Halvanden måned til Brexit: Theresa May lider nyt ydmygende nederlag i Underhuset

Den britiske premierministers konservative partifæller undsagde igen deres leder. Med halvanden måned igen til Brexit-datoen blev det understreget, at ingen har kontrol over situationen.

Britiske erhvervsorganisationer advarede torsdag aften om, at uvisheden omkring Brexit skader erhvervslivet. Men britiske EU-modstandere har ikke noget imod at lade tiden gå, fordi de øjner en bedre mulighed for at få deres ønskede no-deal Brexit, jo nærmere briterne kommer skæringsdatoen for bruddet med EU uden at have kunnet enes om en aftale. ADRIAN DENNIS/AFP/Scanpix/Ritzau

Den britiske premierminister har mestret en evne til at sluge de største ydmygelser og lade som ingenting. Torsdag aften var Theresa May ikke engang til stede i Underhuset, da et flertal på 303 mod 258 af de britiske politikere afviste at give premierministeren selv en symbolsk opbakning til Brexit-forhandlingerne med EU.

En række konservative partifæller undlod at støtte Theresa May. Det viste, at der er en magfuld gruppe i hendes eget bagland, som endnu ikke har opgivet kampen for et klart brud med EU – og om nødvendigt helt uden en aftale for det fremtidige samarbejde. Der er halvanden måned igen til den automatiske udmeldelse af EU, og nederlaget understreger, at premierministeren ikke på nogen måde har kontrol over situationen. Og at ingen har kontrol over situationen.