Gisp: Rekordvarm hedebølge overmander atter Europa

Den franske hovedstads varmerekord kan torsdag blive godt og grundigt slået. En dyne af hede er begyndt at lægge sig over Vesteuropa, og det sker i en måned, som meget vel kan blive den varmeste, der nogensinde er målt af termometre på kloden.

Det er nok ikke torsdag, man skal tage turen op ad trapperne i Eiffel-tårnet. Franske meteorologer forudser en varmerekord for Paris den dag på 42 grader. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ian Langsdon/EPA/Ritzau Scanpix

Det abnorme er begyndt at blive det normale på de europæiske termometre.

Knap nok er kontinentet kommet sig over en voldsom hedebølge, der sidst i juni verfede den tidligere varmerekord i Frankrig godt og grundigt af vejen, før et nyt og om muligt lige så kraftigt hedepust melder sin ankomst.

I Frankrig ventes heden at kulminere torsdag, hvor Paris' efterhånden 72 år gamle varmerekord meget vel kan blive slået. Også i Belgien og Luxembourg ligger det inden for mulighedernes grænse, at de gamle nationale varmerekorder vil falde, men hedepustet vil komme til at strække sig helt fra Spanien og det nordlige Italien og op gennem det meste af Vesteuropa til Danmark, Sverige og Finland.

På torsdag ventes kviksølvet at ramme 32-33 grader i det syd- og vestjyske, oplyser DMI, og i samme region må man forvente sveddryppende tropenætter, hvor temperaturen ikke falder til under 20 grader.

Allerede natten til tirsdag målte man flere steder i det sydvestlige Frankrig de højeste lokale nattetemperaturer, der nogensinde er officielt registreret. I Bordeaux-området nåede nattemperaturen ikke under 25 grader, skriver Frankrigs nationale vejrtjeneste Meteo France på Twitter.

Den franske hovedstads officielle varmerekord er på 40,4 grader og stammer fra 1947. Men ifølge Meteo France kan den rekord blive godt og grundigt slået torsdag, hvor der ifølge prognoserne kan blive helt op til 42 grader celsius i Paris. Så det er næppe på torsdag, at man bør tage trappen op i Eiffeltårnet.

Snarere bør man holde sig i skyggen og sørge for at få rigeligt med væske – hvis man skulle være i Paris eller i Frankrig i det hele taget i denne uge.

Over 40 i Belgien

Der er dog endnu et stykke vej til den respektindgydende nationale franske varmerekord, der blev sat 28. juni i det sydøstlige Frankrig: 45,9 grader eller næsten to grader over den gamle franske varmerekord.

Ifølge TV 2 Vejr er der også en vis sandsynlighed for, at de nationale varmerekorder kommer til at falde i Belgien og Luxembourg, hvor kviksølvet aldrig har glødet over henholdsvis 38,8 og 39,9 grader. Ifølge prognoserne kan temperaturen udmærket ryge over 40 grader i begge lande i de kommende dage.

Det er heller ikke helt umuligt, at Hollands varmerekord på 38,6 grader fra 1944 står for fald.

De næste otte-ti dage ser ud til at byde på næsten perfekt strandvejr i Danmark, hvor heden vil kulminere torsdag med over 30 grader flere steder. Her Blokhus Strand under en tidligere hedebølge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Den bagende hede skyldes et kraftigt højtryk over det sydlige Skandinavien, der blokerer for mere ustadige og kølige strømninger fra Atlanterhavet. Samtidig strømmer tør og voldsomt hed luft ind over kontinentet fra Nordafrika. Allerede mandag nåede man enkelte steder i det indre Spanien op over 42 grader.

Op til weekenden får det hele imidlertid en brat ende med ankomsten af en koldfront, der ifølge DMIs vagthavende meteorolog så at sige vil »æde« heden, hvorefter mere normale temperaturer for årstiden vil indfinde sig.

Men selv langt ind i næste uge må vi i Danmark forvente tørt, solrigt og lidt varmere vejr end normalt for årstiden. Efter hedens kulmination herhjemme torsdag vil maksimumtemperaturen i weekenden og langt ind i næste uge komme til at ligge på omkring 28 grader, spår DMI.

Fra begyndelsen af august ser det imidlertid ud til, at mere ustadigt vejr vil indfinde sig på danske breddegrader. Det vil sige med fronter, regn vestfra og temperaturer på typisk 17 til 22 grader, skriver DMI i sin nye månedsprognose.

Den voldsomme europæiske hedebølge kommer i hælene på en lige så kraftig nordamerikansk hedebølge, der frem til weekenden fik et par hundrede millioner indbyggere i det centrale og østlige USA til at gispe efter vejret.

Dermed ligger det stadig i kortene, at juli 2019 kan gå hen og blive den varmeste måned, der nogensinde er direkte målt af instrumenter på kloden. I forvejen var årets juni ifølge blandt andre NASA den varmeste af slagsen, der er direkte målt på planeten.