Nordmændene skal have en ny statsminister.

Det står klart efter gårsdagens valg, hvor Arbeiderpartiet og Jonas Gahr Støre fik flest stemmer.

Med 99,7 procent af stemmerne talt op løber Arbeiderpartiet med 26,4 procent af stemmerne.

Knap så godt er det gået for andre partier, der ikke har fået nok stemmer til at krybe over den norske spærregrænse på fire procent. Det betyder, at de ikke kommer i betragtning til de såkaldte tillægsmandater, som fordeles mellem partierne efter regler, der skal sikre en mere proportionel fordeling.

En af dem er Miljøpartiet De Grønne (MdG), for hvem valget endte med at blive en skuffelse. Partiet har klaret sig langt dårligere, end hvad meningsmålingerne ellers antydede. I NRKs sidste meningsmåling lå partiet til 4,9 procent.

Håbet var ellers stadig grønt, da de første exitpoll klokken 21.00 tikkede ind. Der sneg MdG sig lige netop over spærregrænsen og stod til at få 4,1 procent af stemmerne. Partiet stod til syv pladser i Stortinget, og jublen var stor.

Men det resultat skulle vise sig ikke at holde.

Langsomt – som flere og flere stemmer blev talt op – faldt MdGs tilslutning. Med 99,7 procent af stemmerne talt op, ender MDG med et skuffende resultat på 3,8 procent af stemmerne.

Lidt er der dog stadig at fejre: Resultatet er stadig det bedste resultat for partiet hidtil.

»Først og fremmest er vi kommet videre. Vi har haft det bedste valg, vi nogensinde har haft. Tusindvis af mennesker har stemt på os, som ikke har gjort det før,« lød det fra partileder Une Bastholm ved aftenens partilederrunde, da resultat af valget stod klar, skriver NRK.

Øjeblikket, hvor det går op for Jonas Gahr Støre, at han er på vej til at blive Norges nye statsminister.
Øjeblikket, hvor det går op for Jonas Gahr Støre, at han er på vej til at blive Norges nye statsminister. Javad Parsa/NTB/AFP/Ritzau Scanpix

Inden valget var der ellers tale om, at det norske valg ville blive et klimavalg, som det er set i flere andre lande, i takt med at klimaet er kommet mere og mere på dagsordenen. Det skete dog ikke.

I stedet må MdG nøjes med kun tre mandater, som Arbeiderpartiet – og støttepartierne Senterpartiet (SP) og Sosialistisk Venstreparti (SV) – nemt kan klare sig uden, da de tilsammen står til flere end de 85 nødvendige mandater af de i alt 169 mandater i Stortinget, skriver NRK.

»Det er tankevækkende, at klimaet ikke er meget mere dominerende i norsk politik,« lyder det fra en skuffet Rasmus Hansson, der er en af partiets spidskandidater.

Heller ikke Kristelig Folkeparti (KrF) lykkedes med at komme over spærregrænsen. Ligesom MDG fik partiet 3,8 procent af stemmerne og i alt tre mandater.