Han var 86 år gammel, men frisk, rørig og ved godt helbred, alderen taget i betragtning. Lige indtil han i sidste uge blev indlagt på hospitalet i Ponte San Pietro nær den norditalienske by Bergamo, hvor han blev testet positiv for coronavirus.
Dagen efter var den 86-årige mand død, og siden har to tanker plaget hans søn.
For det første: Kunne faderen have reddet livet, hvis han ikke var blevet sorteret fra til at komme i respirator?
Ifølge sønnen blev det prioriteret ikke at lægge faren i respirator på grund af hans høje alder. Læger på de overbelastede italienske hospitaler erkender, at de nu er tvunget til at vælge mellem patienterne, samt at alderen er blandt kriterierne.
Men den anden tanke er næsten værre: At hverken sønnen eller resten af familien kunne være tilstede på dødslejet på grund af smittefaren, der har gjort hospitalernes intensivafdelinger til hermetisk lukkede områder.
»Min far endte sit liv med at blive kvalt, langsomt og alene. Dette er Bergamo, ikke Rwanda,« siger sønnen, der ønsker at være anonym, grædende over telefonen til Corriere della Sera.
Krematorium i døgndrift
Området omkring Bergamo nordøst for Milano er et af de værst ramte i den generelt hårdt prøvede region Lombardiet. Fredag morgen tegnede provinsen, der har godt en million indbyggere, sig for ca. en tredjedel af regionens i alt næsten 7.000 smittede.
Sygdommen har foreløbig kostet 203 menneskeliv, heraf 61 i løbet af torsdag, og krematoriet i Bergamo har nu i en uge arbejdet i døgndrift. Kirken ved den kommunale kirkegård fungerer reelt som lighus, fordi omkring 40 kister til stadighed står i kø for at blive brændt.
Det store antal dødsofre blandt især ældre mennesker her og andre steder i landet er i sig selv tragisk og uhyggeligt.
Men for de efterladte bliver tabet endnu mere ubærligt, fordi smittefaren forhindrer dem i at være tæt på deres kære, såvel før som efter døden er indtruffet, som det ellers er tradition i Italien.
Også begravelserne foregår i al hast med et minimum af deltagere, og det er ikke muligt at våge over døde, endnu mindre naturligvis at kysse og omfavne dem.
Og som om det ikke alt sammen var nok, tør mange italienske præster ikke længere velsigne de døende eller døde og give dem »den sidste olie«, fortæller en bedemand i Milano til B.T.
Fik aldrig sagt »jeg elsker dig«
»Det knuser mit hjerte at tænke på, at han døde helt alene. Det gør ondt at tænke på, at jeg ikke engang kunne være der og holde om ham,« fortæller Enrico Palestra, der i sidste uge mistede sin 80-årige far, Giovanni, og tilføjer:
»Han sagde for nylig til mig, at han havde været heldig i livet, fordi han altid havde kunnet gøre, hvad han havde lyst til. Tja ... det er sådan, jeg forsøger at huske ham.«
For Orietta S. handler det nærmere om at glemme de sidste ord, hun fik sagt til sin far, da han blev indlagt.
»Lad nu være med at være bange, far, jeg ved, at du er en kylling,« bemærkede hun kækt for at bløde op på den trykkede stemning uden at vide, at hun aldrig ville komme til at se eller tale med ham igen.
»Jeg fik aldrig sagt »jeg elsker dig« til ham. Jeg så ham forsvinde ud af huset på en båre for at dukke op igen i en lukket kiste på kirkegården. Han fik ingen ordentlig begravelse. To hurtige ord fra præsten og så direkte ned i jorden,« siger Orietta S. bittert til La Stampa.
Det sidste opkald
Men selvom mange ældre italienere i disse dage – som Corriere della Sera-journalisten Giusi Fasano på én gang smukt og grusomt formulerer det – dør »uden hverken ilt at ånde eller en kærlig hånd at holde fast i«, forsøger både familie og hospitalspersonale at bryde den totale isolation.
Sygeplejerskerne læser, når de har tid, op fra breve eller viser patienterne tegninger fra børnebørnene. Er de ikke ved bevidsthed, bliver beskederne hængt op på steder, hvor de er synlige, hvis den syge igen vågner op.
Og så er der de ældre, der nægter at dø, før de – om man så kan sige – har fået det sidste ord. Som Alberto Fiorani.
Den 81-årige mand fra Guardamiglio sydøst for Milano blev indlagt i begyndelsen af måneden. Kort før han døde 7. marts, brugte han sine sidste kræfter på at ringe til familien.
»Han var i respirator, og det var svært at forstå alt, hvad han forsøgte at sige,« forklarer Alberto Fioranis svigersøn, Giacomo Follino, og tilføjer:
»Men det lykkedes ham med sit opkald at få taget afsked med os alle sammen.«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
