DF er klar til at bryde konvention for at tage statsborgerskab fra danske IS-støtter

Jihadister, der har deltaget i krigen på Islamisk Stats side, er landsforrædere, der skal fratages deres danske statsborgerskab. Også selv om det går mod konventioner, som Danmark har skrevet under på, mener Dansk Folkeparti.

Kalifatet er faldet og hundredevis af Islamisk Stat-støtter, der aktivt har deltaget i krig i Syrien og Irak strømmer nu tilbage til Europa, hvor de har statsborgerskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: Delil Souleiman/Ritzau Scanpix

Dansk Folkeparti er netop nu på vej med et forslag, der skal gøre det muligt at gøre jihadister fra Islamisk Stat eller andre terrororganisationer statsløse, hvis det kan holde dem væk fra Danmark.

Udmeldingen kommer i kølvandet på en britisk sag om 19-årige Shamima Begum, der tog til Syrien for at støtte terrorbevægelsen Islamisk Stat i 2015, og nu får frakendt sit statsborgerskab i Storbritannien. Hendes forældre er fra Bangladesh. Derfor mener det britiske udenrigsministerium, at hun kan få statsborgerskab der.

I 1977 underskrev Danmark en konvention, der forpligter os til begrænsning af statsløshed. Berlingske har spurgt Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, hvordan det praktisk skal foregå, hvis Danmark skal kunne fratage jihadister deres danske statsborgerskab.

Hvad går jeres forslag ud på?

»Vi lægger op til, at man skal kunne få frataget sit danske statsborgerskab, også selv om man kun har det ene. Vi vil gøre det lettere at fratage statsborgerskabet, hvis det konstateres, at man har været aktiv for Islamisk Stat. Og samtidig sørge for, at der gælder en undtagelse fra statsløshedkonventionen, når man har begået landsforræderi af denne grad.«

Men hvis de kun har et dansk statsborgerskab, hvor skal man så sende dem hen?

»Det bedste ville jo være, hvis man kan tage det fra dem, mens de var ude i den store verden. Så hvis de forsøger at komme ind i Danmark, så kan vi afvise dem ved grænsen. Og så må de blive i eksempelvis Tyskland. Hvis det drejer sig om nogen i Danmark, så vil de få fængselsstraf i Danmark, og så vil de på et tidspunkt komme på et udrejsecenter i Danmark til den dag, hvor de enten rejser frivilligt, eller vi finder et sted at sende dem hen.«

Og for at kunne gennemføre et forslag som dette, skal I ind og pille på de her konventioner, som I engang har skrevet under på. Hvor realistisk er det?

»En mulighed er at man siger, vi opsiger statsløsekonventionen – og andre konventioner, der står i vejen. En anden mulighed er, at man kan tage forbehold for dele af konventionerne. Og så er der jo også den mulighed, at vi vedtager en ny lovgivning, hvor vi gør det klart, at vi lægger os ud med konventionerne med åbne øjne. Hvis der så kommer en konflikt mellem konventionerne og den danske lov, er det den danske lov der gælder – ikke konventionen.«

Hvis den sidste mulighed bliver at ignorere den konvention, som Danmark har skrevet under på, er Dansk Folkeparti så klar til at gå den vej?

»I yderste konsekvens så ja.«

Har Danmark ikke et ansvar over for andre lande for at tage os af de kriminelle statsborgere, som er danske og kun danske?

»Nej. De har jo aktivt valgt Danmark fra. Også når de fortryder, og gerne vil tilbage igen. Når de har taget den side, så er de ikke længere vores. De er ikke danskere, og det har de selv skåret ud i pap, ved at vende det ryggen, som Danmark står for.«

Men Islamisk Stat lægger sig jo heller ikke op ad eksempelvis tysk kultur, hvis det er der, de strander? Har vi ikke et ansvar for at tage os af de problembørn, der oprindelig er vores statsborgere?

»Jeg kan godt følge dig et stykke ad vejen, men de er ikke vores. Vi har først og fremmest ansvar over for Danmark og det danske folk.«