»Der findes to personlige pronominer – il og elle (han og hun) – det er rigeligt. Sproget er så smukt,« sagde Brigitte Macron og lod tilføjelsen »som det er« hænge i luften.
Den franske præsidentfrue blander sig stort set aldrig i den offentlige debat. Men blåstemplingen af et lille ord på tre bogstaver har fået den tidligere lærer til at se rødt, og det ville være synd at sige, at hun er alene.
»Kvindesagen er vigtig, men vi må ikke smadre det franske sprog,« lyder det eksempelvis fra undervisningsminister Jean-Michel Blanquer, der ledsagede Brigitte Macron under et skolebesøg i torsdags, hvor de begge angreb på det nye ord.
François Jolivet, der er medlem af Nationalforsamlingen for præsidentens parti Le République en Marche, har »sladret« til det franske akademi og bedt landets øverste sprogmyndighed om at skride ind.
På højrefløjen vil flere ledende politikere ligefrem lovgive for at forbyde såkaldt inklusiv sprogbrug.
»Franskmændene må ikke give efter for wokismen,« tordnede Eric Ciotti, der er kandidat ved det konservative parti Les Républicains snarlige primærvalg, forleden.
Men hvad er det, der har fået alle disse vogtere af det franske sprog på barrikaderne.
Knæfald eller rettidig omhu?
For nogle uger siden dukkede et nyt stedord op i onlineversionen af den populære ordbog »Le Robert« med følgende forklaring:
»iel, iels – Personligt pronomen i tredje person ental og flertal. Bruges til at betegne en person uanset køn. Formerne ielle, ielles eksisterer også.«
Ordbogen, der regnes som den mest autoritative over det franske sprog, udgives af et privat forlag.
Men det har, som det fremgår, ikke dæmpet raseriet over, at en fransk kulturinstitution tilsyneladende gør knæfald for angelsaksisk inspireret politisk korrekthed.
Ifølge chefen for Dictionnaires Le Robert, Charles Bimbenet, har forlaget blot gjort sit arbejde.
»Vores mission er at holde øje med det franske sprogs udvikling og registrere den,« skriver forlagschefen i et kommuniké og fortsætter:
»Udbredelsen af iel er endnu ikke særlig stor, men den er hurtigt voksende. Og vi har fundet det nyttigt at præcisere brugen af ordet for dem, der støder på det. Så de enten kan anvende det eller tage afstand fra det.«
»Sådan har det været siden romerne«
Men den forklaring holder ikke en meter, mener flere sprogforskere, som avisen Le Figaro har talt med.
»At et ord er nyt, er ikke nok (til at blive optaget i en ordbog. red.). Man skal høre det, læse det, og ikke kun i snævre kredse. Det skal være veldannet og pålideligt,« opremser lingvisten Bernard Cerquiglini og tilføjer:
»Det er på ingen måde tilfældet med iel. Der er tale om politisering.«
Andre kilder minder om, at »Le Robert« i forvejen har taget parti for inklusiv sprogbrug. Eksempelvis omtaler man ikke længere en person med ordet homme (mand) men bruger i stedet humain (menneske).
Men når fransk (og andre latinske sprog) nu en gang mangler de brugbare kønsneutraler pronominer, der eksisterer på engelsk (they) eller dansk (de), er det så ikke o.k. at opfinde et?
»Den rolle spiller det maskuline pronomen. Sådan har det været lige siden vulgærlatinen,« fastslår Bernard Cerquiglini med henvisning til romertiden, mens kollegaen Jean Pruvost tilføjer:
»Det franske sprog har rigeligt med nuancer. Simone de Beauvoir (berømt forfatter og feminist. red.) behøvede ikke at ødelægge grammatikken for at give udtryk for sine ideer.«
Hvad med »wokisme«?
Julie Neveux, der ligeledes er lingvist, er helt enig i, at debatten om det nye stedord er politiseret. Men det er politikerne, der anført af undervisningsministeren og Frankrigs førstedame selv står bag.
»Hvorfor hidser de sig op? Er det for at udnytte de negative og voldsomme følelser, som en debat om vores sprog sætter i gang,« spørger hun retorisk i en kronik offentliggjort i avisen Libération.
Ret beset har »Le Robert« blot registret en løsning på problemet med at omtale de 22 procent af franske unge mellem 18 og 30 år, der ifølge meningsmålinger ikke ser sig selv som hverken mænd eller kvinder.
Resten af befolkningen kan være bedøvende ligeglade, for der går ikke noget af deres franskhed af den grund, mener hun.
»Hvorfor slår man et ord op? Er det for at læse en definition, man godt kan lide? Eller for at forstå et ord, man har hørt omtalt, men ikke kender,« spørger Julie Neveux og tilføjer drilsk om den sproglige bastard af en betegnelse, som de seneste måneder har bredt sig i Frankrigs politiske debat.
»Hvor er ordet wokisme i øvrigt henne i »Le Robert«. Hurtigt, vi må have lavet et opslag!«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
