De seneste dage har franske atleter gået hårdt til landets højrefløj og særligt partiet fra den yderste højrefløj med Marine Le Pen og Jordan Bardella i spidsen, Rassemblement National.

Flere end 250 franske sportsfolk har underskrevet et manifest, der sammenligner partiet med nazismen. En bølge blandt sportsfolk er for alvor startet af fodboldstjernen Kylian Mbappé, der forleden kom med et opråb under et pressemøde.

Men nu svarer Jordan Bardella igen.

»Når man er så heldig at have en meget, meget høj løn, og når man er mangemillionær, så bliver jeg lidt flov over at se disse atleter komme med en opsang til folk, der ikke længere kan klare sig, som ikke længere føler sig sikre, som ikke har mulighed for at bo i kvarterer, hvor de er beskyttet af sikkerhedsfolk,« siger partiets leder, Jordan Bardella, ifølge The Guardian.

Rassemblement National var den suveræne sejrherre ved europaparlamentsvalget, hvor partiet fik 30 mandater ud af landets 81.

I de nationale meningsmålinger står partiet ligeledes til at blive landets største med over 30 procent af stemmerne, når franskmændene snart skal til stemmeurnerne 30. juni.

Det fik først den franske landsholdsangriber Marcus Thuram til at opfordre folk til at »kæmpe dagligt« for at forhindre Rassemblement National i at få magten.

Som den nok mest kendte atlet i landet var det dog for alvor Mbappé, der satte skred i debatten, da han advarede mod et voksende antal »ekstremister«.

»Jeg vil gerne være stolt af at repræsentere Frankrig, men jeg vil ikke repræsentere et land, der ikke deler mine værdier eller vores værdier,« lød det fra Kylian Mbappé.

»Vi skal respektere alles stemmer«

Den mest markante kritik er dog kommet i et manifest, der er blevet underskrevet af 258 franske atleter.

»Den yderste højrefløj er i dyb modstand mod opbygningen af et demokratisk, tolerant og værdigt samfund. Historien beviser det. Lad os aldrig glemme erfaringerne fra fortiden: Nazisme og antisemitisme førte til ufattelige grusomheder, herunder folkedrab. Rassemblement National henter sine rødder fra disse ideologier og fortsætter i dag med at fremme racisme og fremmedhad. De udnytter vores lidelse og kaprer vores håb,« står der i brevet underskrevet af 258 sportsfolk, som dog ikke tæller spillere fra landsholdet.

Jordan Bardella udtrykker respekt for både Thuram og Mbappé som fodboldspillere, men mener, at de måske bør holde sig til spillet.

»Jeg har stor respekt for vores fodboldspillere, hvad enten det er Marcus Thuram eller Kylian Mbappé, som er ikoner for fodbold og ikoner for ungdommen. Men vi skal respektere franskmændene, vi skal respektere alles stemmer,« lyder det.