Det begyndte med en mærkelig meddelelse på Ritzau. Seks år senere skal en af dansk politiks mest opsigtsvækkende sager finde en afslutning

I 2015 meddelte en nærmest ukendt EU-parlamentariker, at hun forlod sit parti. Nu tager retten endelig stilling til en sag, der undervejs næsten udraderede et af landets største partier og forkrøblede en af dansk politiks største stjerner.

Morten Messerschmidt har meget på spil de kommende uger ved retten i Lyngby. Thomas Lekfeldt

Det var en af den slags pressemeddelelser, der sendte samtlige nyhedsredaktioner i akut alarmberedskab fra tidlig morgenstund:

En tirsdag morgen i oktober 2015 udsendte Rikke Karlsson, en for offentligheden stort set ukendt EU-parlamentariker, en pressemeddelelse, hvori hun oplyste, at hun forlod Dansk Folkeparti med øjeblikkelig virkning.