De var tusinder, der håbede på frihed – de fik en opvisning i brutal urokontrol

Militærenheder og uropoliti slog hårdt ned på protester i Minsk, efter valgstederne lukkede søndag aften. En officiel exitpoll gav præsident Aleksandr Lukasjenko 80 procent af stemmerne i Hviderusland.

 
Søndagens præsidentvalg i Hviderusland har medført voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Mathilde Oda Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Det lignede næsten en opvisning i militært udstyr til at sprede og undertrykke en folkemængde. Demonstranterne kastede æbler mod politiet. Og politiet svarede igen med vandkanoner, gummikugler og chok-granater, mens de kørte frem mod de utilfredse folkemængder i specialbyggede skjoldvogne.

Mindst 200 demonstranter blev anholdt og mange blev såret efter uroligheder natten til mandag, oplyser menneskerettighedsgruppen Viasna. En demonstrant skulle være blevet dræbt efter at være blevet kørt over af en lastbil fra uropolitiet. Tre andre er i kritisk tilstand.

Hviderusserne gik søndag aften på gaden i Minsk og mindst 12 andre byer i protest mod valgfusk i søndagens præsidentvalg. Præsident Aleksandr Lukasjenko har siddet på magten i 26 år og har gennem årene slået hårdt ned på enhver form for modstand. Ved de foregående fire valg har han vundet i første runde med omkring 80 procent af stemmerne.

Den første officielle exitpoll søndag aften viste da også en opbakning til Lukasjenko på 79,7 procent af stemmerne, mens hans største modstander, Svetlana Tikhanovskaja, står til 6,8 procent af stemmerne.

Det står i stærk kontrast til en uofficiel rundspørge blandt knap 50.000 hviderussere, der giver Svetlana Tikhanovskaja 67-73 procent af stemmerne og Lukasjenko blot 16-21 procent. Uofficielle exitpolls fra 25 hviderussiske ambassader verden over viser ligeledes en overvældende sejr til oppositionen med 85 procent af stemmerne.

Oppositionen nægter at anerkende valgresultatet.

Fra hjemmegående husmor til præsidentkandidat

Den 37-årige Svetlana Tikhanovskaja trådte ind i valget i stedet for sin mand, der sidder fængslet på anklager om urostiftelse. Forud for valget var hun hjemmegående husmor og havde ingen politisk erfaring. Men hun har formået at samle oppositionen og trække titusinder af hviderusserne på gaden – noget, der førhen ville være utænkeligt i det stærkt autoritære styre.

I en udtalelse søndag aften erklærede Svetlana Tikhanovskaja, at hun betragter det som en sejr, at så mange hviderusserne aktivt har taget del i valget:

»Vi har overvundet vores frygt, vi har overvundet vores apolitiske ståsted, overvundet apatien og ligegyldigheden. Det er den slags sejre, der er vigtigere end alle andre sejre,« siger Svetlana Tikhanovskaja.

Blot tre uger inden valget fik hun tilslutning fra to andre udelukkede præsidentkandidater: Veronika Tsepkalo, hvis mand er flygtet til Rusland, og Maria Kolesnikova, der var kampagnechef for den fængslede præsidentkandidat Viktor Babariko.

Maria Kolesnikova blev lørdag ført ind til afhøring af politiet, mens Veronika Tsepkalo nu også er flygtet til Rusland af frygt for repressalier.

Da præsident Lukasjenko søndag afgav sin stemme, lovede han at modgå enhver form for uro:

»Der er ikke noget, der kommer ud af kontrol, det kan jeg love jer. Uanset hvad visse personer har planlagt,« sagde præsidenten.

Hele dagen søndag fungerede internettet i landet ved stærkt nedsat hastighed, hvilket besværliggjorde journalisters muligheder for at rapportere om situationen. Samtidig var der stærk forsinkelse på de sociale medier, hvor oppositionen plejer at koordinere sine aktiviteter.

Mens politiet har slået hårdt ned på demonstranterne i Minsk og flere andre storbyer, er der også eksempler fra provinsen på, at politiet har lagt skjoldene og fredeligt lader demonstranterne vise deres utilfredshed.

Mandag formiddag viste det foreløbige valgresultat en sejr til Lukasjenko på mere end 80 pct. og en valgdeltalgelse på mere end 84 pct. Ruslands præsident Putin og Kinas præsident Xi Jinping har allerede lykønsket Lukasjenko med resultatet.

Selv har præsidenten endnu ikke kommenteret resultatet og urolighederne, men sagde i sin første udtalelse efter valget:

»Der bør kun være én form for politik - folket,« skriver det statslige nyhedsbureau Belta.