Maskinpistoler, håndgranater, guldure, dyre malerier, både, lastbiler og flere tusind kilo narkotika.
Det var bare nogle af de mange beslaglæggelser, en særlig enhed i det svenske politi har udført i samarbejde med Guardia Civil og det nationale spanske politi.
Beslaglæggelserne er sket i forbindelse med 71 anholdelser af medlemmer i et internationalt netværk af narkohandlere, der var involveret i 50 mordsager i Sverige. Det skriver det spanske indenrigsministerium i en pressemeddelelse i går.
Beslaglæggelserne bød ifølge pressemeddelelsen også på kunstværker til en værdi af over en million euro (7,5 millioner kroner) og en enorm mængde vin af stor økonomisk værdi.
En pose amfetamin på et surfboard
Det hele starter i Marokko. Planlægningen, pakningen og så transporten. 3.500 kilometer er der til endestationen i Sverige, hvor den dyrebare narkotika herefter kan distribueres og blive videresolgt.
Det er en lang tur. En tur, hvor en stribe forskellige politistyrker blot venter på, at en ivrig labrador fanger færten af den gemte narkotika.
I Marokko hægtes de mange kilo narkotika under skroget på fritidsbåde. Destinationen er de populære spanske kystbyer Alicante og Malaga. Her har man modificeret surfboards med kroge, holdere og en undervandsmotor, der hurtigt og diskret kan fragte de ulovlige varer til lands.
I kystbyerne venter nu de svenske flyttebiler, klar til at smugle narkotikaen videre til Sverige, gemt i møbler. Én af sendingerne indeholder 55.000 enheder af et opiatmiddel, der anvendes som en heroinerstatning. En anden indeholder 85 kilo hash.
Men politiet holder øje med netværkets bevægelser. Begge sendinger bliver stoppet i henholdsvis Stockholm og Göteborg. Festen er slut.
50 mord bestilt fra Spaniens guldkyst
Det hele lyder lidt som en dårlig actionfilm, men faktisk har dette internationale netværk af narkohandlere i flere år udviklet sig og floreret.
I slutningen af 2018 gik de tre politienheder sammen og indledte en efterforskning, efter at det svenske politi havde udstedt en række efterlysninger og internationale arrestordrer på et antal mennesker, der regelmæssigt rejste mellem Sverige og Spanien for at transportere narkotika.
Og det er netop den efterforskning, der har ledt til de mange anholdelser og beslaglæggelser, som politiet nu kan offentliggøre.
Medlemmerne af netværket står bag 50 narkorelaterede drab i Sverige og har været bevæbnet til tænderne med blandt andet maskingeværer, håndgranater, geværer, pistoler og en stor mængde ammunition. Alt dette har politiet nu også beslaglagt.
Mordene er angiveligt blevet bestilt fra Spanien, forklarede chef for efterforskningsenheden NOA ved det svenske politi, Christer Nilsson, til Aftonbladet:
»Igennem blandt andet EncroChat (en krypteret kommunikationstjeneste primært anvendt til organiseret kriminalitet, red.) er det kommet frem i lyset, at groft kriminelle svenskere i Spanien har anstiftet mord og andre grove forbrydelser i Sverige,«
Netværket her er uden tvivl af en størrelse, der lægges ekstra meget mærke til. Men i løbet af de seneste år har en række bander og større, mere organiserede grupperinger spredt sig på tværs af Sverige.
I september 2020 forklarede den svenske vicerigspolitichef, Mats Löfving, i et interview med Sveriges Radio, hvordan især slægtsbaserede kriminelle netværk havde vundet frem:
»Lige nu har vi mindst 40 slægtsbaserede kriminelle netværk i Sverige, såkaldte klaner. De er kommet til Sverige, tror jeg, udelukkende med det formål at organisere og systematisere kriminalitet.«
Den store hvidvaskning
Der hersker ingen tvivl om, at al denne planlægning og risiko har en bagtanke: penge. Ved beslaglæggelserne endte det spanske og svenske politi med at konfiskere 592.000 euro (4,4 millioner kroner) i kontanter, 1.850.000 euro (13,8 millioner kroner) på bankkonti samt ejendomme til en værdi af 14 millioner euro (104 millioner kroner).
Pengene viser sig at være blevet vasket hvide i det populære spanske turistområde Costa Del Sol, igennem ejendomsbranchen. Her har man investeret det enorme overskud fra narkotikahandlen i luksusejendomme.
Faktisk har denne del af hvidvaskningen været så udbredt, at netværket har ejet to virksomheder i Marabella, der arbejdede med ejendomsmægling.
Desuden har netværket handlet med guld eller andre luksusvarer, og det har givet lån til virksomheder baseret i Spanien for at på den måde kunne hvidvaske det økonomiske overskud.
Det internationale politisamarbejde har afsløret, at der har været tale om et komplekst virksomhedsnetværk med tilknyttede juridiske eksperter, der har haft forbindelser i en række tredjelande, der anses som skattely.