Der går næppe et år uden kontroverser i Det Europæiske Melodi Grand Prix, og i år begynder de tidligt.

Når showet skydes i gang 18.-22. maj i Rotterdam, bliver det sandsynligvis uden Hviderusland som deltager.

Organisatorerne fra European Broadcasting Union (EBU) har netop afvist den hviderussiske sang, der på dansk hedder »Jeg skal lære dig«, på grund af tekstens politiske undertoner.

»Sangen sætter spørgsmålstegn ved konkurrencens ikkepolitiske natur,« skriver EBU i en pressemeddelelse efter »nøje at have gennemgået« sangen.

Tekstens slet skjulte politiske budskaber gør nar ad de flere hundredtusinder af hviderussere, der det seneste halve år har protesteret mod valgfusk og den siddende præsident, Aleksandr Lukasjenko:

»Jeg skal lære dig at danse efter piben/Jeg skal lære dig at bide på krogen/Jeg skal lære dig at rette ind,« lyder det blandt andet i omkvædet.

Sangen er da heller ikke blevet indstillet efter en tv-konkurrence, som vi kender det fra Danmark. I stedet er den blevet udpeget af hviderussisk stats-tv, Belteleradio, efter en lukket konkurrence, hvor ingen af de øvrige sange er blevet offentliggjort.

Samtidig er sidste års vindere blevet udelukket fra at stille op, efter at de udtalte sig kritisk om Lukasjenkos regime.

Kan stadig nå det

EBU har den seneste måned været under hårdt pres for at udelukke Hviderusland fra årets konkurrence.

Danmark, EU og andre vestlige lande anerkender ikke Lukasjenko som Hvideruslands legitime præsident efter sommerens svindelfyldte valg. Og ifølge kritikere ville det netop bidrage til regimets legitimitet, hvis Hviderusland fik lov at deltage i Eurovision.

På konkurrencens officielle YouTube-kanal nåede »Jeg skal lære dig« at få flere end 40.000 tommelfingre nedad, inden den blev fjernet.

Gruppen bag sangen hedder Galasy SMesta, et hviderussisk ordspil, der kan oversættes til Fornuftens Stemme.

De betegner selv deres tekster som satire og har i tidligere sange hånet de ledere af oppositionen, der er flygtet til udlandet. De oppositionsledere, der er blevet tilbage i Hviderusland, sidder endnu fængslet efter sommerens valg.

Hvis Galasy SMesta ændrer i teksten, eller Hviderusland indstiller en ny sang uden politisk indhold, kan landet dog fortsat nå at deltage i Rotterdam, skriver EBU.