Jeg skulle tisse helt forfærdeligt.
Efter måneders karantæne, hvor vi var frataget den spanske menneskeret til tapas og koldt øl, havde barerne endelig fået lov at åbne for udeservering. I begejstring over den genvundne frihed havde jeg i selskab med en god ven i højt tempo indtaget adskillige genstande.
Nu ville de ud igen, men der var lige et problem.
Barens toilet måtte kun benyttes iført beskyttelsesmaske, og jeg havde glemt min derhjemme. Ejeren var af naturlig frygt for de enorme spanske »coronabøder« ubøjelig. Der var ingen buskadser eller mørke porte i nærheden. Og inden det gik helt galt, var jeg nødt til at låne min vens maske.
Havde vi ikke smittet hinanden under de foregående timers livlige samtale, var det i hvert fald sket nu. Hvis altså en af os havde været syg, hvilket heldigvis ikke var tilfældet.
Man skal med andre ord lige lære at manøvrere i coronaviruspandemiens såkaldt nye normalitet, hvor beskyttelsesmasker på disse breddegrader er en obligatorisk rekvisit. Det er besværligt, men man vænner sig hurtigt til det.
Naturligt – og besværligt
I dag, et par måneder senere, ville jeg aldrig glemme min maske. Den er som tegnebog og mobiltelefon en af de ting, man sørger for altid at have på sig.
Især, naturligvis, fordi myndighederne i et forsøg på at bremse de seneste ugers fornyede smittespredning har indført maskepåbud i det offentlige rum. Men også fordi det mange steder giver god mening – især i bus og metro, hvor Sundhedsstyrelsen nu også opfordrer danskerne til at bruge maske.
Ligesom det længe har været ubehøvlet at puste tobaksrøg ud i et andet menneskes intimsfære, virker det naturligt – i hvert fald midt under en pandemi, der her i landet i skrivende stund har dræbt mindst 28.500 mennesker – at minimere risikoen for at sprede virus i lukkede rum.
Hvilket alt sammen ikke ændrer på, at hverdagen med maske er besværlig og ubekvem.
Bærer man den i længere tid ad gangen, samler der sig, ikke mindst under disse dages hedebølge, en sø af sved og kondens lige under næsen. Samtidig dugger brillerne, og man kan eksempelvis på vej op ad en trappe godt komme til at savne ilt.
Endelig er der hele ceremonien med på en hygiejnisk forsvarlig måde at tage maskerne af og på, når man eksempelvis sætter sig på en fortovscafé. Og det er her »hagedaskerne« kommer ind i billedet.
Maskekulturens »urban tribes«
Ifølge en international undersøgelse foretaget af Imperial College London er spanierne i særklasse de europæere, som flittigst bruger masker. Men de britiske forskere har ikke spurgt hvordan, hvilket er en helt anden historie.
For en stor andels vedkommende hænger masken nemlig og dasker nede under hagen det meste af tiden. Hvilket ikke blot ser åndssvagt ud, men også er det, hvis den skal virke efter hensigten.
»Hagedaskerne« bærer som regel de billige kirurgiske masker og at dømme efter deres ofte lasede tilstand uden at bekymre sig om, at de er beregnet til engangsbrug.
Brugerne af de dyrere FFP2-masker, der kan anvendes flere gange, og som beskytter både mod at smitte og blive smittet, er i sagens natur mere disciplinerede.
Den tredje og givetvis mest intelligente gruppe blandt maskebrugerne er dem, som har forstået, at man lige så godt kan gøre en dyd af nødvendigheden og bruge den nye beklædningsgenstand kreativt eller politisk.
Mysteriet om »Dødens gab«
Adskillige modehuse har allerede sendt elegante kollektioner på gaden. Der findes spøjse masker med billeder af bærerens underansigt, og en selvrensende luksusmodel produceret i et materiale, der gør det muligt fortsat at se og aflæse munden, er på tegnebordet.
Samtidig har politikere og andre beslutningstagere lynhurtigt set muligheden for at bruge maskerne til at sende signaler. I de fleste tilfælde i form af nationale flag og farver, men der findes også mere sofistikerede eksempler.
De spanske sundhedsmyndigheders talsmand Fernando Simón har ved flere lejligheder, heriblandt en mindeceremoni for pandemiens ofre, været iført en maske med et haj-motiv.
Ifølge medierne er det en reference til Spielberg-filmen »Dødens gab«, hvor videnskabsfolk kæmper for at overbevise lokale politikere om dræberhajens farlighed. En teori, der dagligt inspirerer til hundredvis af Tweets.
Selv har Fernando Simón ikke givet nogen forklaring. Han har også andet at se til med ny bekymrende smittebølge i Spanien, hvor masken er blandt de vigtigste »konventionelle« våben mod virussen i bestræbelserne på at undgå en økonomisk katastrofal ny totalkarantæne.
I hvert fald når de ikke hænger og dasker under hagen, og hvis man ikke glemmer dem derhjemme.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
