Fransk borgmester i krig med Macron: Huser illegale migranter fra Afrika

Borgmesteren i den franske del af Baskerlandet ser det som en humanitær pligt at yde hjælp. Uanset signalerne fra Paris.

Mokhtar er migrant fra Sudan. Han står her til højre og taler med andre midlertidige beboere på et modtagecenter i franske Bayonne. Fold sammen
Læs mere
Foto: REGIS DUVIGNAU

Regeringen i Paris er ikke begejstret. Men den lokale borgmester er ligeglad. Han siger, at han vil fortsætte med at give husly til de afrikanere, der kommer ind over grænsen fra Spanien.

Jean-René Etchegaray er borgmester i den stille by Bayonne, som ligger i den franske del af Baskerlandet 35 kilometer fra grænsen. Han ser det som et spørgsmål om nødvendighed og humanitær pligtfølelse.

Siden Italien i praksis lukkede sine grænser for migranter, og Frankrig selv har forsøgt at lukke grænsen for migranter, der kom fra Italien, er Spanien blevet den vigtigste indfaldsvej til Europa for de afrikanske migranter. Alene sidste år kom der flere end 57.000.

Mange af dem har krydset grænsen ved Bayonne for at fortsætte op gennem Europa.

Men hvad borgmester Etchegaray ser som en rimelig holdning, har bragt ham på kollisionskurs med præsident Emmanuel Macrons regering. Og det selv om borgmesteren står som et skoleeksempel på omgangen med Europas migrationskrise og dens mange modsætninger.

Der er hovedsageligt tale om unge mænd fra fransktalende lande i Vestafrika såsom Guinea, Mali og Elfenbenskysten, og borgmesteren er ikke nødvendigvis interesseret i at se dem blive hængende. Han ser heller ikke gerne, at de giver sig til at campere på gaderne mellem Bayonnes gamle bindingsværkshuse. Men han ønsker, at migranterne skal leve »i værdighed«, mens de opholder sig i hans by, som han udtrykker det.

»Jeg synes ikke, jeg kan gøre mindre.«

Jean-René Etchegaray, borgmester i Bayonne

»Jeg synes ikke, jeg gør noget, som er i modstrid med loven.«


Så borgmester Etchegaray hentede de unge mænd ind fra gaderne, rekvirerede en gammel militærbarak nær banegården, satte senge ind, lavede en ordning med varme måltider og åbnede for varmen.

De unge mænd hilser hjerteligt på ham, når han viser sig flere gange om dagen.

»En god mand,« siger en af hans midlertidige gæster, den 29-årige Abdul Sylla fra Guinea, der nærer håb om at komme til at studere i Frankrig. »Han er tæt på folk.«

Stramme miner i Paris

Men det officielle Frankrig ryster på hovedet.

Det er »fuldstændig udelukket«, at staten vil »give det mindste bidrag« til borgmesterens indkvartering, sagde Gilbert Payet i sidste måned til lokale journalister. Han var indtil for nylig præsident Macrons præfekt i regionen.

Borgmesteren lader sig nu ikke påvirke:

»Jeg kunne se, at grænserne var ved at blive lukket, og efter min mening er der en række fundamentale rettigheder, man ikke uden videre kan trampe på,« sagde Etchegaray og pegede dermed indirekte på Bayonnes historie som et tilflugtssted for jøder, der flygtede fra Den Spanske Inkvisition, og som fødested for den store jødiske jurist René Cassin, der er medforfatter til FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder.

Spisetid på modtagecentret i Bayonne. Fold sammen
Læs mere
Foto: REGIS DUVIGNAU.

Den franske stats holdning til borgmesteren illustrerer præsident Macrons egen ubeslutsomhed, når det gælder migration. På den ene side har han fremhævet Frankrigs humanitære traditioner og bedt politiet om at behandle migranterne anstændigt. På den anden side har hans regering imidlertid nægtet migrantskibe adgang til franske havne, retsforfulgt migranters advokater og pralet af, hvor mange udlændinge, der er blevet afvist ved grænserne eller sendt hjem.

Italienerne har vredt beskyldt Frankrig for hykleri, og Etchegaray bruger samme ord.

»Præfekten sagde 'nej, nej, nej, nej, nej!'« fortæller den unge frivillige Maïte Etcheverry, der driver et shelter i Bayonne.

Men borgmesteren fortsatte ufortrødent med at uddele tæpper, spørge til migranternes velbefindende og betale for centret af sit budget.

»De sagde, at vi bare ville tiltrække endnu flere migranter,« siger borgmester Etchegaray med et grin, da han bliver interviewet på sit kontor. »De sagde: 'I vil skabe et nyt Calais'« fortsætter han med henvisning til de store illegale lejre omkring den nordfranske havneby.

Indtil videre er det dog ikke tilfældet.

»Jeg synes ikke, jeg gør noget, som er i modstrid med loven,« siger Etchegaray stille.

»Hør her, jeg er jo ikke nogen galning,« fortsætter han og noterer sig, at de fleste migranter kun bliver et par dage, inden de fortsætter nordpå.

På en bro ved grænsen

Franske og spanske grænsegendarmer står på hver sin side af en bro, som spænder over grænsefloden i dette hjørne af Europa. Grænsen er åben – med mindre du er migrant. Er du det, risikerer du at blive stoppet, undersøgt og sendt tilbage.

Men hvis migranterne først når frem til Bayonne, har de et midlertidigt opholdssted.

Det lokale politi trænger ikke ind på det militære område, som nu er blevet omdannet til modtagecenter. De unge mænd på stedet spiller Scrabble eller ligger stille hen på feltsenge, taknemmelige over at have overstået det værste.

»Jeg vil aldrig nogensinde se havet igen,« siger Ibrahima Doumbia, en ung mand fra Guinea, der krydsede Middelhavet i båd. »Det var mit livs værste oplevelse.«

Oversættelse: Lars Rosenkvist