Der blev sat ild til den norske justitsministers bolig og bil. Nu er kæresten tiltalt for trusler mod demokratiet

Da ukendte i 2018 og igen i 2019 malede hagekors på Norges justitsministers hus og siden både forsøgte at sætte ild til ministerens hus og bil pegede pilen mod venstreorienterede aktivister. Siden blev ministerens kæreste udpeget som mulig gerningsmand. Lang tids efterforskning er nu endt med en formel tiltale mod kæresten.

Norsk politi rykkede talstærkt ud, da de første trusler i december 2018 ramte den daværede norske justits- og indvandringsminister, Tor Mikkel Wara. Der blev blandt andet malet et hagekors og skrevet »racist« på ministerens bolig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Poppe Cornelius/EPA/Ritzau Scanpix

Det begyndte med et malet hagekors på den daværende norske justits- og indvandringsministers hus. Siden forsøgte ukendte gerningsmænd at sætte ild til ministerens hus og bil.

Torsdag fandt sagen sin foreløbige kulmination, da ministerens kæreste, Laila Anita Bertheussen, blev tiltalt for at være personen bag ildspåsættelserne og for trusler mod demokratiet.

Sagen tog sin begyndelse en decemberdag i 2018, da der blev malet et rødt hagekors på den daværende justits- og indvandringsministers – Tor Mikkel Waras – hus udenfor Oslo. Udover hagekorset var ordet »racist« skrevet med rød maling på den bil og på det hus, som Fremskridtsparti-ministeren delte med kæreste og børn.

Norsk politi rykkede talstærkt ud, da de første trusler i december 2018 ramte den daværede norske justits- og indvandringsminister, Tor Mikkel Wara. Der blev blandt andet malet et hagekors og skrevet »racist« på ministerens bolig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Poppe Cornelius/EPA/Ritzau Scanpix.

Bestyrtelse

Sagen vakte bestyrtelse i Norge. Tor Mikkel Wara var en af norsk politiks mest omtalte personer, fordi han som justits- og indvandringsminister havde været med til at gennemføre en række stramninger på flygtningeområdet og en hårdere stil over for kriminelle.

Dette havde gjort Tor Mikkel Wara upopulær i brede kredse, og i månederne frem til den første episode ved ministerens hus, blev han blandt andet ufrivilligt midtpunkt i et omdiskuteret teaterstykke, hvori der blev vist billeder af ministerens hus.

Dette førte til kritik af teaterstykket, og ministerens kæreste, Laila Anita Bertheussen, gik til frontalangreb på teateret i Facebook-indlæg og i en kronik i dagbladet VG, hvori hun i stærke vendinger kritiserede teatret.

Satte ild på hus

Da det første angreb med maling indtraf, var norsk politi og landets politikere hurtigt ude med omfattende efterforskning og kritik mod den eller de ukendte gerningsmænd. Dette fik dog ikke gerningsmanden til at holde inde.

I januar 2019 anmeldte ministeren, at han og kæresten havde modtaget et trusselsbrev. Siden fulgte flere trusselsbreve rettet mod kæresten selv og mod ministeren, og i januar, februar og marts blev der forsøgt sat ild til Tor Mikkel Waras bolig.

Justitsministerens hus blev efter det første angreb overvåget af politiet – både i form af politifolk og elektronisk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ole Berg-Rusten/EPA/Ritzau Scanpix.

Det var ligeledes i slutningen af januar 2019, at trusselsbreve blev placeret i postkasserne til det fremtrædende stortingsmedlem Christian Tybring-Gjedde og den norske minister for samfundssikkerhed, Ingvil Smines Tybring-Gjedde.

Norsk politi satte fart under en omfattende efterforskning, som medførte, at huset blev overvåget elektronisk og af politifolk. Det var blandt andet denne efterforskning, der førte til, at norsk politi i marts 2019 kunne meddele, at man mistænkte kæresten, Laila Anita Bertheussen, for at være gerningspersonen bag anslagene.

Laila Anita Bertheussen har benægtet, at hun er personen bag truslerne og ildspåsættelserne. Kæresten valgte dog at forlade sine ministerposter kort efter, at politiets mistanke blev offentliggjort.

Efterfølgende har norsk politi og den norske statsadvokat undersøgt sagen ad flere omgange.

Tor Mikkel Wara måtte trække sig som minister, efter at norsk politi i marts 2019 havde offentliggjort anklager mod ministerens kæreste for at være kvinden bag trusler og ildspåsættelse. Til højre Norges statsminister, Erna Solberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gorm Kallestad/Ritzau Scanpix.

Den undersøgelse er nu endt med en endog særdeles hård tiltale mod Laila Anita Bertheussen. Tiltalen omfatter blandt andet trusler mod demokratiet på baggrund af den norske straffelovs paragraf 115, som omhandler angreb på de højeste samfundsorganer i Norge, og som har en strafferamme på 16 år.

Laila Anita Bertheussen har i den forbindelse via sin advokat afvist at være skyldig.