Exit-måling: Boris Johnson står til dunder-sejr

Nu er resultatet af den store britiske exit-måling her, og den peger på et absolut flertal til Boris Johnson. Se tallene her.

Boris Johnson ville have et valg, som handlede om Brexit, og han fik et valg, som handlede om Brexit - og ifølge exit-målingen har det givet ham en stor sejr. Fold sammen
Læs mere
Foto: BEN STANSALL

De britiske valgsteder er nu lukkede, og ugers gætteri og hovedbrud er overstået. Den store exit-måling er landet.

Og den tegner billedet af en dundersejr til Boris Johnson.

Han ville have et valg, som handlede om Brexit, og han fik et valg, som handlede om Brexit - og ifølge exit-målingen har det for alvor givet pote.

Han og De konservative står til at få 368 mandater, en fremgang på 51 mandater, og et absolut flertal i Underhuset.

Labour står ifølge målingen til 191 mandater, og det er en tilbagegang på 70.

Lad os dvæle lidt ved de to partier, inden vi går til de mindre partier.

For hvis målingen holder, har Boris Johnson i mandater vundet den største sejr, siden Margaret Thatcher vandt 376 mandater i 1987. Og Jeremy Corbyn er omvendt den største taber siden 1935, hvor partiet - efter at være faldet fra hinanden - fik 154 mandater.

Som politisk redaktør på Sky News, Beth Rigby, tweeter:

»Corbyn er nødt til at gå af.«

Jeremy Corbyn (til venstre) versus Boris Johnson. Hvem bliver det? Spændingen er næsten udløst. Fold sammen
Læs mere
Foto: TOLGA AKMEN, DANIEL LEAL-OLIVAS.

Og nu til de mindre partier:

Liberaldemokraterne står til 13, en fremgang på 1; de skotske nationalister i SNP får 55, en fremgang på 20; de walisiske nationalister i Plaid Cymru står til tre, en tilbagegang på ét, og De Grønne får uændret ét mandat. Derudover er der 19 mandater til andre.

Exit-målingen opererer med en fejl-margin på 20 mandater, men selv hvis vi trækker 20 mandater fra Boris Johnsons sejr, taler vi stadig om en stor sejr.

Herunder: Her er resultatet af exitmålingen

Exit-målingen er foretaget af BBC, ITV og Sky News, og den er foretaget på 144 valgsteder rundt omkring i Storbritannien og baseret på vælgere, som netop har afgivet deres stemme. I 2017 talte målerne med 20.000 vælgere for exit-målingen.

Og i modsætning til så mange andre lande har den britiske exit-måling ramt mere rigtigt end forkert ved de seneste valg

I 2017 forudsagde den helt korrekt, at Theresa May og De Konservative ville miste deres flertal i Underhuset. I 2016 forudsagde den, at De Konservative ville blive det største parti, men den sagde ikke, at partiel ville få flertal. I 2010 pegede den også korrekt på et delt Underhus, hvor intet parti fik flertal.

Herunder: En grafik gennemgang af exit-målingernes troværdighed. Lang historie kort: Målingerne har siden 1992 været rigtigt gode til at fange tendensen, men lidt mindre gode til marginalerne:

Jeremy Corbyn (til venstre) versus Boris Johnson. Hvem bliver det? Spændingen er næsten udløst. Fold sammen
Læs mere
Foto: TOLGA AKMEN, DANIEL LEAL-OLIVAS.

Men der er selvfølgelig en grund til, at alle ikke bare går i seng nu og siger, at »så har vi resultatet, og valget er overstået.« Exit-målingen er en exit-måling, det er ikke rigtige mennesketal, og de begynder snart at komme ind.

Sunderland og Newcastle kæmper altid om at komme først med de første lokale optællinger - i 2017 vandt Newcastle Central - og tallene her vil give os et fingerpeg om målingens validitet.

Begge steder er traditionelle Labour-bastioner, men også med uforholdsmæssigt mange pro-Brexit-vælgere, og hvis de viser et stort ryk fra Labour til De Konservative - fra Corbyn til Boris Johnson - så ligner det en konservativ dundersejr.