Går ferien til Sverige, kan det være en god idé selv at medbringe en flaske rødvin, hvis man ønsker et glas til maden.

Kun en uge inden midsommer og sommerferiens begyndelse melder Systembolaget, der har monopol på detailsalget af alkohol i Sverige, om tomme hylder.

»Vi har i øjeblikket problemer med forsinkede og udeblevne leveringer til vores butikker. Dette påvirker tilgængeligheden af ​​visse varer,« skriver kæden i en pressemeddelelse.

Det er hovedsageligt vin, der mangler på hylderne.

»En række af vores leverandører har leveringsproblemer,« forklarer Sara Norell Murberger, der er ansvarlig for kædens produktforsyning, til Ekot.

Forklaringen skal findes hos distributøren, der har problemer med at skaffe chauffører og lastbiler til at levere varerne, lyder det.

Det er fortsat uvist, hvornår leverancerne igen vil komme op at køre, så hylderne ikke skal stå tomme hen.

»Lige nu arbejder vi på højtryk sammen med leverandørerne og deres distributør, så vores kunder bliver ramt mindst muligt. Vi hjælper også kunder med forslag til alternativer, hvis vi skulle løbe tør for det efterspurgte produkt.«

Sidste sommer oplevede Systembolaget ifølge Aftonbladet også problemer med at få varerne ud i butikkerne.

Dengang var det også manglen på chauffører og lastbiler, der var skyld i de udeblevne varer.