De ville vise, at den sidste rest af oppositionen var flygtet – men Maria Kolesnikova havde sin egen plan

Historien om, hvad der faktisk skete med den hviderussiske oppositionsleder Maria Kolesnikova, som blev bortført, bliver mere og mere fantastisk. Her er, hvad vi ved.

Maria Kolesnikova havde svoret, at hun aldrig ville forlade Hviderusland. Hun sagde det, da hun mødtes med Berlingske i slutningen af august. Og hun gentog det over for sine nærmeste kolleger så sent som søndag aften.

Hun er den sidste tilbageværende leder af oppositionen i Hviderusland, og selv hvis de med magt ville forsøge at tvinge hende ud, havde hun tænkt sig at blive og fortsætte kampen.