»Strategien med at skabe kaos (i de traditionelle partier. red.) kan ramme ham i nakken som en boomerang,« advarer venstrefløjspolitikeren Olivier Falorni.
Vold giver Le Pen medvind
Le Pen står i samtlige den seneste tids målinger til at vinde valgets første runde med et par procentpoint ned til Macron.
Og selvom præsidenten ventes at tage stikket hjem i anden runde, bliver det med langt snævrere margin end i 2017:
54 procent til Macron og 46 procent til Le Pen, ifølge ovennævnte Ifob-måling, mod 66-34 ved valget for fire år siden.
Blandt andet fordi præsidenten ikke længere kan regne med den såkaldt »republikanske dæmning«: at alle »gode« kræfter samler sig om ham i anden runde for at undgå en højrenational præsident.
»Folk begynder at forstå, at det i virkeligheden er os, som repræsenterer de traditionelle borgerlige ideer. Ikke Les Républicains, der kører for Macron,« hævder en kilde i Le Pens parti, Rassemblement National, over for Libération med brug af en cykelmetafor.
Samtidig giver de seneste måneders dramatiske begivenheder i Frankrig ekstra medvind til den højrenationale kandidat, påpeger politologen og meningsmålingseksperten Jérôme Fourquet i Le Figaro.
»Bølgen af vold i storbyerne, drab blandt teenagere og de i flere tilfælde dødelige angreb mod politifolk sætter en scene, der vil fastholde støtten til Marine Le Pen på et meget højt niveau,« forudser han.
Vil det være nok? Kan en uforudset begivenhed tippe læsset for Macron? Ender »Bombemanden« med at sprænge sig selv i luften?
Næste års præsidentvalg i Frankrig begynder at ligne en gyser.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
