I de langstrakte og dramatiske forhandlinger om Brexit har én ting været en konstant faktor: Deadlines er noget, der overskrides og erstattes af nye datoer.

Søndag var ingen undtagelse: Egentlig var planen, at Storbritannien og EU omsider – fire og et halvt år efter briternes folkeafstemning – formelt ville meddele omverdenen, om det blev deal eller no deal.

Nu var det nu, nu kunne forhandlingerne ikke strækkes længere, nu skyldte man britiske og europæiske borgere, virksomheder på begge sider af kanalen, at give et klart svar på, hvordan verden tager sig ud efter 1. januar.

Sådan skulle det ikke gå: Ved middagstid meddelte parterne, at man fortsætter forhandlingerne lidt endnu. Det blev konklusionen på den telefonsamtale, som Boris Johnson, den britiske premierminister, og Ursula von der Leyen, den tyske kommissionsformand, havde.

»Vores forhandlere har arbejdet dag og nat de seneste dage. Og på trods af udmattelse efter næsten et års forhandlinger og på trods af det faktum, at deadlines er blevet misset igen og igen, synes vi, det er ansvarligt at gå den ekstra mil,« lød det i en meddelelse fra Ursula von der Leyen.

Onsdag var Boris Johnson i Bruxelles, hvor han mødtes med Ursula von der Leyen, og her blev de enige om at give deres respektive forhandlere yderligere 72 timer til at forsøge at blive enige om en aftale. Søndag blev derfor betragtet som absolut sidste deadline – men det bliver altså endnu en i rækken, som bliver overskredet.

For så vidt bør det give anledning til forsigtig optimisme, at parterne har valgt at fortsætte. De seneste dage har meldingen fra begge lejre været, at forhandlingerne var kørt fast, og at det var mest sandsynligt, at det endte med en no deal.

Det fremgår ikke, hvor længe parterne har givet sig selv denne gang, men det står klart, at briterne forlader det indre marked 1. januar, og hvis EUs regeringschefer og Europa-Parlamentet skal have mulighed for at læse og godkende den mere end 700 sider lange aftale, er der begrænset tid at løbe på. En afklaring må derfor sandsynligvis ventes at komme i løbet af de kommende dage.

Et helt år

De højspændte forhandlinger er kulminationen på et år med tumultariske diskussioner, utallige overskredne deadlines og åbenlyse frustrationer fra begge lejre.

Briterne og EU blev i 2019 enige om en skilsmisseaftale, der dikterede de formelle rammer for bruddet – herunder hvordan man løste grænseproblemet mellem Nordirland og Irland.

Ved samme lejlighed blev man enig om at forlænge transitionsperioden for briterne, så Storbritannien først 1. januar 2021 forlader det indre marked. I praksis har det betydet, at varer og personer indtil udgangen af 2020 kan transporteres gnidningsfrit mellem det britiske ø-rige og resten af EU. En ny handelsaftale skal diktere rammerne for, hvordan det skal foregå efter nytår.

Hvis ikke parterne bliver enige om en aftale, vil almindelige WTO-vilkår gøre sig gældende fra 1. januar, hvilket i praksis vil indebære en lang række afgifter og tariffer på gods og varer og kaotiske tilstande ved alle grænseovergange.

Igennem hele 2020 har de to forhandlingschefer, EUs Michel Barnier og briternes David Frost, forsøgt at forhandle en aftale på plads, og selvom det har forlydt, at man er enig om 95 procent af aftalen, udestår enkelte, vanskelige diskussioner fortsat.

Det er især spørgsmålet om level playing field – på dansk lige konkurrenceforhold – der har martret forhandlingerne i månedsvis. EU har fra begyndelsen stået fast på, at såfremt briterne ønsker adgang til det indre marked med begrænsede tariffer, kvoter og afgifter, så er prisen, at Storbritannien skal følge en række EU-standarder, når det handler om statsstøtte, miljøstandarder og sociale arbejdsmarkedsforhold.

Det rimer åbenlyst dårligt på briternes ønske om total suverænitet, og af samme grund har det vist sig at være en af de knuder, parterne ikke har kunnet løse.

Også fiskeri, en diskussion der er særlig interessant med danske øjne, er endnu uafklaret. Briterne ønsker at genvinde kontrollen over eget farvand, som danske og europæiske fiskere i årtier har haft adgang til.

EU har stået fast på, at medlemslande skal nyde samme adgang til britisk farvand som hidtil, mens Storbritannien har lagt op til, at både kvoter og fordeling af farvand skal forhandles på ny hvert år.

Danske fiskere henter 40 procent af deres fangster i britisk farvand, eller hvad der svarer til 30 procent af den samlede omsætning. Der er med andre ord milliarder på spil for den danske industri.

Hvad vil Boris Johnson

Situationen bliver yderligere kompliceret af, at Boris Johnson efter alt at dømme endnu ikke har gjort op med sig selv, hvad der er den bedste løsning.

Hans knibe er indlysende: Han har gentagne gange lovet den britiske befolkning total suverænitet og uafhængighed fra EU-regler, og enhver aftale, der indebærer at skulle følge forordninger, direktiver og regler fra Bruxelles, vil slå skår af hans troværdighed og afføde massiv kritik fra dele af hans eget parti.

Omvendt har han også lovet den britiske befolkning, at han vil lande en god aftale med EU. Den britiske økonomi er i forvejen stærkt medtaget efter de omfattende nedlukninger hele året, og såfremt man forlader EU uden en aftale, vil det medføre yderligere store omkostninger.

Det er derfor det mindste af to onder, Boris Johnson skal vælge mellem, og diplomater og iagttagere har endnu svært ved at vurdere, hvad den britiske premierminister hælder til.

At parterne har valgt at fortsætte forhandlingerne lidt endnu, tyder dog på en vis velvilje fra London, og det bør alt andet lige give anledning til forsigtig optimisme.

Til gengæld må britiske og europæiske virksomheder atter holde vejret og afvente et svar på, hvordan verden tager sig ud for dem om blot få uger.

De vil forventeligt blive klogere i løbet af de kommende dage.