Den britiske model Sian Green-Lord er så rasende, at hun »bogstavelig talt ryster over hele kroppen«.
Og i det spanske ligestillingsministerium ryster de – må man formode – i bukserne.
For hvordan i alverden er en kampagne mod bodyshaming af kvinder på stranden endt med groft at krænke ikke blot en handicappet, men også en brystopereret person?
Ligestillingsminister Irene Montero var ellers godt tilfreds, da hun onsdag i sidste uge præsenterede kampagnens plakat.
»Alle kroppe er værdige, og vi har alle ret til at nyde livet, som vi er, uden skyld og skam. Sommeren er for alle,« skrev ministeren, der tilhører venstrepartiet Podemos, på Twitter.
Plakaten viser en gruppe kvinder på stranden. Tre af dem er overvægtige. Én mangler det ene bryst. Og en femte har valgt ikke at fjerne håret hverken på benene eller under armen.
»Sommeren er også vores,« står der hen over det let tegneserieficerede tableau, der i første omgang blev modtaget med applaus.
Flere internationale medier fremhævede, hvordan landet, der måske nok har givet verden glosen »macho«, nu igen viste vejen for ligestilling og inklusion.
Sakset fra de sociale medier
Men allerede kort efter meldte den første vrede model sig på banen.
Den grafiske designer havde måske nok selv tegnet videre på plakatens kvinder. Men hun havde brugt billeder af virkelige personer fundet på de sociale medier som forlæg.
Og Nyome Nicholas-Williams havde genkendt sit ansigt hos den farvede kvinde i i strandkanten.
»Den spanske regering bruger mig i en kampagne uden at spørge om lov. En god idé, men elendigt udført,« skrev plus-size-modellen på Instagram og tilføjede via Twitter:
»Fortjener jeg ikke at blive spurgt? Fortjener jeg ikke at få betaling, når man bruger mit image?«
Og problemerne var først lige begyndt for minister Montero og hendes folk.
For Sian Green-Lord nøjedes ikke – som Nicholas-Williams – med stilfærdigt at protestere og bede om betaling, da også hun fandt sig selv afbilledet.
Hun blev splitterravende tosset over, at hendes handicap desuden var blevet retoucheret væk.
»Det er langt mere end forkert«
Den britiske model og handicapaktivist mistede sit ene ben ved en trafikulykke og bærer med stolthed en protese.
Men på plakaten har hun ikke blot fået et rigtigt ben tilbage. Det er også – som for at føje spot til skade – fyldt med hår.
»Jeg ved ikke engang, om jeg kan forklare, hvor vred det gør mig. Jeg ryster bogstavelig talt over hele kroppen af raseri,« forklarer Green-Lord i en video, hun lagde ud på sine sociale medier, og fortsætter:
»Én ting er at bruge mit billede uden at spørge om lov, og noget helt andet, at de laver om på min krop. Det er ikke bare forkert, men langt mere end det.«
Nu skulle man tro, at det ikke kunne blive værre for et ministerium, der arbejder for ligestilling og inklusion af minoritetsgrupper. Men det kunne det.
Der var endnu tre kvinder tilbage på plakaten, og søndag opstod der desuden tvivl om hende med det ene bryst.
Kræftpatient fik et enkelt bryst tilbage
»Jeg tror, at mit ansigt er blevet brugt og sat på en kvinde med et bryst,« skrev Juliet FitzPatrick som svar på et tweet, hvor ministeriets Instituto de las Mujeres undskyldte miseren, og tilføjede:
»Jeg har ingen bryster og vil blive ulykkelig, hvis mit ansigt er blevet sat på en andens krop.«
FitzPatrick, der lige som de to andre ofre for anti-bodyshame-kampagnen er brite, har fået fjernet sine bryster i forbindelse med en kræftsygdom.
Også den grafiske designer bag kampagnen har undskyldt og i en tråd på Twitter forklaret, at ideen var at »overføre inspirationen« fra de afbildede kvinder til plakaten.
Hun har også tilbudt at dele sit honorar for opgaven.
Det løber op i 4.490 euro, og her har vi muligvis forklaringen på en affære, hvor det er svært at forestille sig, at nogen bevidst har sat sig for at krænke de forurettede kvinder.
For hvor meget landsdækkende kampagne får man for godt 33.000 kroner?
Der er i hvert fald ikke råd til at hyre levende modeller ind og få taget et rigtigt billede uden behov for raids på de sociale medier, klippeklisteren og photoshop.
Men nu er skaden sket. Og den eneste trøst for Irene Montero og hendes ministerium er, at der trods alt ikke er flere kvinder med på plakaten.
Det burde ikke være muligt at finde mere end fem fejl og eksempler på misbrug, rettighedskrænkelse og hån.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.