En betændt konflikt er afgjort – bliver der nu endelig madro i Spanien?

Striden om ingredienserne i den spanske nationalret, tortilla de patatas, har stået på i generationer. Nu skærer en stor meningsmåling igennem, men vil taberne acceptere resultatet?

Tortillakonkurrence i Baskerlandet. En meningsmåling har nu én gang for alle afgjort Spaniens vigtigste gastronomiske hundeslagsmål, og nu drager eksperter politiske konsekvenser. Mest for sjov, men er der noget om snakken? Rafa Rivas/AFP/Ritzau Scanpix

Har du rejst i Spanien, har du formentlig prøvet det: Du har bestilt en iskold øl ledsaget af tapassen over dem alle. Og med den første bid, breder der sig – hvis den er lavet ordentligt – en vidunderlig fornemmelse i munden.

Æggemassen, der under stegeskorpen har den helt rigtige konsistens, smyger sig om blødt friterede kartofler, mens de pocherede løg bidrager med et uundværligt strejf af sødme.

Eller, hov, stop, gør de nu også det? Hører verdens næstmest populære grøntsag efter tomaten overhovedet hjemme i en tortilla de patatas?

Spanierne har skændtes intenst om spørgsmålet gennem generationer.

Derfor var det også med en vis bekymring, at El Mundos magasinredaktør, Gonzalo Suárez, forleden præsenterede resultatet af en meningsmåling, avisen har fået foretaget.

»Jeg vil kun bede om, at I fejrer sejren med fairplay og accepterer nederlaget med stoicisme,« skrev Suárez på Twitter.

For ydmygelsen af los sincebollistas (uden løg-isterne) er monumental. Ikke færre end 72,7 procent af spanierne foretrækker deres tortilla med »det hele«.

Det gælder kvinder som mænd og i alle aldersgrupper. Kun blandt unge under 26 år sniger andelen af løgmodstandere sig op på 29,5 procent.

Løg som basis for bred koalition

Skuffelsen var da også til at tage og føle på hos det tabende hold.

Den klassiske indvending om, at tortilla de patatas netop hedder tortilla de patatas, fordi fyldet er kartofler og ikke alt muligt andet, gik igen i mange bitre kommentarer til Suárez' tweet.

El Mundo Today – Spaniens svar på Rokokoposten – bragte den hjerteskærende historie om en familie i Madrid-forstaden Leganés, der måtte gå sultne i seng, fordi de kun havde æg og kartofler, men ikke løg i køleskabet.

Og en deltager i debatten mindede om, hvor vigtigt det nu er, at flertallet sætter sig ind i løgmodstandernes bevæggrunde, så de ikke danner en protestbevægelse som dem, der førte til Brexit og valget af Donald Trump.

El Mundos politiske kommentator, Emilia Landaluce, mener imidlertid at kunne læse en anden tendens ud af undersøgelsen, der også har spurgt om deltagernes politiske tilhørsforhold.

Tallene viser, at andelen af concebollistas (med løg-ister) er størst blandt de traditionelle partier, socialdemokratiske PSOE og konservative PP, mens der er blandt yderfløjenes vælgere er lidt flere løgmodstandere.

»Det tyder på, at der er grundlag for en stor koalition hen over midten. Med et påbud om løg i tortillaen som det første punkt i regeringsgrundlaget,« skriver Landaluce.

Flydende fællesskab eller fasthed?

Kommentatoren glemmer imidlertid at tage højde for en anden og mindst lige så vigtig front i striden, nemlig æggemassens tilberedningsgrad. Skal tortillaen være gennemstegt, medium eller »rød«?

I det spørgsmål er der en langt mere signifikant sammenhæng mellem gastronomisk præference og politisk tilhørsforhold, viser en anden undersøgelse, der blev foretaget for et par år siden.

Venstrepartiet Unidas Podemos' vælgere befinder sig langt ude ad aksen for tortilla, der indvendig er halvrå grænsende til det flydende, mens PSOE indtager midten.

Regeringssamarbejdet mellem socialdemokraten Pedro Sánchez og den nye leder af venstrepartiet Unidas Podemos, Yolanda Díaz (yderst til højre), er indimellem stormfuldt. Men deres vælgere er enige om én ting: De bryder sig ikke om tør tortilla. Javier Lizon/EPA/Ritzau Scapix

Hos højrenationale Vox foretrækker man maksimal hårdkogthed, og selvom partiet også i denne undersøgelse er uenig med PP i spørgsmålet om løg, er der på højrefløjen relativ enighed om konsistensen.

Er det venstrefløjens vision om flydende fællesskab, som står over for højrefløjens krav om fasthed? Har Vox-vælgere større respekt for salmonella end dem, som stemmer Unidas Podemos?

Eller er det hele blot en gedigen omgang pjank og pjat?

Afsløringerne fortsætter

Som udenforstående kan man undre sig.

Hvorfor vælger aviser at bruge penge på at lade et meningsmålingsinstitut spørge folk om løg i en tortilla? Og har spanierne ikke vigtigere emner at bekymre sig over og skændes om?

Det er ikke let at lave tortilla. Blandt kan det være svært at vende den, uden at den går i stykker. Her går det dog meget godt for Formel 1-køreren Lewis Hamilton under en event i forbindelse med det spanske Grand Prix. Josep Lago/AFP/Ritzau Scanpix

Svaret må være, man kun har den sjov, man selv laver. Ikke mindst i en lang og steghed sommer, hvor en overraskende voldsom femte bølge af coronapandemien skyller hen over landet.

El Mundo har da også allerede bebudet, at avisen i løbet af de kommende uger vil fortsætte med at afsløre spaniernes præferencer i række andre betændte spørgsmål:

Er det fedest at danse til Julio Iglesias eller Raphael – en anden af de seneste årtiers spanske smørtenorer?

Overgår den kolde grøntsagssuppe gazpacho sin mere tomatpumpede fætter salmorejo i popularitet?

Skal airconditionanlægget køre om natten eller ej, og foretrækker spanierne Touren eller en god, gammeldags siesta i de varmeste eftermiddagstimer?

Det skal nok blive en god sommer.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa