Fra talerstolen talte Boris Johnson om »narcissisme« og »vores egen udødelighed« – og bad verdens ledere »tage sig sammen«

Klimaforandringerne var på dagsordenen, da Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, holdt tale ved dette års FN-generalforsamling. Og så kom han med en opsang til verdens ledere.

 
Til FNs generalforsamling advarer Boris Johnson om vigtigheden i en grøn omstilling, på sin egen helt specielle måde. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Andreas Hein Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er tid til at »lytte til forskernes advarsler«, lød det fra FNs talerstol, da Storbritanniens premierminister torsdag fik ordet ved dette års FN-generalforsamling.

Boris Johnson brugte en del af sin taletid på at adressere de tiltagende klimaforandringer, der skaber flere og flere problemer rundt om i verden. Det skriver CNN.

Den indsats, der indtil videre er blevet leveret af verdens ledere, er ikke god nok, fastslog Boris Johnson.

»Vi klamrer os stadig til den infantile tro, at verden var skabt til glæde. Og vi kombinerer denne narcissisme med en antagelse om vores egen udødelighed,« lød det fra talerstolen.

»Vi tror på, at en anden vil rydde op i rodet, for det er, hvad en anden altid har gjort,« tilføjede han og forklarede, at vi tidligere er »sluppet afsted med« den tankegang.

Men det er slut nu.

Menneskeheden og verdens ledere skal »tage sig sammen« og håndtere spørgsmålet om klimaforandringer.

Boris Johnson fremhævede FNs klimakonference – kendt som COP26 – i Glasgow til november som et »vendepunkt for menneskeheden«.

Han opfordrede til, at verdens ledere ankommer til Skotland parate til at indgå nødvendige forpligtelser.

»Vi nødt til at løfte kollektivt«.

Konkret ønsker Boris Johnson, at alle lande forpligter sig til betydelige reduktioner i CO2-udledningen inden 2030.

Den britiske premierminister var ikke den eneste, der brugte taletiden på at fremhæve de klimaforandringerne, verden står over for. FN-generalsekretær António Guterres åbnede generalforsamlingen med en advarsel til statslederne:

»Vi står på kanten af en afgrund. Verden er nødt til at vågne op«.

Samme retorik brugte USAs præsident, Joe Biden, i sin tale.

»Vi befinder os ved et historisk vendepunkt. Dette er et afgørende årti for verden,« sagde han ifølge Ritzau.

Kina smækker kassen i for nye kulprojekter

Allerede inden Boris Johnsons opsang til verdens ledere var der godt nyt på klimafronten.

Kina annoncerede under årets FN-generalforsamling, at de ikke længere vil finansiere projekter i udlandet baseret på kulkraft.

Det fortalte præsident Xi Jinping tirsdag.

»Kina vil øge støtten til andre udviklingslande, så de kan opbygge grøn energi, og vil ikke bygge nye kulkraftprojekter i udlandet,« sagde han over et videolink.

Kina har været under pres fra adskillige andre lande for at stoppe med at betale for kulkraftværker i blandt andet flere afrikanske lande.

Xi Jinping lovede også, at Kina vil gøre mere for at bidrage til at bekæmpe klimakrisen.

»Vi (verdens lande, red.) bør efter covid-19-æraen fremme nye tiltag, der kan skabe vækst, og i fællesskab tage et stort skridt frem og samtidig forblive forpligtet til, at der er harmoni mellem mennesker og natur«.

Den danske klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen (S), skriver på Twitter, at udmeldingen fra Kina er »fantastiske nyheder«.