Endnu en vaccine får grønt lys i EU. Velkendte problemer følger med den

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har givet grønt lys til at tage nok en vaccine mod covid-19 i brug i EUs medlemslande. Torsdag har agenturet således nikket til Johnson & Johnsons kandidat, der udmærker sig ved høj effektivitet, kun at kræve ét stik og ved at kunne opbevares ved køleskabstemperatur i månedsvis. De gode nyheder overskygges dog af én dårlig.

Ét stik kræver vaccinen fra Johnson & Johnson, og den er tilmed effektiv. Desværre er der ikke særlig meget af den. Kamil Krzaczynski/AFP/Ritzau Scanpix

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har torsdag godkendt endnu en vaccine til at bekæmpe covid-19.

Johnson & Johnsons vaccine har således, ligesom de øvrige vacciner, fået en såkaldt betinget tilladelse, oplyser EMA på sin hjemmeside torsdag.

Som de første er det lykkedes for Johnson & Johnson, en amerikansk medicinalkæmpe, at udvikle en vaccine mod covid-19, som kun kræver ét stik.

Derudover udmærker vaccinen sig ved at kunne opbevares ved køleskabstemperatur i op til tre måneder, ligesom den har vist en effektivitet på 66 procent.

De 66 procent kan lyde lavt sammenlignet med Pfizer/BioNTechs og Modernas udgaver, men i og med at vaccinen kun kræver ét stik, vil den have en effekt markant hurtigere og tillade sundhedsmyndighederne at speede deres vaccinationsplaner betragteligt op.

Til gengæld er det uklart, hvor meget og hvor hurtigt Johnson & Johnson kan levere af sine vacciner til EU.

I alt har EU bestilt 200 millioner doser – med forkøbsret til yderligere 200 millioner doser, men Johnson & Johnson har kontraktligt forpligtet sig til at begynde levering fra andet kvartal. Derfor er forventningen ikke, at der vil ankomme vacciner før tidligst i april. Derudover har der længe verseret rygter om, at Johnson & Johnson kommer til at levere mindre, end man havde håbet på i Bruxelles.

EU-mediet Politico skriver torsdag, at flere diplomater frygter, at Johnson & Johnson først vil påbegynde sin levering fra slutningen af april, og at de indledende leverancer vil være mindre end forventet.

Det er uvist, hvad Johnson & Johnson har forpligtet sig til at levere i andet kvartal til EU, og diplomater i Bruxelles har endnu ikke modtaget en leveringsplan fra medicinalfirmaet. Det er forventningen, at det vil ske de kommende dage.

Johnson & Johnson har indtil nu fastholdt, at man forventer at kunne imødekomme sin forpligtelse til at levere 200 millioner doser til EU i indeværende år.

Derudover har flere røster i EU, herunder statsminister Mette Frederiksen (S), udtrykt bekymring over det faktum, at vaccinen godt nok produceres på en fabrik i Belgien, men at den afslutningsvis skal flyttes tilbage til USA, hvor den skal hældes på hætteglas for så at blive transporteret tilbage til europæisk jord. Frygten er, at amerikanerne kan finde på at tilbageholde vaccinen.

»Hvis det kan sætte EUs adgang til vacciner over styr, bør vi overveje at adressere udfordringen allerede nu med det mål at finde en løsning med producenten for at beskytte den europæiske beholdning,« skrev Mette Frederiksen og tre andre regeringschefer i et brev til kommissionsformand Ursula von der Leyen i begyndelsen af februar.

Trods drøftelser siden er det ikke lykkes at ændre på den arbejdsgang, men de amerikanske myndigheder har til gengæld forsikret om, at de ikke vil tilbageholde vaccinen.

Vaccinen fra Johnson & Johnson betegnes som en »ikkereplicerende viral vektorvaccine«. Den fungerer ved, at den træner kroppens immunforsvar til at angribe et særligt protein i coronavirussen.

Vaccinen fra Johnson & Johnson er den vaccine, de danske sundhedsmyndigheder har bestilt mest af. 8,2 millioner doser har Danmark således bestilt – altså mere end rigeligt til at vaccinere hele befolkningen.