Den sorte elscooter lå skrammet tilbage på vejen, da Sverige i juni blev ramt af drabet på en politimand.
Endnu mens politi fra hele Göteborg strømmede til gerningsstedet, hvor en ukendt gerningsmand havde skudt og dræbt den 33-årige politimand Andreas Danman, stod det klart, at den svenske bandekrig havde nået en foreløbig kulmination.
Der gik blot dage, så anholdt politiet en blot 17-årig mistænkt. Han blev siden tiltalt for drabet, og fredag faldt dommen over den unge mand, som er af somalisk oprindelse:
Den 17-årige blev idømt otte års fængsel af tingsrätten i Göteborg.
Ventet med opmærksomhed
Dommen var ventet med stor opmærksomhed i Sverige. Landet står midt i en omfattende bandekrig, hvor antallet af skydninger er tæt på ét om dagen, og hvor foreløbig 45 mennesker er blevet skuddræbt alene i år.
Sverige har oplevet flere år, hvor især forstæderne omkring Stockholm og Göteborg er blevet stadig mere præget af bander og kriminelle familieklaner, som blandt andet kæmper om magten over bydelene og over salget af narko i områderne. Det har ført til utallige skydninger, vold og sprængninger og svensk politi har svært ved at kontrollere flere af områderne.

Politiet har slået fast, at man ser stadig flere helt unge gerningsmænd – eller drenge. Ofte bruger banderne børn på 13-15 år til at begå tung kriminalitet, og politiet i Göteborg mener, at den 17-årige gerningsmand til politidrabet havde fået en bestillingsopgave, hvor han skulle dræbe et eller flere medlemmer af en lokal rivaliserende bande. Man mener således, at den 33-årige politimand blev ramt ved et tilfælde, mens han patruljerede på en elscooter i området i forstaden Biskopsgården.
En af fordelene ved brugen af unge håndlangere er, at svensk lovgivning slet ikke er indrettet efter, at unge mennesker begår den type hård kriminalitet. Det betyder, at unge under 18 år ofte placeres på mere eller mindre åbne ungdomshjem, selv når de har begået mord eller hård vold.
Med dommen på otte år så retten forbi den normale tilgang til straflængde. Alligevel er meldingen fra Sverige, at den 17-årige politimorder løslades fra fængslet efter fem år og fire måneder.
Dommen er anket af anklagemyndigheden, der ønsker en straf på ti års fængsel.