De var Nordens dukse – men nu kan de lukke ned på ny: »Situationen er skør«

Statsminister Erna Solberg advarer om, at Norge er på nippet til at indføre nye restriktioner. Hvis ikke kommunerne strammer op, tager staten styringen.

Statsminister Erna Solberg holder tale om coronapandemien i Norge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Heiko Junge/NTB/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Længe har Norge været Nordens dukse, når det kom til at holde smittekurverne i ro.

Men nu har Norge overhalet Danmark i nye antal dagligt smittede, og det kan ikke blive ved advarer statsminister Erna Solberg i en tale til Stortinget:

»De mere smitsomme varianter er i færd med at overtage som de dominerende virusvarianter,« siger Erna Solberg med henvisning til især den britiske variant. Men også den sydafrikanske variant har fået godt fat i Norge.

Mandag oplevede Norge 828 nye smittede. Det er det højeste siden starten af januar, og næsten en forøgelse på 50 procent fra det ugentlige gennemsnitlige smittetal, skriver VG.

Det er de yngste aldersgrupper, der dominerer i det nye antal smittede:

»Vi har set smitteudbrud på hospitaler, i idrætslivet, på arbejdspladser, på skoler og i børnehaver,« siger Erna Solberg.

Alene i Oslo er smittetallet fordoblet på en uge.

»Hvis ikke de lokale, regionale og nationale tiltag, vi har i dag, viser sig at være tilstrækkelige til at få smitten ned, må vi indføre strengere nationale tiltag,« siger Erna Solberg og truer med at tage styringen fra de lokale myndigheder, der ellers står for en god del af coronarestriktionerne.

Nye restriktioner på vej

Hvis ikke de lokale myndigheder får styr på smittespredningen, varsler regeringen en række konkrete nye tiltag, skriver NRK:

– En meters afstand udvides til to meter.
– Højst ti private kontakter på en uge.
– Højst 20 personer til indendørs arrangementer med faste pladser.
– Højst 50 personer til begravelser.
– Højst 50 personer til udendørs arrangementer.
– Forbud mod indendørs fritidsaktiviteter for voksne.
– Lukning af træningshaller og svømmehaller med undtagelse af organiseret træning.
– Udskænkningsforbud over hele landet.
– Lukning af forlystelsesparker, bingohaller og lignende.
– Påbud om hjemmekontor.

Hvis det heller ikke er nok, venter næste runde anbefalinger ifølge NRK:

– Ingen besøg i hjemmet i to uger.
– Alle arrangementer må udsættes.
– Rødt niveau i ungdomsskoler og videregående uddannelser.
– Digital undervisning på universiteter og højskoler.
– Rødt niveau i børnehaver og grundskoler i kommuner med højt smittetryk.

Samtidig advarer Erna Solberg om, at der vil komme særlige anbefalinger for påsken.

Allerede nu opfordres alle nordmænd i udlandet, herunder studerende, til at være klar på, at de ikke kan komme hjem til påske.

Kommer de alligevel hjem, kan de risikere at ende i karantæne på særlige karantænehoteller.

Den største bekymring

I hovedstaden Oslo, der er klart hårdest ramt af de stigende smittetal, varsler borgmesteren allerede nye tiltag her til eftermiddag.

Hvis Norge kan holden smitten i ro i resten af marts og april, kan landet begynde at åbne op igen til maj, varsler statsministeren.

»Situationen er skør,« medgiver Erna Solberg på pressemødet.

Også antallet af indlagte er i stærk stigning og har nu nået niveauet fra julen og begyndelsen af januar, da anden bølge var på sit højeste i Norge.

Men intensivkapaciteten på sygehusene er ikke regeringens største bekymring:

»Vi er mere bekymret for, at smittesporingen og det lokale sundhedssystem skal bryde sammen,« siger Erna Solberg.