Drop den, siger norske sundhedsmyndigheder om AstraZeneca-vaccine. Vi venter, siger sundhedsminister

De norske sundhedsmyndigheder anbefaler ligesom de danske at tage AstraZeneca-vaccinen ud af det norske vaccineprogram. Den norske regering vil dog undersøge konsekvensen af den beslutning nærmere, før man dropper den endegyldigt, melder den norske sundhedsminister, Bent Høie, torsdag eftermiddag.

Den norske sundhedsminister, Bent Høie (Høyre), har torsdag meddelt, at Norge venter med at træffe endelig beslutning om AstraZeneca-vaccinen. Cornelius Poppe/AFP/Ritzau Scanpix

Et interessant drama i Norge udspiller sig i disse timer, hvor de norske sundhedsmyndigheder og den norske regering ikke er enige om, hvad man skal stille op med AstraZeneca-vaccinen.

På et pressemøde torsdag eftermiddag meddelte den norske sundhedsminister, Bent Høie (Høyre), at det norske Folkehelseinstituttet (FHI) opfordrer til, at man dropper vaccinen, der har vist sig i sjældne tilfælde at medføre blodpropper.

Men det er en beslutning med større konsekvenser end som så, sagde Bent Høie på pressemødet og bebudede, at man i første omgang vil undersøge det nærmere.

»Regeringen mener ikke, vi har et godt nok grundlag for at træffe en endelig konklusion,« sagde den norske sundhedsminister.

»Vi må vurdere konsekvenserne for hele befolkningens sundhed, hvis vi skal leve med tiltag længere end andre lande i Europa,« fastslog han.

Derfor har man i første omgang valgt at udskyde en endelig beslutning til 10. maj, hvor en ekspertgruppe skal komme med en vurdering. Indtil da vil man forlænge den pause af vaccinen, der har været gældende siden 11. marts.

Modsat Danmark

Norske FHI er dermed på linje med Sundhedsstyrelsen i Danmark, hvor styrelsens direktør, Søren Brostrøm, onsdag meddelte, at Danmark trækker AstraZeneca-vaccinen helt ud af programmet. De norske og danske sundhedsmyndigheder har arbejdet tæt sammen og udvekslet data og viden om bivirkningerne ved vaccinen, men de norske myndigheder havde op til torsdagens pressemøde understreget, at man traf en afgørelse uafhængig af den danske.

Også i Norge har sundhedsmyndighederne – ligesom i Danmark – lagt vægt på, at smitten i øjeblikket er lav i samfundet, og at risikoen for at blive alvorligt syg af vaccinen er større end risikoen for at blive alvorligt syg af covid-19.

»Eftersom der er få, som dør af covid-19 i Norge, vil risikoen for at dø ved at lade sig vaccinere med AstraZeneca-vaccinen være større end risikoen for at dø af sygdommen, særlig for yngre personer,« lyder det i en pressemeddelelse fra FHI.

Men mens den danske regering har valgt at lade Sundhedsstyrelsen træffe beslutningen i samråd med Lægemiddelstyrelsen, fastslog Bent Høie på pressemødet torsdag, at det i sidste ende er en politisk beslutning, om man skal fortsætte med vaccinen.

»Vi nedsætter det her udvalg, fordi vi vil vide mere om konsekvenserne for befolkningen og samfundet, før vi tager en beslutning,« sagde Bent Høie.

Den norske sundhedsminister fastslår samtidig, at beslutningen om AstraZeneca-vaccinen kan få stor indflydelse på en anden vaccine, nemlig den fra Johnson & Johnson, hvor vaccinen ligeledes i sjældne tilfælde har givet blodpropper hos modtagere.

Såfremt begge vacciner tages ud af det norske vaccineprogram, vil det få store konsekvenser, sagde Bent Høie på pressemødet.

Lidt flere end en million nordmænd har fået første stik vaccine, mens det er knap 300.000, der har fået to stik og dermed er færdigvaccinerede, svarende til 5,6 procent af befolkningen.

Modsat Danmark har nordmændene været igennem en hård tredje bølge, som først i løbet af de seneste få uger har stabiliseret sig.

Opdateres ...