Det britiske kongehus sætter klima på dagsordenen

Noget er begyndt at rumle i det britiske kongehus. Forleden udtalte prins William, at man bør redde kloden, før man udforsker rummet. Torsdag blev dronning Elizabeth overhørt i en irriteret kommentar om manglende handling på klimaområdet. I Danmark tyder det dog ikke på, at monarkiet har helt så travlt med at redde verden.

Den britiske dronning udtrykte torsdag sin frustration over den manglende politiske handling på klimaområdet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andrew Milligan/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den britiske dronning Elizabeth vakte torsdag opsigt, da hun blev overhørt udtrykke sin irritation over manglende handling på klimaområdet.

Samtalen foregik mellem dronningen, hertuginden af Cornwall og politikeren Elin Jones og blev optaget og senere delt på sociale medier.

»Utroligt, er det ikke? Jeg har hørt alt muligt om Cop (COP26, red.) (…) Jeg ved stadigvæk ikke, hvem der kommer. Ingen idé,« siger dronningen i klippet:

»Vi kender kun til dem, som ikke kommer. Det er virkelig irriterende, når de snakker, men ikke gør noget.«

Se videoen her:

Prinsen på den grønne hest

Dronning Elizabeth er ikke den første royale i det britiske kongehus, som udtrykker sin følelser i forhold til de stigende temperaturer.

Torsdag udkom et interview med tronarvingen, prins William, i BBC, hvor prinsen diskuterede klimaforandringer i forbindelse med uddelingen af den første Earthshot Prize, som uddeles til den eller dem, som har gjort noget ekstraordinært for klimaet.

Interviewet blev undervejs drejet over på rumturisme, og det moderne kommercielle rumkapløb. Det havde William en markant holdning til:

»Vi har brug for, at nogle af verdens bedste hjerner og sind fokuserer på, at forsøge at redde denne planet, ikke på at forsøge at finde det næste sted, vi kan rejse hen og bo,« forklarede prinsen.

Derudover advarede prinsen om, at der i øjeblikket hersker en tendens til klimaangst blandt unge, hvis »fremtid helt basalt er truet hele tiden.«

Parret Meghan Markle og prins Harry deltog i slutningen af september i Global Citizen Live-koncerten, som blandt andet havde klimaforandringer på dagsordenen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Caitlin Ochs/Reuters/Ritzau Scanpix.

En opsang til den glemte søn

Det britiske kongehus oplyste for nylig, at familien vil deltage i FNs klimakonference  COP26, der finder sted i Glasgow i år.

Udtalelsen lød ifølge The Sun:

»Dronningen, prinsen af Wales, hertuginden af Cornwall og hertugen af Cambridge vil deltage i COP26 i Glasgow.«

Meddelelsen forklarede ikke noget om, hvorvidt Meghan Markle og Williams bror, prins Harry, vil deltage til klimakonferencen.

I maj udtalte prins Harry til Oprah Winfrey, at han mener, at »klimaforandringer og psykisk sundhed er nogle af de mest presserende emner, vi står overfor.«

Få uger før kongehusets udtalelse deltog parret i Global Citizen Live-koncerten, som sidenhen er blevet kaldt »Wokestock«. Koncerten er en form for aktivistisk begivenhed for kendte, som øverst på dagsordenen har blandt andet klimaet.

Meghan Markle og prins Harry kunne dog ikke forlade koncerten med poleret glorie, idet deres transportmiddel hjem til milliardboligen skete med privatfly.

Statistikbanken Statista vurderer, at den britiske kongefamilie udleder 8.282 ton CO2 årligt. For at perspektivere dette tal, udleder en gennemsnitlig middelklassefamilie med fire personer omkring 45,8 ton.

Dronningen og kronprins Frederik har tilsyneladende delte meninger, når det kommer til klimadebatten. Her ses de sammen under genforeningsdagen i juni. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Ingen panik

Imens det britiske kongehus trækker en linje i sandet, når det kommer til klimapolitik, ser billedet noget anderledes ud i Danmark.

Dronning Margrethe udtalte sig i april 2020 til Politiken om klimaforandringer:

»Det er ganske givet meget væsentligt og vigtigt at være opmærksom på. Men altså … at panikke er en meget dårlig måde at tage fat på problemer på. Det går ikke. Det skal man ikke,« forklarede dronningen.

Hun uddybede herefter, at hun ikke var overbevist om, hvorvidt klimaforandringerne var menneskeskabte:

»Jamen, at mennesker spiller en rolle i klimaforandringer, det er der nok ingen tvivl om. Men om de er skabte – direkte – det er jeg ikke ganske overbevist om.«

Men dronning Margrethe skulle stå ganske alene med den holdning, for året efter, ved konferencen »The 2030 Countdown« udtalte hendes søn, kronprins Frederik:

»Dengang var der ikke en så bred anerkendelse af, at klimaforandringerne var og er menneskeskabte. Det er der heldigvis i dag, og alle har indset nødvendigheden af en kursændring. Dermed også sagt, at vi står over for en massiv global udfordring.«

Det danske kongehus har ikke meddelt, hvorvidt det deltager i dette års COP26.